Roulade uden kartoffelmel. I dag får du opskriften på en rigtig lækker roulade med syltetøj. Den nemmeste kage i verden.

Hvis du aldrig har prøvet at lave en roulade før, så vil du blive glædeligt overrasket.
På ½ time kan du trylle den lækreste kage og du kan bruge lige det syltetøjsfyld du har på lager.
Jeg har prøvet at bruge mange forskellige slags syltetøj og alle varianter bliver lækre.
Lidt syrligt syltetøj som hindbærsyltetøj eller rabarberkompot er rigtigt godt at bruge i roulade.
Jeg brugte bare et glas jordbærsyltetøj fra køleskabet, så brug bare det du har.
Opskriften du skal høre om i dag, er en helt enkel grundopskrift.
En roulade er nem at lave og den kan laves helt uden fedtstof.
Jo faktisk er det bare en kagebund, der skal rulles sammen om syltetøjsfyld. Det er klaret på få minutter.
Bagepapiret skal bare trækkes af og så skal rouladen rulles sammen. Derfor kaldes kagen også for “rullekage” på norsk, mener jeg at kunne huske. 🙂
Servér gerne en god letpisket flødeskum til og måske friske bær?
Du kan også smøre rouladen op med flødeskum og pynte med friske bær eller kompot og måske lidt revet chokolade på toppen?
Oftest bruger jeg kartoffelmel i dejen, men denne dej er uden kartoffelmel – altså bagt kun med hvedemel. Det kan man nemlig sagtens. Den bliver fint luftig alligevel.
Bunden kan også bruges som lagkagebund. Få flere opskrifter nederst i dette indlæg. 
Roulade uden kartoffelmel – nem opskrift

Ingredienser
Rouladedej:
- 3 æg
- 150 gram sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 120 gram hvedemel erstat gerne 30 gram med kartoffelmel
- 1 tsk bagepulver
Fyld:
- 2-3 dl syltetøj, f.eks. hindbær, jordbær, abrikos eller æblemos ?
- Drys: Sukker
- Tilbehør: Flødeskum af 2-3 dl piskefløde
Sådan gør du
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker hvidt og skummende. Bland mel og bagepulver og vend det forsigtigt i dejen med en dejskraber. Vend kun til der ikke er klumper i dejen længere. Put bagepapir på en bageplade.

- Fordel dejen ud på hele pladen med dejskraber. Smør den helt ud til kanterne. Bag rouladebunden ca. 8 minutter v. 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn) Bunden skal kun være let gylden og have lidt sprøde kanter.

- Gør et stykke bagepapir klar på køkkenbordet. Drys sukker på.

- Når bunden er færdig vendes den straks ud på sukkerpapiret med kagesiden nederst. Træk forsigtigt bagepapiret af. Hvis det ikke vil slippe, så vrid en klud med lidt vand og tør den henover bagepapiret

- Fordel syltetøjet i klatter på kagebunden og smør den straks ud. Sørg for at der kommer syltetøj helt ud til kanten.

- Rul rouladen ved at bruge bagepapiret til at trille den rundt med i starten. Læg den med sammenføjningen nederst.

- Pak den evt. ind i bagepapiret og lad den gerne trække et par timer. Kagen smager allerbedst dagen efter, men kan også fint nydes efter et kvarter.

- Servér gerne flødeskum og friske bær til.

Noter

Rouladekage – en nem, lækker og rimeligt fedtfattig kage med syltetøj

Her ser du indlægget/opskriftens oprindelige billede. Indlægget er opdateret med nye billeder september 2025 /Gitte
Det eneste der lige mangler hér, er en god klat flødeskum eller to. 🙂
Kagen er fedtfattig i sig selv. Hvis du bruger sukkerfrit syltetøj, æblemos eller jordbærgrød, og dropper flødeskummet, så vil du kunne nyde et stykke i en rimeligt kalorielet version.
Den nemmeste syltetøjskage, der smager af sol og sommer.
Vi nød et stykke i sommerhuset og resten tog vi med hjem til kaffegæster dagen efter. Kagen var et hit, som altid!
Dagen efter var rouladen næsten endnu bedre, for dér havde den nået at sætte sig og syltetøjet var trukket godt ind i bunden.

Ligesom en lagkage, så smager en roulade også meget bedre dagen efter. Den er mere saftig på 2. dagen, men dog knap så sprød. Skøn kage!
Faktisk kan du også bage Verdens Nemmeste Lagkage ved at lægge to rouladebunde sammen.

Jeg har lavet den skønneste fødselsdagslagkage på denne måde. Få opskriften her.
Hvis du ikke lige har en fødselsdag i anmarch hjemme hos dig, kunne du måske starte med denne kage? På den måde kan du få dig nogle erfaringer med at rulle så lækker luftig en “rullekage”.
Du bliver fan, kan jeg godt betro dig 🙂

Få flere gode opskrifter på rouladekager her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.









kan man putte flødeskum i
Har du prøvet at lave den med en smørcreme? Evt sammen med syltetøj?