Vi er på den skønneste ferie i Toscana og jeg kan slet ikke stoppe med at flyde over af begejstring.

Jeg elskede Italien før, men efter denne ferie har jeg for alvor tabt mit hjerte.

Det er første gang jeg er i Toscana, men bestemt ikke sidste. Faktisk har denne skønne sommerferie betydet, at jeg nu genovervejer min flyskræk. Tænk hvis et fly på ingen tid vil kunne transportere mig til denne skønne plet og tænk hvis jeg kunne slippe for den grumme Autobahn og lige så slemme Autostrada?

Hvad er det så, der er så skønt ved Italien?

Som jeg har beskrevet i disse tidligere rejseindlæg fra Toscana  så er det både sommervarmen, den smukke grønne natur med palmer og cypresser, den højtråbende og ivrigtsnakkende kultur, de smukke stenhuse, duftene af lavendel og rosmarin, lyden af cikader og insekternes summen, stemningen og livligheden på torve og stræder (og i trafikken) og så kommer vi måske til det vigtigste: maden, kagerne, isen og desserterne og hov ja, vinen selvfølgelig også.

Jeg har glædet mig til at dele dette indlæg om Italiens lækkerier med dig, selvom vi endnu ikke har prøvesmagt alle herlighederne. Der er så mange lækkerbiskener og jeg har taget billeder i stor stil.

Faktisk blev jeg noget overrasket over at dette indlæg rummer 72 billeder og jeg har stadigvæk ikke delt alle madbillederne herfra.

Vi har spist ude, vi har været i delikatessebutikker og supermarkeder og så har vi også lavet mad selv herhjemme.

Vi rejser med vores voksne børn/svigerbørn og jeg var så snedig på feriens første dag at introducere alle for begrebet “maddage”. Her på ferien skiftes vi til at have maddag, hvor man selv skal finde på/købe ind/betale på restaurant.

Det betyder, at jeg endnu ikke har været i køkkenet. Jeg laver mad året rundt, men i Italien vil jeg gerne købe mig til lækkerier på gode restauranter. Det foretrækker min mand også at gøre, når han har maddag.

Feriens maddage har derfor betydet, at vi både har vekslet imellem restaurantbesøg og hjemmelavede retter og det har givet os rige muligheder for at prøve noget forskelligt.

Vi har hovedsageligt spist p-retterne, som italienerne nok er mest kendt for: pizza, parmesan, pasta i alle afskygninger, pesto, panna cotta, pecorino (italiensk ost) og så alle de andre italienske klassikere: mozzarella, is, ricotta, melon, cantuccini. Listen er lang og jeg kunne fortsætte længe endnu.

Her nedenfor ser du glimt af de retter vi har lavet selv i feriehuset, lækkerier vi har købt i supermarkedet/delikatesseforretninger og til slut, maden vi har spist på restauranter. Uhm – det har været en skøn ferie også på madfronten.

Hjemmelavede retter af italienske lækkerier:

Det er så nemt at trylle italienske retter og det er tankevækkende så lidt kød vi har spist hernede. De retter vi – eller rettere mine børn selv har lavet hernede, har som regel inkluderet pasta, god olivenolie, søde solmodne tomater og hvidløg.

Det er tankevækkende så nemme måltider vi har kunnet klare os med – pastaretterne har været lette at lave og lette at spise. Måske vi skulle til at spare lidt tid i køkkenet derhjemme? Jeg har spurgt mine store børn om de ikke vil kigge forbi os og fortsætte med maddage-konceptet – jeg synes da selv at det har været vældig smart 😉

De unge mennesker har faktisk elsket at få lov til at trylle og få helt frie hænder i køkkenet. Glæden ved madlavning har de heldigvis alle 🙂Denne lækre pastaret spiste vi igår, hvor Amanda og Sebastian havde maddag. Det var en lækker ret med bacon, champignon, hvidløg og tomat, basilikum, chili og så bare pasta vendt ned oveni. Desværre har jeg ikke opskriften, da jeg jo var så heldig at være forvist til terrassen. Et glimt af den lækre ret får du her.På en af feriens første dage købte vi en kæmpestor melon (så tung, at jeg ikke kunne bære den) og siden har vi gjort hvad vi kunne for at spise os ind på den. Er du vimmer, hvor er den god sådan en italiensk melon. Så sød og fyldt med smag <3

Vi har spist lækre melonskiver om aftenen, som dessert. Uhm…og så har vi fået melonsalat med mozzarella eller anden ost, næsten hver eneste aften. Sådan en melonsalat kunne jeg godt blive forfalden til hver dag. Den er supernem at lave, og du kan finde en opskrift lige her

Tomaterne man kan købe hernede er også et kapitel for sig. De er SÅ søde, solmodne og velduftende og de danske tomater blegner totalt ved siden af. Vi har nydt de søde tomater som de er, eller serveret som en skøn tomatsalat med mozzarella og basilikum og dryppet med god olivenolie.
Da Mikkel havde maddag, glædede han sig bare til at lave en lækker hjemmelavet tomatsauce, med de gode tomater og sikke en lækker sauce han fik tryllet.

Jeg havde købt italiensk paprika på glas (troede vi) men det viste sig dog at at være chili, så tomatsaucen blev noget stærk. Nu ved vi – og du – at Peperoncino er italiensk hot chili. Så er du advaret 🙂
Tomatsaucen smagte godt, selvom den var  noget stærk, men gryden blev tømt og der var jubel til kokken 🙂

Pasta har vi næsten spist hver dag, hvis ikke til aften, så til frokost. Man kan købe frisk pasta her til ingen penge – 1 kg ravioli for 2 euro f.eks. og det er da næsten ikke til at stå for.

Vi spiste ravioli med tomatsauce og revet parmesan. Uhm – et lækkert måltid.

Ravioli har vi købt både med spinatfyld, kødfyld og svampefyld. Lækre har de været allesammen. Vi har forelsket os i denne pesto med hvidløg og den kommer vi helt sikkert til at hamstre stort af inden vi skal hjem. Faktisk har vi flere gange spist pasta bare med pesto og parmesan. Her ser du vores frokost, som Amanda lavede: Tortellini med pesto og parmesan. Uhm. Så enkelt og alligevel så lækkert 🙂En anden dag spiste vi båndspaghetti med pesto. Pasta i alle afskygninger. Vi kommer til at savne vores lette pasta-frokoster 🙂
Pestopasta og tomatsalat med mozzarella. Vi opdagede først for nyligt, at vi slet ikke har spist kød i mange dage.

Brødet her i italien er stenovnsbrød, med hård skorpe og blød midte. Vi savner kernerne en lille smule, men har vænnet os til det vide brød og fundet ud af, at det smager allerbedst, hvis man dypper det i olivenolien – helt som italienerne også gør. Lad brødet suge godt i en god extra jomfru olivenkerneolie. Uhm <3I butikkerne kan man købe god olivenolie for ingen penge, så det kommer vi helt sikkert også til at storhamstre gode flasker af. Vi købte denne store flaske med 1 liter i da vi kom og har allerede brugt halvdelen. Uhm 🙂

Prøv lige at se et udvalg i butikken – og også af god balsamico. Uhm <3

Her ser du Mikkel i aktion med madlavningen 🙂Indimellem har vi pastarester og en dag blandede vi dem alle, lagde tomatskiver og ost på toppen og gratinerede i ovnen. Dryppede jo også lige med rigeligt olivenolie. Uhm – en lækker frokost. Måske jeg skriver en selvstænding opskrift på den ret en dag – det fortjener den næsten så godt den smagte.  🙂

Italienske lækkerier i butikker og delikatesseforretninger:

Hvis der er noget vi kan lide, så er det at gå i italienske dagligvarebutikker og specialforretninger.

Her ser du udvalget af lokalt producerede marmelader, i kiosken i den lille by Quota, som vi bor i.

Vi købte marmelader, med navne vi ikke kendte til og fik de søde kioskejere til at – prøve at – forklare os hvad det var for nogle frugter/bær. Vi tror nok at det er kvædemarmelade og kirsebærmarmelade vi har købt. Der er 80% frugt i og det smager bare skønt!

Her ser du marmelade-udvalget på et lille lokalt marked, der var en aften i Quota. Her købte vi også et par glas 🙂

I den lille kiosk havde de også et osteudsalg og vi fik lov til at prøvesmage. Vi fandt ud af at gedeost er Pecorino, og efter utallige prøvesmagninger endte vi med dette fornemme stykke ost til 80 kr. Kan desværre ikke huske navnet, men godt smagte osten.

Den var tør og salt og skulle skæres med kniv. Faktisk findes der ikke ostehøvle her, men osteknive – ja ret mystisk for en dansker 🙂

Vi har købt så meget lækkert ost her og har storspist både som tilbehør i madretter, på brød og som snack.Der er heller ingen elkogekedel, så vandet til morgenteen måtte koges i gryde. Hvordan overlever de italienere mon? 😉

I butikken kunne man også købe de lækre tomater – heldigt at der er en lille kiosk hvor man kan forsyne sig med de daglige livsnødvendige fornødenheder 🙂
I den lille butik købte vi også et glas Pistacie-creme, som er en slags grøn Nutella, bare lavet med pistacie-nødder. Jeg kan betro dig, at det er lækkerier, så skulle du falde over sådan et glas, så køb, køb, køb! 🙂 Lokalt produceret honning købte vi også. Uhm – tænk det på en nybagt pandekage? Det glæder jeg mig til at smage 🙂

I  Italien drikker de meget espresso-kaffe i bitte små kopper, der næsten ligner dukkestel. Det er lidt svært for danskere som os, der er vant til kaffe i kæmpe krus 🙂

Kaffemaskine er der ikke, filter, kande eller elkedel heller ikke, men der var en lille espresso-kande, som vi købte filterkaffe til.

Der skal koges mange kander, når der skal koges kaffe til 5 fuldvoksne kaffetørstige skulle jeg hilse og sige 🙂I butikkerne kan vi ikke lade være med at købe lokale lækkerier, når vi vandrer forbi.

I en lokal bager købte vi en stor pose grissini og uhm – de var også gode.

Der var 5 forskellige slags, og bl.a. versionen med sesam og ristede løg, glæder jeg mig til at prøve at lave selv engang. Det burde vi da kunne finde ud af? 🙂

Vi købte selvfølgelig også de lækre italienske mandelsmåkager cantuccini eller biscotti som de kaldes. Sprøde, knasende og fyldt med smag. De er faktisk nemme at bage selv og du kan finde en lang stribe opskrifter på de lækre kager lige herI byen Poppi, som vi bor tæt på, var der et fint frokoststed, hvor vi også spiste en let frokost en dag. Der var et fint udvalg i disken.

Ekspedienten var dog lidt svær at komme i kontakt med, da hun enten skændes/diskuterede eller fortalte ivrigt om en spændende oplevelse til sin kollega, midt i ekspeditionen. Sådan er italienerne også. Højtråbende, snakkende og med store armbevægelserFaktisk kunne vi ikke helt se om hun var glad eller sur men levende var hun ihvertfald men en meget atypisk dansk måde at ekspedere på var det 🙂
Der var forskellige pizzastykker, som smagte rigtigt godt. Vi prøvede nogle forskellige slags, bl.a en hvid pizza med løg, og med peberfrugt. De smagte godt og olivenolien drev ned af armene.Pizzaerne kan du se her.

Måske denne er med squash?I Italien kan man også købe lækre pølser, og lufttørrede skinker. I supermarkederne hænger der kæmpeskinker, der kan holde sig udenfor køleskab. Lækre pølser har vi også købt men dog ikke hele skinker, kun skiveskåret parmaskinke. Uhm – også en rigtig lækker italiensk specialitet <3


I supermarkederne tilbragte vi meget tid i frugt og grøntafdelingen. Se lige nogle lækre rødløg i ranke.

Gid jeg kunne sende dig duften af disse tomater ud bag skærmen til dig.I supermarkederne er diskene med frisk pasta fyldte.

Meget karakteristisk og et meget lækkert udvalg for en dansker, der ikke er så godt vandt. Det er jo næsten som et barn i en slikbutik? Hvad skal man vælge, når man har lyst til det hele og det ingen penge koster?Udvalget af oste er også stort, ikke mindst udvalget af parmesan og mozzarella-oste. Her ser du kæmpe-poser af den gode bøffelmozzarella-ost, som er meget dyr i Danmark og ikke så dyr her. Uhm – den har vi også købt nogle poser af.
Det italienske mel, kan man få i kilovis. Her ser du Tipo 00 og Manitoba mel i 5 kilos poser til kun 3 euro. Måske vi skulle leje en trailer til hjemturen? Det er meget svært at stå for, for en Bagenørd 🙂Toscana er kendt for de gode Chianti-vine og måske du husker Lecter citatet “I ate his liver, with some face beans and nice Chianti” fra filmen Ondskabens øjne?

Vi har købt gode vine her og vi vil også storhamstre vin inden hjemrejsen. Se lige hvad man kan købe i butikkerne: Store plastdunke bordvin i 1-2 liters-dunke. Wow 🙂Italiensk slik har vi også købt. Italiensk mælkechokolade der smager lige så godt som det norske Freia. Vi fandt også ud af at de gode flødekarameller med koen på – og som vi har købt flere gange i Tyskland, faktisk stammer fra Italien.

Uhm de smager godt til en god kop kaffe 🙂I haven til det smukke stenhus vi bor i, er der også frugttræer, hvor vi har fået lov til at forsyne os. Vi har plukket blommer og figner. SÅ lækkert lige at have desserttræer i baghaven 🙂

Italienske lækkerier som vi har nydt på restauranter:

Det er rimeligt billigt at spise på italiensk restaurant, så det har vi gjort flere gange.
Forleden besøgte vi den smukke by Arezzo, hvor vi fandt et hyggeligt by på et gadehjørne, hvor det luftede lidt. Der var stegende varmt, så skygge og vind er værd at gå efter. Vi spiste lækre forretter:

Melon og parmaskinke med mozzarella, på bund af mozzarella. Er du vimmer en lækker forret, som Mikkel og jeg delte.Amanda og Sebastian delte et fad med bruschetta med diverse fyld – trøffler, kyllingelever-pate og tomat/ost. Også en virkelig lækker forret.

Vi prøvede to forskellige hovedretter:

Pasta Carbonara, der var helt perfekt og ægte italiensk med den gode skinke og rigeligt med æggeblommerMikkel og jeg valgte “ragu” som er en hvid kødsauce, med kød af toscansk kvæg. Vi jokede lidt med, at det var millonbøf og at de bare havde glemt kuløren. Halløj hvor det altså også smagte godt 🙂

Det italienske køkken er kendetegnet ved, at det er meget enkelt og at de bruger få men rigtigt gode råvarer. Disse hovedretter bestod kun af ganske få ingredienser, men smagte alligevel super skønt.

Dog tror jeg mine danske smagsløg er tilvænnet en lidt for salt smag – flere steder havde jeg lyst til at spørge efter saltet, men ville ikke fornæme kokken, så undlod at spørge. Maden smagte uden tvivl som de skulle, det er bare mine danske smagsløg, der er forkerte på den 🙂

Vi havde også udset os desserter, bl.a. en dessert med Ricotta og karamel, men desværre var vi propmætte. Note to self: Hvis du spiser forret,, er der sjældent plads til dessert også.

Italienske pizzaer har vi selvfølgelig også spist i rigelige mængder, og ikke ét sted har de smagt ens.

Mængden af ost varierer, oliemængden også. Det er også forskelligt hviklen ost man bruger og hvilken skinke også. Alle de pizzaer vi har smagt, har været bagt i stenovne. Sådan én gad jeg bare også godt have 🙂Denne helt enkle pizza købte vi i det lokale pizzaera i den lille bjerglandsby Quota, hvor vi bor. Vi måtte bruge Google Translate, for at tyde hvad der stod på menukortet 🙂

Vi er enige om, at vi har spist ALT for lidt italiensk is på turen. Den smager fænomenalt godt jo, men har ikke været at finde i de små bjerglandsbyer vi har befundet os i. Da vi var i Arezzo fandt vi en superb isbutik, hvor vi spiste al den is som hjertet kunne begære.
Igen scorer italienerne højt. Isen smager fænomenalt godt i al sin enhelhed: den er lavet af få ingredienser men super gode råvarer. Jeg valgte yoghurtis- vaniljeis og stracciatella. Uhm – bliver totalt lækkersulten og kunne bare godt spise en ekstra is lige nu.

Vi har heldigvis også købt is i supermarkedet og også her er den italienske is rigtig lækker. Her ser du mig nyde en skøn is med hvid chokolade og knas.

Jeg håber det lykkes os at finde et godt issted inden afrejse (ellers må vi jo købe italiensk is derhjemme, og det kan man jo heldigvis også ;.)
Selvom det har været varmt, har vi drukket mange kopper cappucino undervejs og espresso også. En dag, da vi var på udflugt, prøvede vi også en kage til kaffen. En lækker italiensk ostekage, der var helt anderledes en den type ostekage vi kender i Danmark. Der var hindbærsyltetøj på toppen. Uhm – en lækkerbisken 🙂
I går var vi på udflugt i stegende hede. Temperaturen nærmede sig 40 grader og her må jeg indrømme, at en kold cola var det eneste der duede.

Vi besøgte en vanddæmning og der var helt stillestående varm luft i bjergene. Er du vimmer, hvor havde vi lyst til at kaste os i vandet 🙂Hov – dette indlæg blev jo giga-langt. Mon du nåede med helt til bunds?

Jeg har skrevet indlægget på det i et par timer, akkompagneret af cikadernes sang og myggenes summen og det har næsten været som at opleve ferien igen for mig. Herligt. 🙂

Det virker jo næsten som om vi slet ikke har lavet andet end spise og drikke denne ferie, og ved du hvad? Det passer da vist meget godt 🙂

Arriverderci – Ciao – Buona sera fra en glad Gitte i Toscana 🙂