Klar suppe med kød- og melboller. Her får du en god, nem opskrift på gammeldags hjemmelavet suppe fra bunden kogt på svineskank og med hjemmelavede kødboller og melboller.
Gammeldags suppe kogt fra bunden på svineskank og suppeurter – mormormad af allerbedste slags.
En vindermenu, der bringer smilet frem. Klar suppe kaldes denne suppe også.

Jeg kogte suppen på en stor svineskank. Det gav både en god, kraftig suppe og en masse mørt kød. Du kan også koge suppe på en suppehøne eller kylling og lave en god hønsekødssuppe.
Hvis du koger suppen på kraftben, okseskank eller oksebryst, kan du lave oksekødssuppe. Suppefond kan du koge på mange forskellige typer kød.

Svineskanken kogte jeg med lidt af suppeurterne, som også gav en god smag til suppen.
Herefter siede jeg suppen og tilsatte lidt ekstra suppeurter og kogte dem, til de stadig havde lidt bid. Herefter tilsatte jeg hjemmelavede kødboller og melboller til suppen.
Ægte mormormad og rigtig god mad på en kølig dag. Den er også rigtig god som forret eller natmad, når du får gæster. Luksus suppe med masser af kraft og smag.
Suppen kan selvfølgelig også sagtens laves med færdig suppe fra frost og købte kød- og melboller. Du bestemmer.
Klar suppe med kød- og melboller – opskrift

Ingredienser
Sådan gør du
- Rens porrerne. Skær porrene i skiver. Jeg tilsatte den grønne porretop til suppen fra starten og gemte resten af porrerne til senere. Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. Skræl knoldselleri og skær i tern.2 porrer, 4 gulerødder, 1 knoldselleri

- Kom svineskank i en gryde og tilsæt 2 liter kogende vand fra elkedlen eller bring vandet i kog. Hæld de grønne porretoppe, halvdelen af selleriternene og halvdelen af gulerødderne til suppegryden. Tilsæt også salt og peber.1 svineskank, 2 liter vand, 2 tsk salt, ½ tsk peber

- Lad suppen simre under låg i ca. 3 timer eller til kødet er helt mørt. Tag svineskanken op og si suppen. Pluk kødet fra benet. Tilsæt resten af gulerødderne, den lyse del af porrerne og resten af selleriternene til suppen.

- Kog grøntsagerne møre eller til de stadig har bid. Tilsæt evt. det plukkede svinekød. Tilsæt kødboller og melboller til sidst og varm suppen forsigtigt op. Den må ikke koge nu. Smag til med salt og peber. Din suppe er nu klar til servering.Kødboller, Melboller

Noter
Suppen kan laves dagen i forvejen og opbevares på køl. Kan også fryses.
Hjemmelavet suppe kogt på svineskank, porrer, gulerødder og knoldselleri og kød og melboller fra bunden.
Min mand elsker hjemmelavet klar suppe, og han gik på jagt i butikkerne efter en svineskank. Den kan være lidt dyr at købe, så andre suppeben kan sagtens bruges også.
Svineskank kan tilberedes på andre måde – prøv f.eks. denne opskrift på langtidsstegt svineskank.
Suppen lavede vi i fællesskab. Det var faktisk ret hyggeligt at være i køkkenet og lave suppe sammen.
Vi fik skam også lavet både hjemmelavede melboller og kødboller – jow jow! 🙂


Tips og variationer til opskriften på klar suppe:
- Vil du have endnu mere smag i suppen, så kan du koge et par laurbærblade, pastinak, løvstikke, persillestilke eller lidt persillerod med i den første portion suppeurter.
- Prøv også denne gammeldags hvidkålssuppe – den er også kogt på svineskank.
- Skum gerne suppen af i de første 20-30 minutter. Så bliver den mere klar.
- Er suppen blevet for kraftig, så kan du fortynde den med lidt kogende vand.
- Hvis du laver suppen dagen før, kan du fjerne evt. fedt, der samler sig i toppen, efter afkøling. Det er dog ofte her meget smag gemmer sig, så lad noget blive tilbage i gryden.

Hvad kan man servere til klar suppe med kød- og melboller?
Server gerne suppen med flutes, kuvertbrød eller måske med ris i? Min sønderjyske farmor serverede ris med rosiner i suppen. Måske du også har prøvet den servering?
Klar suppe med kød- og melboller er god både som aftensmad, forret og som gammeldags skrub-af-suppe efter en fest.
Den bringer smilene frem og er altid en succes, ihvertfald herhjemme hos os. 🙂

Rigtig god fornøjelse med suppen til dig. Jeg håber, du synes om min version. Hvis du kunne bruge mere suppe inspiration, så kig med nedenfor eller i bloggens suppekategori.
Prøv også en minestronesuppe med hakket oksekød.
Få flere opskrifter på suppe her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.







