Kyllingekarbonader – her får du en god, nem opskrift på sprøde karbonader med hakket kylling.
Kyllingekarbonader er et godt alternativ til de klassiske karbonader af hakket svinekød. De er nemme at lave, sprøde udenpå og saftige indeni.
Hvorfor bruge hakket kylling til karbonader?
Hakket kylling er magert, mildt og fedtfattigt kød. Kødet svinder ikke under stegningen, og det er noget sundere at bruge.
Jeps, du kan sagtens bruge hakket kyllingekød til klassiske karbonader med hakket svinekød eller hakket kalv/flæsk. Tit er hakket kyllingekød på tilbud, så en fordel er også, at du kan spare lidt penge.
Prøv en lettere version af de populære karbonader, men med ekstra saftighed, god smag og sprødhed.
Kyllingekød har en meget fin konsistens, så karbonaderne bliver bløde og saftige indeni.
Jeg panerede karbonaderne i pankorasp blandet med lidt revet parmesan. Det gav en god smag og en særlig sprødhed.
Osten kan selvfølgelig sagtens udelades. Brug gerne almindeligt rasp, hvis det er den eneste rasp du har. 
Jeg stegte karbonaderne i rigeligt smør. Smørret giver en god smag og sikrer, at karbonaderne bliver saftige og ikke tørre. Olie kan selvfølgelig også bruges.
Kyllingekød skal krydres godt, så vær gavmild med salt og peber, når du krydrer farsen.
Du kan også tilsætte andre krydderier som f.eks. paprika, hvidløg, løg, cayennepeber eller chili?

Nedenfor får du tips til, hvad farsen kan varieres med. Nederst kan du også se flere opskrifter med hakket kyllingekød.
Kyllingekarbonader – opskrift på sprøde karbonader

Ingredienser
- 500 gram hakket kylling hakket svinekød eller kalv/flæsk kan også bruges
- 1½ tsk salt
- ½-1 tsk peber
- 1 æg til panering
- 5-6 spsk hvedemel
- 2 dl pankorasp eller almindeligt rasp ca. Pankorasp giver særligt sprøde karbonader.
- evt. 25 gram revet parmesanost
- rigeligt smør eller olie til stegning
- ekstra salt og peber til stegningen
Sådan gør du
- Rør det hakkede kyllingekød sammen med rigeligt salt og peber.

- Rør farsen godt sammen og lad den evt. trække lidt i køleskabet.

- Form farsen til karbonader og vend dem først i mel på alle sider. Vend dem herefter i sammenpisket æg og rasp. Vend evt. friskrevet parmesan i raspen, det giver en god smag. Tryk raspen godt fast, så paneringen hænger ved.

- Smelt rigeligt smør eller olie på en pande og steg karbonaderne ca. 5-6 minutter på hver side ved middel varme afhængigt af størrelse. Vend karbonaderne når de har fået en gyldenbrun stegeskorpe. Krydr med ekstra salt og peber under stegningen.

- Supplér evt. med ekstra smør, hvis panden er for tør. Hold øje med at karbonaderne ikke bliver for mørke. De er færdige, når de er gyldenbrune, sprøde og helt gennemstegte.

- Lad gerne karbonaderne stege videre under låg ved svag varme i ca. 5-6 minutter. Sluk evt. for varmen lidt før. Låget holder på fugten, så karbonaderne bliver ekstra saftige og helt gennemstegte. Kyllingekød må IKKE være rosa.

- Servér straks med tilbehør som til klassiske karbonader f.eks. stuvede ærter og gulerødder. Vi spiste pasta med peberfrugtsauce til.

Noter
Sprøde og saftige karbonader af hakket kylling
Jeg brugte en blanding af pankorasp og parmesanost til disse karbonader. Halløj, sikke en lækker og ekstra sprød panering! Det gav en god smag og en god sprødhed.
Almindeligt rasp kan selvfølgelig også bruges. Jeg vendte farsen i lidt mel først, da kyllingefarsen var meget blød og fugtig. Melet opsuger lidt fugt, før paneringen kommer på.
Foretrækker du en særligt sprød panering, kan du også dobbeltpanere karbonaderne. Dobbeltpanering betyder at du panerer karbonaderne 2 gange i æg og rasp. 
Serveringsforslag – dette kan du servere til dine kyllingekarbonader:
Kyllingekarbonader kan serveres på samme måde som klassiske karbonader.
De passer godt til:
- kartofler og brun sovs
- stuvede ærter og gulerødder
- flødekartofler
- salat og ovnbagte kartofler
- rissalat, pastasalat eller kartoffelsalat
- pasta, ris og flødesauce – vi spiste pasta og peberfrugtsauce til.
- Karbonaderne kan bruges i en burgerbolle med salat, dressing eller coleslaw

Tips og variationer til opskriften på kyllingekarbonader:
Du kan nemt variere farsen:
- Riv et løg/rødløg fint og rør det i farsen. Pres evt. lidt væde fra løget først.
- Riv gerne 1-2 friskpressede fed hvidløg eller tilsæt hvidløgspulver til farsen.
- Soltørrede tomater i farsen vil også være lækkert. Brug evt. olien fra glasset til at stege i.
- Vend evt. finthakket spinat i farsen eller revet peberfrugt.
- Tilsæt lidt paprika, cayennepeber/chili eller tørret timian til farsen.
- Læg evt. lidt ost som fyld i karbonaderne: cheddar, mozzarella eller bare den ost du har i køleskabet.
- Bland evt. også lidt pesto i farsen eller brug det som fyld i karbonaderne.
- Hvis du vil gøre retten endnu lettere, kan du stege karbonaderne i olie i stedet for smør.

Kyllingekarbonader er en nem ret med en mild smag som de fleste, både børn og voksne, kan lide.
Karbonaderne er hurtige at lave og kan laves med få ingredienser. De kan varieres i det uendelige.
Et hit som nem aftensmad til familien. Spring du bare på.
Rigtig god fornøjelse med dine kyllingekarbonader.
Vil du se flere opskrifter med hakket kylling? Prøv også disse frikadeller med hytteost eller denne ekstra krydrede version. 
Få flere opskrifter med hakket kyllingekød her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.







