En bombe sprang i familien denne uge.
Min søn Mikkel – vores eneste tilbageværende hjemmeboende barn – satte sig en dag til bordet, med et forbavset lettere chokeret ansigtsudtryk.
“Jeg har lige fået en mail. Jeg er blevet optaget på uddannelsen i Hjørring. Jeg skal begynde om 3 uger”.
Ordene ætsede sig ind i min krop og sjæl. Chok og sikke en bombe. Jeg vil aldrig glemme øjeblikket, men jeg hæftede mig ved Mikkels ansigtsudtryk imens han udtalte ordene. Det ydre af mig smilede med, da jeg så Mikkels glade ansigt. Han lyste op og der var smil i øjnene og smil fra øre til øre. Så kan en mor kun smile med.
Min mand og jeg kiggede på hinanden og jeg kunne se på ham at han også tænkte: “Fuck! Hvad gør vi? Ej han må ikke flytte. Shit hvad skal vi gøre. Vores sidste barn…. flytter….. hjemmefra….. endegyldigt? Nej hør nu… STOOOOP!”
Sidste barn flyver fra reden
Straks startede min indre stemme, der prøvede at berolige mig: “3 uger er lang tid. Det er jo næsten som en hel sommerferie. Der er i virkeligheden slet ikke så langt til Hjørring. Der er motorvej hele vejen. Kan han låne den ene bil? Der er jo også ferier på sådan en uddannelse. Hvis jeg nu laver flæskesteg hver søndag, så kommer han jo hjem tit?” 
Hvor kan man altså nå at tænke mange tanker på et nano-sekund. Glimt farede forbi og et barndomsliv passerede revy. Glade glimt fra gode, glade barndomsår. Mikkel som spæd. Som børnehavebarn og skoledreng. Lege. Smil. Højtlæsning. Biler. Lego. 1-årig traktorbegejstring. …Et indre jordskred og som at hamre hovedet mod en milepæl. Et wake-up-call af de helt store.
I disse dage oplever mange af jer at sige farvel til jeres kære børn der skal på efterskole.
Det har vi også prøvet. Man vinker tappert farvel, og ønsker sine børn det allerbedste år. Man ønsker af hele sit hjerte, at barnet får den gode oplevelse, samtidig med at halvdelen af ens krop og sjæl gør alt hvad der er muligt for at holde godt fast i navlestrengen. Ja faktisk har og får man næsten lyst til at hive hårdt i navlestrengen, i troen og håbet om at kunne hive fugleungen hjem i reden igen.
Man tænker med sit indre: gid der i virkeligheden kunne findes en rewind-knap, som kunne spole tiden tilbage. Bare lidt.
En magisk ting der kunne sættes i stå, og hvor øjeblikket var renset for madpakkefrustrationer, forældreintra-kvalme, ildelugtende gymnastiktøj og træthed, så man ikke i nu’et orkede at have 100% opmærksomhed på yndlingsbørnene, og ikke altid orkede at høre efter alt hvad de sagde og bemærke hvert eneste ord.
Gid man også altid havde bemærket nuancerne i hver eneste tegning og gemt dem alle i et fint arkiv, man kunne bladre i som gammel. Gid man havde svaret fyldestgørende på hvert eneste spørgsmål. Altid. Gid man have smilet stort over over hver eneste begejstring. Ihærdigt fyldt på al videbegærligheden altid. Stimuleret den konstante kreativitet.
Gid man kunne spole tiden tilbage og nydt lidt mere, imens tid var. Fået fuld valuta. Spillet lidt mere 500. Grinet lidt mere. Spurgt mere. Nydt mere af det hele. Mere af det gode. 120%
Man når at tænke 1000 ting og tanker, alt imens man tappert smiler og kæmper en kamp for at smilet også skal nå øjnene. Et hjerte rives over. Halvdelen fyldt med ægte glæde og den anden halvdel fyldt med usynlig sorg og savn.
Som forældre ved man godt at man har sine børn på lånt tid, men man udskyder altid tanken, for hvornår tiden er inde? Pludselig en dag er barnet flyvefærdigt og dagen kommer før man aner. Bliver man nogensinde klar? Jeg tror det ikke. Navlestrengen er intakt, selvom den er usynlig. Hos mig forbliver den som en elastik for evigt, det står jeg gerne ved <3
Et efterskolefarvel er svært, men et endegyldigt “jeg flytter hjemmefra-farvel” synes jeg er endnu sværere at håndtere. Efterskolebørnene kommer hjem igen, selvom det er en lille voksen man får hjem, man godt ved man har på lånt tid. Efterskole-farvellet er en forsmag på hvad der venter. Når børnene endegyldigt flytter hjemmefra, slutter kapitlet jo og efterlader et rungende tomrum hjemme hos forældrene, et tomrum som aldrig bliver udfyldt igen på samme måde.
At børn flytter hjemmefra er naturligt, uundgåeligt og den eneste naturlige og rigtige udvikling
Vi ved det jo godt, men alligevel er det svært.
Identitetskrisen kan ramme. Hvad er meningen med rollen som mor og far, når der ikke længere er brug for én i det daglige? På en måde skal og må man jo omdefinere sig selv. Hvad kan og vil man nu bruge sit liv på? Et jordskred, når man fra den ene dag til den anden pludselig skifter livsstatus og ændrer sig fra fra MOR til individ igen.
Tanker som disse har ramt mig de sidste dage, alt imens jeg tappert viser glæde og hjælper Mikkel alt det jeg kan, med at finde vej i alt det nye.
Når børnene er glade er forældrene også glade. Det luner jeg mig ved. Mikkel glæder sig, selvom det lige nu går lidt for hurtigt, også for ham. Han blev optaget på en stand-by-plads på sin favorituddannelse og havde slet ikke forventet en plads, da alle pladser jo var optaget.
“Det er skæbnen” hørte jeg mig selv sige til ham og fortsatte “nogle gange så bestemmes ens livsbane lidt af tilfældigheder”. “Der er en mening med alt” sagde jeg også som en gammel og vis bedstemor, men jeg tror på det. Jeg tror at det er det helt rigtige der sker nu for Mikkel.
Det er en livsomvæltning for os forældre, men for det unge menneske er det jo en meget større ting. Hjemmet er “arnen” der forbliver intakt, men forude venter en ny verden i helt ukendt farvand. En verden der byder på spændende oplevelser, nye venskaber og erfaringer. Selvstændighed. Ansvar. Egne beslutninger. Vovemod. Voksenlivet.
Det er ikke kun forældrene der tappert vinker farvel, det er i høj grad også den unge.
Indeni ved vi alle, at alt nok skal blive godt, og at det er helt naturligt og uundgåeligt at flytte hjemmefra, men alligevel er den første færd som flyvefærdig nervepirrende og ganske grænseoverskridende. Jeg husker det selv, som var det i går.
Det bliver stort! Det bliver godt og den praktiske mor er allerede begyndt at pakke glasfade, overskydende tallerkener, krydderier og andet godt. Der skrives huskesedler og indkøbslister i stor stil og Mikkel kigger allerede træt og opgivende på mig. Adspurgt om hvad han gerne vil have med, svarer han : “Mit surround-anlæg”. 😉
Mikkel er fyldt med lune og humor. I dag sagde han: “En god start er vel bare at jeg husker min sovepose og mit liggeunderlag og så må resten komme derfra” 😉
Jeg må sige, at det er noget helt andet, når en søn flytter hjemmefra end når en datter flytter hjemmefra. Så meget har jeg allerede erfaret. 😉
En datter – ihverfald min – har en mening om farver, stil og møblement, har måske endda samlet husgeråd undervejs og har styr på hvad der er i flyttekasserne.
Jeg kan mærke på Mikkel, at han har det rigtigt fint med en hjælpende hånd og ikke stiller store krav til hverken form/stil/farve. Jeg hjælper gerne og heldigvis har vi jo dobbelt af mange ting, tusind kaffekrus, overskydende potter og pander.
Alt skal nok gå. En lejlighed er tæt på at falde på plads og snart er nøglen i hus forhåbentlig. Snart kan det første flyttelæs køres afsted.
Uvirkeligt. Vildt og en ræsende hurtig udvikling.
Inderst inde er jeg MEGA-glad for at Mikkel har fundet en uddannelse med elementer han brænder for. Det glade smil, da han fik nyheden om optagelsen, vil jeg altid huske. Alt er helt rigtigt og godt. Når børnene er glade, er vi forældre det også.
Det var banebrydende, da min datter flyttede hjemmefra og du kan læse om mine tanker dengang her. Man skulle tro, at man blev så hærdet, at det næste farvel blev endnu nemmere. Næh sådan er det ikke. Når det sidste barn flytter hjemmefra, så runger farvellet derimod endnu højere i stuerne.
Man ved jo nu at farvellet er endegyldigt og at kontakten bliver en anden og samværet anderledes. På en måde bliver kontakten tættere og mere intens, selvom den bliver sjældnere. Kvalitet fremfor Kvantitet. Ægte nærvær i samværet. Hver eneste minut tæller. Gensynsglæden er bare SÅ stor 🙂
Min datter bor i Aalborg og det er ikke så nemt at droppe spontant forbi længere. Måske det er derfor vi er mere fokuserede, når vi endelig er sammen? Det tror jeg på. Jeg priser mig lykkelig for de mange platforme man kan holde kontakt på i dag, når et fysisk møde ikke kan lade sig gøre så tit. Messenger, Viber, videopkald, mail, sms. Jeg/vi bruger dem alle tit. Jeg sagde det jo. Navlestrengen er en elastik og intakt, også selvom den er usynlig. 😉
Mellem os sagt, så tror jeg faktisk at Mikkel lidt frygter alle de fremtidige telefonopkald fra mor…og far. Vi må have lært den unge fyr at elske lange telefonsamtaler. Mon det nogensinde vil ske? Jeg tvivler 🙂
Vi skal nok klare den alle mand. 
Vi har allerede planlagt ture til Hjørring, hvor vi gør holdt i Aalborg og samler Amanda op. Vi vil tage på gode udflugter i Nordjylland sammen. Til Vesterhavet og vores yndlingssted Lønstrup. Jeg tror det nye kapitel i vores liv, kommer til at blive dyrt i Lønstrup-keramik fra dygtige Kari Giebelhausen og i kage fra Møllehuset – den lækre keramik-cafe 🙂
Du kan tro, at jeg også har tænkt: “Hvad skal der nu blive af bloggen, når jeg nu ikke længere har en fuldtallig familie at lave mad og kager til?”
Ja vi skal helt klart vænne os til mindre portioner og færre serveringer. Der er ikke mange at forkæle længere, men mon ikke jeg stadigvæk vil kunne lokke de kære unge mennesker hjem, hvis jeg serverer deres lækkerier? Jeg tror det. HÅBER det 🙂
Jeg må betænke naboer, kolleger og overforkæle min mand, for min køkkenglæde er ustoppelig.
Min mand har det lige så svært som jeg og sagde – vistnok i ramme alvor – “skulle vi ikke få en hund til?”. Næh makker, så slemt står det alligevel ikke til for mig 😉
Vi trækker en streg i sandet og skal til at vænne os til en ny tilværelse. En tid uden forpligtelser og hvor ingen er afhængige af én. Vi behøver i teorien ingen faste spisetider, ingen lune serveringer, vi kunne droppe aftensmaden og spise sen lagkage på en kro i stedet, hvis det er det vi skulle have lyst til?
Vi skal til at genopfinde tilværelsen imens vi prøver at huske på hvad det mon var vi lavede før vi fik børn. Måske fritidsaktiviteter som keramik og korsang skal genopdyrkes? Vi vil helt sikkert gå endnu mere til koncertoplevelser og besøge endnu flere gode spisesteder og drikke krokaffe hver søndag…hvem ved, måske det kunne blive i Aalborg og Hjørring? 🙂
Tapre hilsner fra mig. MOR- Gitte <3
Forslag til hvad du kan gøre med mad du har i overskud.
Frys det ned i små portioner og giv sønnike det med hjem, når han har været på besøg, så han har nemt mad samt mad som han er vant til.
Det kan dog være at du skal købe en fryser til ham, så han har plads 🙂
Jeg fryser mad ned i mælkekartoner foret med poser og et lille mærkat på mælkekartonen med indhold.
God fornøjelse med det nye liv.
Jamen sødeste Gitte. Det er jo meningen med det hele: At vi skal vinke farvel – og være glade. Glade for at vi gjorde det godt nok, så vores børn kan flytte hjemmefra i tryg overbevisning om, at verden er et godt sted at være i og flytte ud i. Og nu begynder fase to af dit liv. Den del, hvor du ikke kan finde ud af at lave mad til to, men så har du jo en halvdel til fryseren. En tid hvor der er underligt stille derhjemme, og jeg vil da anbefale dig at lige føle efter før… Læs mere »
Du rammer lige i plet med dine beskrivelser. Vi ønsker jer alle en god fremtid
Blev lidt grebet atf det du skrev, kunne ikke lade være med at skrive tilbage. Ja, det er svært når sønnike forlader den varme og sikre rede. I tror aldrig det sker, men sker for næsten alle. Og jo de finder ud af at klare sig og vi får tit beskeden, jeg kan godt selv mor/far. Og viser at de kan fKtisk mange ting. Det bedste er når tlf. Ringet, far jeg har brug for sin hjælp, hvordan gør du, når du laver———. Mor hvordan laver jeg stegt flæsk og persillesovs, dit det smager så godt. DE GLEMMER OS IKKE.… Læs mere »