Smelt smørret få sekunder i mikroovnen. Bland alle ingredienser i en mikroovnsskål - gerne af glas. Det skal være en høj skål, da karamelmassen bruser meget op. Kog nu karamelblandingen i mikroovnen i 5 minutter ved fuld effekt. (650-700 W).
1 spsk. smør, ½ dl sukker, ½ dl. sirup, 1 dl. piskefløde, 1 tsk. vaniljesukker , evt. groft salt til drys
Bruser karamellen for meget op, så omrør undervejs. Brug en ske af metal eller glas. Kog blandingen yderligere 1 minut og evt. 1 minut ektra afhængigt af om du ønsker hårde eller bløde karameller.
Lav karamelprøven. Dryp lidt karamel i et glas iskoldt vand eller på en kold tallerken. Når karamellen kan trilles til en blød kugle og du synes den har den rette konsistens, så stop kogningen ellers så kog karamellerne ½-1 minut af gangen, til du er tilfreds.
Fudge karameller skal have kortere tid end hårde karameller/ bolcher. Du kan også bruge et bolchetermometer - gå efter en temperatur på ca. 125 grader.
Beklæd en bageplade med bagepapir og hæld straks karamelblandingen ud herpå ca. i ½ cm tykkelse. Form evt. bagepapiret som en lille firkant med kanter, så der kommer højde på karamellerne. Du kan drysse lidt groft salt/flagesalt på karamellerne.
Lad karamelblandingen køle lidt af. Efter 5-10 minutter er den ved at være så stiv at du kan klippe den i stænger og herefter i karameller. Jeg synes det er nemmest at klippe karamellerne ud, men det afhænger af tykkelsen
Lad karamellerne køle. Du kan herefter pakke dem i madpakkepapir.
Nu er karamellerne klar til servering
Du kan også putte flormelis i et glas og lægge karamellerne heri. Ryst glasset godt, så flormelissen fordeles godt, så vil karamellerne ikke klistre sammen.
Drys: Flormelis
Karamellerne holder sig længe. De bliver hårde hvis du opbevarer dem i køleskabet, men bliver bløde igen ved stuetemperatur