Skyl blomkålen og riv den fint. Jeg brugte et rivejern og rev kålen direkte ned i en stor røreskål. Minihakker, food processor eller lignende kan også bruges. Riv løg, hvidløg og bouillonterning fint og tilsæt.
Rør æg og rasp i. Krydr godt med salt og peber. Smag gerne farsen til.
Supplér med havregryn og hvedemel, til farsen føles fast, men stadig er noget klistret. Riv evt. lidt ost i - det smager godt. Lad gerne farsen trække i 5-10 minutter, så havregrynene og raspen kan suge væsken til sig.
Varm en pande med rigeligt smør eller olie. Smør giver god smag. Form små frikadeller med en spiseske og steg frikadellerne på panden. Jeg fik 18 stk af denne portion. Supplér evt. med ekstra smør/olie undervejs.
Steg frikadellerne ca. 7-8 minutter på hver side ved middel varme (4-5 på komfuret), eller til de er sprøde og gyldenbrune. Vend dem forsigtigt, når de har fået stegeskorpe. Sænk evt. temperaturen lidt, hvis de bliver for mørke.
Servér straks blomkålsdellerne lune som tilbehør eller som hovedret med aioli/dressing og salat til. Smager også godt kolde i madpakken.