Lun mælken sammen med smørret, gøres nemmest i mikroovnen eller i gryde. Når blandingen er fingervarm, røres gæren i. Tilsæt sukker og æg
Bland kardemomme og salt med lidt af melet og rør det i. Tilsæt nu hvedemel lidt efter lidt, til dejen kan slippe fad og fingre. Den må godt klistre lidt. Melmængden er kun vejledende. Dejen kan æltes med håndkraft eller køkkenmaskine.
Lad nu dejen hæve tildækket et lunt sted, gerne i ovnen v. 40 grader. Dejen skal hæve ca. til dobbelt størrelse ca. 30 minutter.
Beklæd en bageplade med bagepapir og form nu små boller. Jeg fik 12 af denne portion. Lad nu bollerne hæve tildækket et lunt sted, gerne i ovnen v. 30-40 grader. Bollerne skal hæve ca. til dobbelt størrelse ca. 20 minutter.
Pensl nu bollerne forsigtigt med sammenpisket æg og tænd ovnen. Sæt gerne et fad med vand ind i bunden af ovnen imens bollerne bager. Dampen er godt for hævningen, bollernes konsistens og overfladens sprødhed.
Bag bollerne ca. 8-10 minutter v. 200 grader varmluft (225 gr. alm. ovn) De er færdige, når de er gyldne og sprøde. Bag dem ikke for længe. De må ikke blive for mørke. Nyd bollerne lune eller afkølede.