Smelt smørret i gryde ell. 20 sekunder i mikrobølgeovnen og lad det afkøle. Pisk æg og sukker hvidt og skummende.
3 æg, 125 gram smeltet smør, 250 gram sukker
Tilsæt mandelessens og Rør det smeltede smør i/pisk kun let. Sigt hvedemelet i og vend dejen rundt med dejskraber.
1 spsk mandelessens, 150 gram hvedemel
Knus makronerne og rør dem i. Put evt. makronerne i en plasticpose og kør dem over med kagerulle.
125 gram knuste makroner
Skyl jordbærrene, dup dem tørre og skær dem i små tern.
350-400 gram jordbær skåret i små tern
Vend jordbærstykkerne godt rundt i dejen.
Læg ca. 1 spsk dej i hver papirmuffinform. Hvis du bruger små muffinsforme kan du få 30 muffins. Jeg brugte lidt større muffinforme, og lidt mere dej, så fik 17 kager af denne portion.
Bag muffins'ene ca. 20-25 minutter v. 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn). Bagetiden afhænger af størrelsen på kagerne. Kagerne er færdige, når de er gyldne og sprøde.
Kagerne kan nydes lune, men smager også godt afkølede. De bliver knasende sprøde, når de er helt kolde. Lad dem køle af, før du tager dem forsigtigt ud af muffinsformene.