Skyl og skræl din butternut squash. Jeg brugte en gulerodsskræller, det synes jeg er nemmest. Halvér squash'en og fjern kernerne i midten med en ske
Skær tynde riller i squashen til ca. 1 cm fra bunden, som når du laver hasselback kartofler. Undlad at skære helt igennem squash'en. Brug en skarp kniv.
Pensl squash'en godt med olie eller smeltet smør, så olien kommer ned i rillerne. Drys med hvidløgssalt. Du kan også bruge alm. salt og blande 1 fed hvidløg i olien. Du kan også drysse f.eks. timian eller andre krydderurter på.
Læg butternut squash'en på den flade side i et ildfast fad eller bradepande og bag det nu ca. 40-45 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn) eller til det er mørt og gennembagt. Tilberedningstiden afhænger af størrelsen.
Servér squash'en som tilbehør, gerne med friskrevet parmesan ost, feta eller bare med iskoldt smør og salt på.