Året rinder ud og det er tid til at se tilbage på året der gik på Noget i ovnen hos bagenørden.
I 2012 blev bloggen født. Den startede på opfordring af gode Facebook-venner, der længe havde måttet se min (og deres) Facebook-profil oversvømme af mad-og-kagefotos. Ofte blev jeg spurgt til opskrifter og en dag blev jeg spurgt : “Hvorfor laver du ikke en madblog?”
Ej altså jamen er jo egentligt et privat menneske og slet ikke en blog-type! Der er det jo hele verden man skriver til. Ej det tog mig lige lidt tid at blive klar til at springe ud af “blog-skabet” men da jeg først var sprunget ud, var jeg slet ikke til at styre! For hvad er egentligt en blog-type? Jeg tror faktisk det er sådan en som mig! En kreativ sjæl med lyst til refleksion og formidling. Det er vel sådan blog-typer er eller?? Og sådan én er jeg jo faktisk?
Jeg begyndte at gå op i foto, lys og æstetik. Opfindsomheden og kreativiteten i køkkenet blomstrede.
Her ser du et af mine første kagefotos, som jeg på det tidspunkt var meget stolt over at have taget (manden synes godt nok det er et overbelyst foto). Dette foto startede en kriblen i mig. En lyst til at formidle på billede og på skrift. Få mine kage- og madbilleder til at se lækre ud..
Det går over al forventning med bloggen. Lige i disse dage boomer besøgstallet med 1500 daglige besøgende, og i alt har 85000 besøgt bloggen siden opstarten i april 2012. Det havde jeg ALDRIG drømt om. Ikke i min vildeste fantasi!
Mange spørger mig : “Hvordan får du TID til den blog?” Ja det er da en tidsrøver, ved siden af en familie og et fuldtidsjob, men en energigivende tidsrøver. Blogindlæggene får jeg skrevet efter 21.30, og jeg er nødt til at være skarp og discplineret for ikke at komme alt for sent i seng. Jeg har store børn, så heldigvis får jeg min nattesøvn, når ellers jeg først kommer i seng 😉
Her kommer en lille billedkavalkade med de fotos som viser årets gang på bloggen og som jeg er allermest glad for:
I min blog-statistik kan jeg se at især mine Römertopf-indlæg er et hit. Der er blevet lavet mange stege og simreretter i den Römertopf. Hvor er jeg glad for den!
Ellers er jeg jo nok allermest en kagebage-nørd:
Uhm – mindes den lækre tosca-kage 🙂
Når jeg ser disse fotos kommer jeg sådan til at længes efter sommerlysets lysindfald i køkkenvinduet. Perfekt til madfoto-shoot.
Her ser du min første rabarberkage med marengslåg. Med mine første nye hjemmeavlede rabarber i haven. Uh nu kommer jeg også til at savne dem! Eller måske burde man tænke : Om 5 måneder er der rabarber igen! Wee! 🙂
Jeg fik meget fornøjelse af de rabarber. Adskillige tærter og rabarbermarmelade blev det også til.
Sommersol i haven. Ahh hvor vi trænger til det! Sol og sommer kom hid! Her er det en rabarbertærte der hygger sig i sommersolen 🙂
og en lækker rabarbertrifli:
Æbler blev der også tryllet med. Mange æblekager. Lidt for mange hvis du spørger min søn 🙂
Han foretrækker chokoladekager. Heldigvis blev der også bagt en hel del af dem 😉
..og KANELSNEGLE! Disse med marcipan. Uhm!
Men der blev skam også bagt fornuftigt sundt brød uden sukker. En hel del Verdens Bedste Brød, blev der bagt. Et grydebagt brød der altid hitter. Med den sprødeste skorpe, den blødeste krumme. Det allersmukkeste brød!:
Jeg prøvede at eksperimentere lidt med Verdens Bedste Brød og stoppede her soltørrede tomater i. En hvidløgsvariant afprøvede jeg også, og en lys og grov variant.
I 2012 investerede jeg også i to hævekurve som jeg er rigtigt glad for. Man kan bage de smukkeste brød med hævekurv. Gæster bliver ret imponerede skulle jeg hilse og sige. 😉
Brød, madbrød og adskillige pizzaer. Jeg tog udfordringen op. Jeg VILLE prøve og lave sprøde tynde pizzaer á la de italienske, og det lykkedes (et par gange) 😉
Der blev også lavet en del bruschetta. Elsker lyset i mit køkken, når der er lys og sommer udenfor! Se lige dette lysindfald ;
Jeg udviklede også et hvidløgsbrød med skinke, der er blevet ganske populært. Et nemt bradepande-pizzabrød uden æltning.





















