Entrecotes i flødesauce med smørstegte champignons og bløde løg

…..det var egentlig for ganske kort tid siden.

Det var weekend. Det var en sommerweekend. Det var lunt. Vi kunne spise lækker mad i det fri uden at fryse. Ah!

På en dag med kulde og regn, som idag, føles en sådan sommerdag som MEGET længe væk. Ferien står i en tåge, som var det en drøm og en sommerdag bliver hurtigt glemt, fortrængt af efterårsagtig regn og rusk. 

Minderne har vi stadig og et indlæg med billeder fra den skønneste aften med den lækreste mad, kan heldigvis hjælpe min hukommelse på gled…

Der var indkøbt Entrecotes. Der var indkøbt fløde. Der var indkøbt friske champignons. Det kan ikke gå galt!

Til denne ret brugte jeg

6 entrecotes, 1 bakke champignon, 4 løg, 1 bouillonterning, 1/4 fløde. Som sådan var det jo ikke en vanskelig ret med avancerede ingredienser 😉

Steaks blev stegt ved høj varme i smør. 2 minutter på hver side. Steaks’ene blev skåret over (helligbrøde!), så de vel nærmest fik størrelse af medaljoner/mørbrad.

Bøfferne tages af og puttes i et ildfast fad med staniol over. På panden steges 4 løg i skiver i stegeskyen fra bøfferne. Steg gerne en oksebouillon terning med.

Imens klargøres de friske champignon. Spring ikke over hvor gærdet er lavest her og og køb glaschampignon. Friske champignon gør en KÆMPE forskel. Er der brugt penge på gode bøffer er det for dumt at spare på champignonerne. De friske giver altså den allerbedste smag!

SELVFØLGELIG skal bøffer, løg og champignoner da også, i dagens anledning, steges i rigtigt smør! Sådan en dag, med dyr Entrecote, må man da ikke gå på kompromis, hvis man spørger mig.  🙂

Champignonerne skæres i grove kvarte stykker og steges i smør.

Panden koges af med mælk der gives lidt farve med kulør og jævnes med lidt brun sovsejævner. Hæld 1/4 l piskefløde ved eller Milda fløde light. Ja fy skamme. Jeg brugte altså Milda! Det var lige den fløde jeg havde i køleskabet. Det gik altså fint! Selvom Milda må siges at være et fløde-kompromis.

Bøfferne blev selvfølgelig godt krydret undervejs. Prøv lige at se hvor lækre flødeagtige de så ud. 😛

De stegte champignon blev drysset hen over steaksene.

Hold da fast jeg synes det ser lækkert ud. Savle! 🙂

Fadet er nu godt fyldt op med bøffer, champignon, løg og fløde. Nu skal det en tur i ovnen. Jeg gav det ca 30-45 minutter ved 175 grader varmluft. De sidste 20 minutter dækkede jeg fadet over med staniol.

‘Tja hvorfor stegte jeg mon egentlig ikke bøfferne i Römertopfen? Det kunne jeg lige så godt have gjort. Glemte den lige i farten. Er sikker på at det havde været en succes. Det må prøves næste gang 🙂

…Fadet sættes i ovnen. Og prøv lige at se her. Nogetiovnen har fået en ny ovn. En KÆMPEOVN! Hvor der er plads til mit kæmpe aluminiums-yndlingsfad og fade nedenunder. Den er 74 liter stor og det er en RIGTIG god ting da jeg tit har flere plader igang samtidigt. Elsker at kunne bage brød, stege kartofler og måske også en steg på samme tid. Eller flere slags småkager eller…:-)

Sådan ser min nye dejlige elskede ovn ud :

I ovnen er også ovnkartofler. Vaskede oliestegte kartofler.

…og så blev der også plads til majskolber. Rart med kæmpeovn…:-)

Steaksene var efterhånden færdige…..Det var lidt svært at vurdere hvornår “nok er nok” . Jeg kunne godt have givet dem længere tid. De blev ikke vildt møre men jeg var bange for at give dem for længe. Frygtede at de blev seje og at flødesaucen kogte væk. En time tror jeg godt de kan få, måske ved en lille smule lavere temperatur eller allerbedst, at de steges i en Römertopf hvor man er HELT sikker på at kødet ikke tørsteger.

Men lækkert var det altså. En rigtig herreret! Familien her gav den også 5 stjerner ud af 5 mulige. Se det er ikke så ringe. Teenagesønnen kiggede med benovelse på sin mor. Tænk at HUN kan frembringe sådanne herligheder?? Måske man ikke helt skulle afskrive hende? Hun kan jo åbenbart lave andet end grovboller?? 😉

Tjek : Jeg vil prøve Römertopfen næste gang vi laver steaks, selvom disse egentlig også var ganske glimrende. Heldigvis har vi lige købt en 4 kilos oksefilet vi har skåret ud til bøffer. Der er mange bøf-eksperimenter i vente! 🙂

 

Der kunne dækkes bord i det fri. Skønt.

Vi lavede også en lækker bønnesalat til. Grønne bønner og oksekød passer jo bare godt sammen.

I baggrunden kan I se mit nye bålsted som jeg lavede i sommerferien. Drømmer om sene sommeraftener med bål i haven. Stik mig lige en lun sommeraften snart ikke? Trænger allerede igen 🙂

 

Mere inspiration

Læg en kommentar