Hverdagsrefleksioner om et liv i nødsporet – og nye bånd der knyttes

Følger du med på bloggen, er det vist ikke nogen hemmelighed for dig at jeg har brækket mit kraveben. Jeg har pebet, jeg har jamret, jeg har beklaget mig, men jeg har også skrevet om mine små fremskridt og oplevelser jeg har haft i og på trods.

2015-01-04 12.48.46

Livet går jo videre, og gud ske tak og lov for det. Man lærer at klare sig, at nøjes med lidt, at sige pyt og at bede om hjælp. Man lærer, at livet går videre selvom vaskemaskinen ikke lige bliver tømt i samme sekund som husmoderen tænker tanken.

Det har været godt for mig at være påtvunget en “ned-gearing”! Der var knald på i 2014, og årene før da. Jeg, og vi mennesker?, har en tendens til, at jo mere fart jeg/vi? får på, jo hurtigere løbes der. Et hamsterhjul i selvsving?

DSC_1366

Når man pludselig er tvunget til at stoppe op, når man lige pludselig ikke har andet end god tid, god tid til at læse, til at stirre ud i luften, til at se TV og ligge på sofaen. Følelsen af at alle drømmescenarierne, pludselig ikke er topcharmerende længere, når man får dem i overflod?

Når den gode bog pludselig ikke er så god længere, næsten uanset hvor god den er? Når fjernsynet er dumt og sofaen gør én ugidelig? Når man længselsfuldt beskuer venner, familie og kolleger der suser afsted i overhalingsbanen, springer op af trapperne og begejstret fægter med begge arme når de fortæller og slutter af med hurtigt at løbe hen til kaffemaskinen?  Når bibliotekarkollegerne kan springe rundt i udlånet og glad hjælpe lånere, når de kan nå allede gode bøger der står på øverste og nederste hylde, når de kan betjene musen uden højt at sige AVVV!?

2014-07-26 21.04.32

Når man savner sin daglige cykeltur så slemt at man beder manden sætte sig af LANGT væk fra jobbet om morgenen, så man i det mindste kan få lidt frisk luft på gåturen ind? Når man længselsfuldt kigger op på fuglene, der let og frit flakser afsted; herrer i eget hus, de er frie og bestemmer selv. Ingen buskøreplaner bestemmer hér. I drømme er det mig, der suser afsted på min cykel igen. Med cykelhjelm. På en cykelsti der ikke er dækket af sort is.

2014-10-12 15.45.18

Når man nødtvunget har lært sig selv at køre i bybus, trods køresøsyge og lejlighedsvis panikangst over at være spærret inde i det trange rum, med storsvedende mennesker der også bare vil UD og hjem.

Jeg er positiv. Jeg har valgt at vende situationen positivt. Ikke alle dage møder jeg verden med åbent sind og brækket kraveben. Nogle dage er jeg mut, men jer ser det som en rejse, en anden vej jeg pludselig var nødt til at gå, og den vej virker jo også? Jeg møder hjælpsomhed og jeg møder nye mennesker på min vej.

Jeg møder buschaufføren der er glad og smilende og som jeg har fået et særligt godt forhold til efter jeg hjalp ham med at oversætte ubegribelige buskort-regler for en stakkels engelsk pige der intet forstod.

2012-04-04 17.13.14

Jeg møder den 9-årige dreng der hver dag tager skolebussen fra landsbyen-langt-væk ind til privatskolen i byen. Drengen der tydeligvis har ventet på at lige netop jeg dukkede op i bussen en dag. Han har savnet en bus-ven at snakke med og jeg vidste det slet ikke, men det har jeg også.

Nu sidder vi sammen hver dag i bussen hjem kl. 14.25. Kommer den ene, før den anden, holder vi plads til hinanden. Jeg ved ikke hvad drengen hedder, men jeg ved at han brændende ønsker sig en hund til sin konfirmation. Jeg ved at han bor på en gård hvor de har Danmarks 2. største mejetærsker og at han dagligt bliver forkælet af sin farmor og farfor der bor på gården hos dem. Jeg ved hvordan fasterens hund ser ud. Den har stritører. Jeg ved at hans bedste ven hedder Nichlas og jeg ved at han glæder sig vildt til de skal på ferie i USA til sommer, og at han snart skal have nye briller. Jeg har set billeder af dem. De er smarte.

DSC_9255

Hvor er det SKØNT at se min nye lille busven lyse op når jeg kommer og spørger:”Rykker du lige ind? Dejligt at se dig og godt at du har holdt en plads til mig”. 🙂

Første gang jeg mødte min lille busven er en dag jeg aldrig glemmer. En tankevækkende oplevelse.

En lille fyr på max. 1,40 cm. stod forrest i køen af høje voksne mennesker. Han havde ventet længe. Bussen kom og de store mennesker begyndte at mase sig foran. Skuldrene sank på den lille fyr, som om han sukkede. Helt automatisk fortrak han om allerbagerst i køen. Havde vist prøvet det 1000 gange før. De høje mennesker ænsede ham ikke. Jeg gjorde. Jeg sagde højt. “Du skal da ikke bagerst i køen vel? Du har jo ventet længst?” Flere af de høje mennesker kiggede brødbetynget i alle retninger. Væk. Pludselig kom der en åbning i køen og jeg sagde “Kom herop, her skal du da stå”.

Drengen smilede. Det er ikke nemt  når man kun er 1,40. Små mennesker har også brug for at blive hørt, set og anerkendt i denne verden. De har også krav på en plads i køen. Jeg SÅ drengen, vi smilede til hinanden. Jeg blev stolt og glad om hjertet over at være den  Venlige Voksne. Den titel tager jeg gerne på mig. Vores bånd var skabt – der var smil og lys i øjnene på os begge fra første sekund.

Vi snakker om alt imellem himmel og jord. Han og jeg. Han ved at jeg har en hund der hedder Pelle og at jeg har svært ved at nå op og trykke på stop-knappen med min dårlige arm. Han står klar til at trykke “pling!” for mig.

Jeg fjerner alle mine filtre af når jeg møder min nye lille busven. Nogen ville synes at jeg er max-pinlig-voksen når jeg storsnakkede åbner alle sluser imens vi suser forbi markerne. Jeg er åben og umiddelbar og ligeglad med at vi snakker og snakker og fylder de andre busrejsendes ører med ord. Vi er som i en boble og jeg har sanser nærmest ikke tid og sted, imens vi ruller. Vi glemmer næsten at trykke på “pling”.

DSC_8157

Den ekstra søde buschauffør kørte bussen i dag og mit rørstrømske hjerte fyldtes med glæde, da jeg kom til at kaste et blik på ham under kørslen. Han lyttede tydeligvis med, smilede stort og følger åbenbart glad snakken mellem mig og min nye lille busven. Hver dag.

Han ved nu hvem der har Danmarks 2. største mejetærsker og en hund der hedder Pelle. Jeg bilder mig ind, at buschaufføren smiler større for hver dag. Han ser gladere ud og lyder som en god ven når vi siger farvel. Jeg siger “fortsat god tur” og han siger “fortsat god dag og tak for oversætterhjælpen forleden”.

Jeg tænker, at hvis noget positivt skal siges, så er det, at jeg har fået nye oplevelser på min vej. De mennesker der hjalp mig lige da jeg var styrtet. De søde mennesker der gav mig et glas vand, to panodiler og fandt nummeret til skadestuen.

2014-07-24 14.17.04

Min nye lille busven og den sødeste buschauffør. Sammen sidder vi der. Det kan godt være at fuglene flyver frit, og at lykkerusen er størst i overhalingsbanen, hvor man selv bestemmer farten. Lige nu kører jeg rutebil og bevæger mig langsomt i nødsporet og opdager pludselig ting, jeg knap fik øje på før,  hvor jeg havde speederen i  bund.

Jeg er på vej. Jeg er heldig. Jeg fik et kæmpe slag, og jeg kunne være slået halvt fordærvet. Jeg har gode kolleger og en god familie. Jeg får kaffen serveret, uanset hvor jeg kommer hén på job eller privat. Jeg bliver galant hjulpet i jakken, af både gentlemen og gentle-kvinder. Jeg får hver dag skåret min morgenbolle over, uden at skulle spørge pænt. Jeg bliver tilbudt at få pizzaen skåret ud, når jeg er på job. Kolleger spørger dagligt interesseret og medfølende.

2014-07-24 16.14.36

Heldige mig. Jeg har en god arbejdsplads der er befolket med lutter gode forstående menesker. Jeg har et job, jeg kan passe, selvom min skulder værker. Jeg har spændende arbejdsopgaver, selvom jeg er immobil.

Jeg har den allerbedste familie, der hjælper, støtter og gør hvad de kan. Jeg har lært at jeg godt kan trives uden nødvendigvis at spæne rundt og have gang i 1000 potter og pander og så lige en bradepandekage oveni. Jeg er blevet mere nærværende. Jeg er blevet bedre til at lytte.

2014-10-12 15.27.18

En rørstrømsk hilsen fra det brækkede kraveben der snart går ind i sin 5 uge.

Jeg har ondt, jeg vågner om natten, jeg kan ikke give nogen en high-five endnu, men som altid passer de gammelkloge ordsprog nu meget godt alligevel:

“Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget”…

Kærlige hilsner til dig der nåede teksten helt i bund <3
2014-08-27 18.27.00

 

Mere inspiration
By |januar 19th, 2015|Bag facaden|12 Comments

12 Kommentarer

  1. Michael 20. januar 2015 af 18:07- Svar

    Tak for en livsbekræftende fortælling. Men om det nu lige er nødsporet du er landet i? Det kan jeg godt være i tvivl om. Det er måske nærmere en skøn rasteplads med andre fortællinger 🙂
    Jeg vil gerne sige tusinde tak for din blog, jeg vender ofte tilbage til den, når ideerne mangler. Specielt er jeg glad for dine römertopf indlæg. De er perfekte til gæstebud. Så kan jeg koncentrere mig om at hygge med gæsterne, maden passer sig selv og smager himmelsk.

    • Gitte Hansen 20. januar 2015 af 19:58- Svar

      Hej Michael
      Tusind tak for din hilsen og jeg vil give dig helt ret, nødspor og rastepladser er skønne “heller” og jeg tror jeg foretrækker at blive hér. Trække vejret dybt og iagttage hvad der sker omkring mig. Hold fast hvor har det været en lærestreg for mig. Tit skal man gå grueligt meget igennem for at blive klogere – og det håber jeg, at jeg er blevet nu og at det holder ved, også selvom jeg pludselig snart vil kunne drøne afsted igen 😉
      Det glæder mig rigtigt meget at du synes om bloggen og at du bruger løs af opskrifterne. Ja Römertopf er fantastisk, jeg nyder også at jeg har TID til at slappe af eller snakke med mine gæster imens maden laver sig selv. Skønt at lette låget til lækkerier når gæsterne har sat sig til bords. Römertopfen tryller jo hver gang 🙂
      Jeg vil ønske dig held og lykke i dit køkken fortsat og håber du vil kigge forbi bloggen tit. Jeg har en masse nye opskrifter i ærmet 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  2. doris 20. januar 2015 af 10:13- Svar

    For fanden Gitte jeg kom sgu til at tude over dine beskrivelser af dine busture, hvor er det dejligt at du er sådan et positivt menneske 🙂

    • Gitte Hansen 20. januar 2015 af 15:36- Svar

      Hej Doris
      Tusind tak skal du have Doris – tak for din søde hilsen. Dejligt at min hverdagsfortælling rørte dig. Ja det er jo ofte i det små og helt enkle vi røres allermest.
      Glæder mig til at se dig på lørdag 🙂
      Mange hilsner
      Gitte <3

  3. K-V 20. januar 2015 af 08:46- Svar

    Jeg bliver SÅ glad, når jeg læser et indlæg som dette.
    Stor ros til dig!! Og TAK!!
    God bedring!!

    • Gitte Hansen 20. januar 2015 af 15:35- Svar

      Hej Karen Vibeke
      Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig. Du gjorde mig varm om hjertet Tak og tak for din søde hilsen
      Mange hilsner
      Gitte

  4. tina nymann 20. januar 2015 af 07:22- Svar

    Uhhh, vidste ikke at et brækket kraveben tog så lang tid…..Men skønt at du få set nye sider af livet 🙂
    Rigtig god bedring og ha’ en fornøjelig dag:-)

    • Gitte Hansen 20. januar 2015 af 15:34- Svar

      Hej Tina
      Næh jeg vidste egentlig heller ikke hvor vital en del et kraveben åbenbart er. Lægen siger 6-8 uger, og nu er der foreløbigt gået 5. Det går meget bedre tak og tak for din søde hilsen. God dag til dig også 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  5. Mai-Britt 19. januar 2015 af 23:59- Svar

    Livet har mange ubetrådte stier nyd dem og glæd dig over cykelhjelmen

    • Gitte Hansen 20. januar 2015 af 15:32- Svar

      Hej Mai-Britt
      Ja du kan tro at jeg priser mig lykkelig for min cykelhjelm og jeg glæder mig også over min daglige tur med 223’eren. Jeg glæder mig dog også meget til jeg kan cykle igen. 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  6. Piskeriset 19. januar 2015 af 22:34- Svar

    Det lyder megahyggeligt med din lille busven 🙂
    Tak for en hyggelig hverdagsberetning!

    • Gitte Hansen 20. januar 2015 af 15:31- Svar

      Hejsa
      Det er superhyggeligt med en busven! Han var ikke med i dag og jeg savnede ham helt! 😉 Dejligt du havde lyst til at læse med og tak for din hilsen 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar