Omelet med ramsløg, tomat, ost og ristet brød – sikke en lækker omelet du får opskriften på her. Nem forårsmad med de friske grønne hvidløgsduftende blade fra skoven.
Ramsløgene pibler frem i skovbunden i disse uger. Der er nemlig sæson for ramsløg fra marts til maj. Har du været på ramsløgsjagt i skoven?
De brede grønne blade med den helt særlige duft og smag af hvidløg, er så lækre at bruge i mange retter og her får du endnu et tip.

Jeg samlede en god stor håndfuld af de grønne blade, da min mand og jeg var på skovtur. Den håndfuld er blevet til flere eksperimenter, bl.a. denne ramsløgsomelet, du skal høre om i dag.
En omelet med ramsløg er en nem måde at bruge ramsløgene på. En meget enkel æggeret, du kan servere både som frokost, til brunch eller som nem aftensmad.
Jeg brugte også ost i omeletten og så ristede jeg rugbrød på panden først, hvorefter jeg hældte æggemassen ovenpå. En god nem måde at få ekstra fibre, smag og mæthed i en omelet på.
Ramsløgene gav både god smag til omeletten og så pyntede de grønne blade også så fint på æggekagen. Sammen med de røde cherrytomater gjorde de omeletten til en flot og farverig omelet.
Ramsløg kan sagtens erstattes med andre krydderurter eller f.eks. spinat, purløg eller forårsløg?
Nederst i dette indlæg kan du se flere opskrifter med de grønne blade og også flere opskrifter på omeletter i mange afskygninger.