Bagte ferskner i ovn eller airfryer. Her får du en god, nem dessert opskrift på bagte ferskner med brun farin, smør og mandler.
Sikke en skøn dessert, du skal høre om her. Du kan lave den med kun 4 ingredienser, og den smager virkelig godt.
Måske du også lige har en lille portion ferskner i overskud? Jeg brugte 3 ferskner, som jeg halverede og fyldte med lækkert fyld.
Når fersknerne bages, bliver frugtkødet blødt og saftigt. Smør og brun farin smelter sammen, ja blandingen karamelliserer næsten og mandlerne giver knas. Sikke en lækkerbisken!
Brun farin giver en “dyb” karamelsmag, der klæder de syrlige ferskner. Uhm! Glæd dig til at smage den lækre dessert.
Fersknerne kan laves i både ovn og airfryer. Få tips til fremgangsmåde i opskriften nedenfor.
Fersknerne er lækre lune med f.eks. vaniljeis eller flødeskum til.
Skal det være ekstra luksus, så læg gerne lidt marcipan i hullet, før du bager fersknerne.
Bagt marcipan på en bagt fersken er virkelig guf! Versionen med brun farin er dog også et kæmpe hit, og gør desserten en del billigere at lave.
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter med ferskner og bagte frugter, der er gode at nyde som dessert.

