I dag er der ikke mad på menuen, men en storslået naturoplevelse jeg gerne vil dele med dig. jeg håber du har lyst til at læse med?
Kråkenes Fyr – næste stop – Atlanterhavet
Jeg var lille i dag, helt derude på fjeldspidsen, på kanten af evigheden med Atlanterhavets brusen som nærmeste musik. Vi er i Norge. I Vestnorge, 100 km syd for Ålesund. I dag ville vi ud til havet, det rigtige hav. Atlanterhavet.
Bagenørden på tur til Måløy & Atlanterhavet
Vi kørte mod verdens ende, til Kråkenes Fyr. Fyret kommer man til efter at have kørt kilometervis på den smalleste bjergvej i komplet øde terræn, et goldt landskab der minder om højfjeld. Barskt. Helt ude kan man skimte Atlanterhavet.
Klipper og fjeld, der er slidt og afrundet efter mange års bølgegang. 
Vi fandt en knold at sidde på, sandwicher med spegepølse, remoulade og ristede løg var pakket. Hvad du’r, når en dansken er på tur? 😉
Tankerne fløj. Frit udsyn og frit fald til Atlanterhavet.
Der var helt stille. En stille brusen og en mågekoloni – ingen støj. Næsten ingen mennesker. Turistbusserne med alle japanerne mødte vi ikke, det var ellers dette Norge der ville være det største for dem at se? De kompakte ture har en stram tidsplan og sådan en afstikker som vi tog i dag, vil der nok ikke være tid til. Trist. Ærgerligt. Hvorfor have så travlt? Godt vi ikke er på bustur og godt vi selv bestemmer over tiden.
Turen til Kråkenes Fyr var en af denne feries absolutte højdepunkter.
Ok jeg har pebet lidt over vejret, jeg har sukket lidt misundeligt, når jeg har set feriefotos fra solglade og solvarme Italien, men når alt kommer til alt, er det lige hér i Norge jeg føler mig allermest hjemme. Kunne jeg vælge frit, og det kan jeg heldigvis, er jeg havnet det helt rigtige sted denne ferie.
Stilhed. Ro. Natur. Fjeld. Åbne vidder. Klar bjergluft og en stor natur jeg som lille menneske kan forsvinde og drukne mig helt i.
Kråkenes Fyr har en lang historie bag sig. Vi vandrede ud på spidsen. Helt oppe på toppen ligger fyret, der havde en livsvigtig funktion før GPS’en blev opfundet. Fyret lyste op og sikrede at skibene ikke stødte på grund.
Der har boet skiftende fyrpassere på fyret igennem tiden, alle med familier og børn. Terrænet har været helt ufremkommeligt om vinteren, og først i 1960 blev der indlagt strøm.
Området er øde og goldt. Fyret blev besat af tyskerne under krigen, der brugte fyret til at sende kodede meddelelser ud til ubådene der sejlede i farvandet. Tyskerne nedbrændte siden fyret, og først i 1950 blev fyret genopbygget.
I 1982 blev fyret automatiseret og siden har fyret ikke krævet en fyrpasser døgnet rundt. Forpagtere har lejet fyret og står nu for al vedligehold og viser gæster rundt. Man kan bo og overnatte på fyret, og der findes en populær brudesuite, hvis man er til stormende romantik.
Efter sigende har “Kråkenes Fyr” været kulisse i filmen Enigma og ja jeg forstår det godt. Det er næsten en filmisk/scenisk kulisse, selve fyret og området omkring. Jeg tænker gyserfilm, eller en stille melodramatisk film?
Der er en høj mur bygget rundt om fyret, men muren var i 2004 ikke høj nok. Bølgerne brusede ind over fyret, selvom det er ligger 40 meter over havets overlade. Vinduer blev slået ind og fyret blev vandskadet. Der er nu sat en skibsdør på, på døren ind til cafeen. Vandfast. Bølgefast.
Vi fik en rundvisning af en venlig tysk fyr, som hjælper sine gode venner med at passe fyret i år. Fyren kommer fra Hamborg og han fortalte om sin tur til Norge via de danske motorveje, en tur han gerne tog på sin 40 år gamle motorcykel.
Den tyske guide forklarede på glimrende vis, hvordan fyret fungerede og vi fik også hurtig undervisning i hvordan man læser et søkort. Han førte os helt til tips i fyret og viste os den gamle strømgenerator. Vi så billeder af fyrpasserfamilierne. Rigtige børn. Glade familier. Billeder fra dengang den første bil indtog Kråkenes.
Vi hørte om et fyr der skal males konstant, for både murværk, træ og metal slides ekstremt i det hårde klima. Saltvand der bruser og blæser i vinden. Det er barsk. Jeg kiggede ud over kanten og fik et sug i maven. Hvordan og hvem tør male muren udenpå? Jeg gør ikke.
Den søde tyske guide insisterede på at tage et foto, og her er familien så foreviget. Datteren valgte en læsedag hjemme på terrassen, så vi er lidt amputeret. Øv – turen ville ellers have været fantastisk, også for hende, men store børn med fri vilje, skal have lov til selv at bestemme. 
Den høje kant rundt om fyret har en funktion. Bølgerne blæser ikke ind og mennesker kan stå fast, også selvom pelikanen er strid. Er der strid storm er det ikke muligt at stå fast udenfor, fik vi fortalt. Vildt!
Lidt tilbagetrukket ligger “storm hytten” – en bolig nr. 2, hvor fyrpasser og familie kunne trække sig tilbage, når orkaner rasede for vildt i fyrboligen. Efter sigende skulle billederne på væggen rasle i vinden, for selv klipperne rokker og bevæger sig lidt i den barskeste storm (!)
Book brudesuiten og få en oplevelse for livet og stå op til dette syn. Room with a view. Klart en oplevelse for livet for de største romantikere.
Har du set filmen?
Filmisk at gå her. Jeg hørte næsten soundtracket til den film jeg var med i, i fantasien. Jeg forestillede mig hvordan det ville have været, for 50 år siden. Uden biler, uden strøm. En familie med børn, uden vaskemaskine, uden køleskab. Børn der gik i skole derhjemme og byggede sæbekassebiler. Ville moren have hjertet oppe i halsen konstant? Det ville jeg. De små grusveje fører jo lige i afgrunden. I sæbekassebil?
Vegetationen er helt speciel. Smukke blomster og helt goldt. Intet kan vokse her, vil jeg tro. Hvad levede de mon af, fyrpasseren og familie, når de om vinteren var afskåret fra alt? Ingen dyr at slagte, ingen kartofler i laden. Intet?
De strideste storme og den barskeste vind:
Ved Kråkenes fyr, på øen Måløy, måles efter sigende de fleste og største storme i Norge. Det meste forblæste sted. Selvfølgelig har man etableret vindmøller der. Vores tyske guide grinte lidt af det, for møllerne kunne jo ikke køre. Vinden var for kraftig alt for tit, så ofte stod møllerne stille, ofte p.g.a. skader eller for meget vind. Men vindmøller, det var der.
Kvinde bag rattet? Not!
Turen væk fra Kråkenes Fyr var også malerisk flot. Og stejl. Og barsk. Vi mødte en autocamper, på en vej hvor der kun var plads til én bil. Ja hvad gør man så? Jeg kender min begrænsning her.
Normalt er jeg bag rattet altid når vi kører i Norge, men hvis turen kan indebære at jeg bakker 200 m til nærmeste vigeplads, ja så viger jeg gerne fra rattet. Jeg er ved at dø af skræk. Er totalt sammenbidt når vi kører på stejle fjeld uden afskærmning. Uh jeg hader det og bakke under disse betingelser? Nej tak!
Min mand kører heldigvis gerne og han holder mig ud, også selvom jeg hyler op og blander mig omme fra bagsædet. Jo stejlere fjeld og jo vildere terræn, jo mere elsker min mand at køre.
Rigtig fin fordeling vi har os her i familien, men jeg er da lidt sej, for jeg HAR prøvet at køre hvor der var så smalt engang at vi måtte klappe sidespejlene ind på bilerne, før vi kunne passere (!) OK – jeg kører helst på veje hvor der er plads til to biler. God plads. Og solidt autoværn. Af metal.