Citronpandekager. Her får du en god, nem opskrift på små tykke pandekager med citron, græsk yoghurt og chiafrø.
Uhm, de smager skønt! Friske, bløde pandekager med en dejlig syrlig smag af citron.

Ideen fik jeg, fordi vi havde græsk yoghurt og citroner i køleskabet. Sådan starter mine ideer tit! 🙂
Græsk yoghurt kan sagtens erstattes med anden yoghurt eller f.eks. skyr/vaniljeskyr.
Chiafrøene giver små fine prikker i pandekagerne og lidt knas at tygge på. Chiafrø tilfører også kostfibre, og de binder væske, så pandekagedejen bliver lidt tykkere. Justér gerne dejen med lidt ekstra mælk, hvis den bliver for fast.

Chiafrø kan selvfølgelig også sagtens udelades, eller du kan erstatte dem med birkes i stedet.
Pandekagerne er nemme at lave, og du kan sagtens lave dem som store, tynde pandekager også. Så justerer du bare konsistensen med lidt ekstra mælk.
En god nem opskrift, du får her. Citronpandekagerne var en kæmpe succes hjemme! De smagte virkelig godt, og jeg har glædet mig til at dele opskriften med dig.
De lækre pandekager med citron kan serveres både til morgenmad, brunch og som dessert. Spring du bare på.

Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på pandekager.
