•  
  •  
  •  
  •  
  •  

Hilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhusetForleden fik en jeg hilsen og en tilbagemelding fra en bloglæser: “Ej, det er altså så længe siden vi har set glimt ude fra dit sommerhus?”

Vedkommende sagde også: “Det er også længe siden du har skrevet en af de dér hilsner, hvor du bare skriver om hvad du/I går og laver i familien og hvad du/I er optaget af lige nu. Måske du også kunne skrive lidt om hvordan du har det? Må vi ikke snart komme med om bag facaden igen??”.

Herligt med tilbagemeldinger fra jer og dejligt I har lyst til at læse med på det jeg skriver, hvad enten det er opskrifter på mad, brød eller kage eller mine små livsfortællinger. I skal være så velkomne til at læse med på det hele 🙂Hilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhusetIndrømmet.

Det er ved at være længe siden I har hørt fra Gitte bag kameraet og det er jo også vigtigt – både for mig og for dig – at have hele mennesket med.

Det er også klart meget sjovere for mig at drive “butikken”, når jeg kan “freestyle” lidt indimellem. Elsker når der er fri leg på bloggen og det er bare så dejligt, at du har lyst til at læse med 🙂

I dag får du en hilsen fra mig – med efterårsglimt fra sommerhuset

Denne weekend er vi i vores skønne sommerhus i Fjellerup. Vejret viste sig fra sin allermest fortryllende side og det var helt uventet, for vejrudsigten var jo faktisk ikke for god.

Vi lod af samme grund vores cykler blive hjemme og det var da bare mega ærgerligt, for det havde da ellers bare været perfekt vejr til cykelture ud i det blå.Hilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhusetVi måtte nøjes med lange gåture i stedet for, i sommerhusområdet og langs vandet. Det var nu alligevel heller ikke så ringe.

I sommerhusområdet er der tyst og stille. Der var helt vindstille og der var ikke engang “larm” fra bølgernes brus. Hilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhusetVi nyder at komme i sommerhuset på alle årstider, og det passer virkelig: Hver sæson – og hver årstid – har sin charme.

Vi stornyder vores skønne plet her, året rundt. Har du lyst til at læse mere om vores sommerhuslykke, så kan du kigge med her.

Lige nu er der efterårsagtigt i skoven. Man får våde gummistøvler, når man går i græsset, og duggen i græsstråene er insisterende dagen lang. Duggen når slet ikke at fordampe i solens stråler, før dagen er slut. Hilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhuset

Ting jeg elsker ved efteråret:

  • Synet og duftene af løvets forfald
  • Den klare efterårsduft og den lykke man føler, når solen pludselig bryder frem bag skyerne og varmer krop og sjæl
  • Natur, insekter og fugle der trives og som endnu ikke har overgivet sig til vinterhiet
  • Følelsen af at det er ok at krybe i hi – lune sig under tæppet, snuppe en god bog og falde i staver foran brændeovnen eller foran en god film på TV
  • Indendørs hygge, med gode kager og langsommelige madretter, der simrer på komfuret dagen langHilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhuset

Når vi går tur, så frydes jeg over at naturen stadig bliver ved med at give, også selvom det er ved at være sidst på sæsonen. Der er så meget smukt at beundre, selvom løvet forfalder og faktisk er der jo stadigvæk både blomster, frugter, planter og gevækster i fuldt flor.

Der er summende insekter og sommerblomster, der tror det stadig er juli. Naturforvirring eller efterårs-glædesbudbringere? Jeg tror mest på det sidste 🙂Hilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhusetPå stranden beundrede vi den høje himmel og de åbne vidder.

Uanset hvor mange gange vi har studeret den horisont, så ser den forskellig ud hver gang og pudsigt nok, så får vi øje på noget nyt hver gang. Nye skyformationer? Nye vindmøller i det fjerne? En fiskehejre. Den største havmåge vi nogensinde har set?

Der er altid noget nyt at beundre og være taknemmelig over. Tænk sig, så heldige vi er:Hilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhusetKallehunden er selvfølgelig med på alle vores ture. Den nyder de lange gåture til stranden, hvor der er så meget nyt, godt og spændende at snuse til. Vi kommer altid forbi en lille bæk med ferskvand på halvvejen – et helt perfekt pit stop for en lille tørstig hund.

Kalle er blevet 5 år og den er til stor fryd og glæde i familien. Det bedste Kalle ved er, når vores store børn kommer hjem på besøg. Når hele flokken er samlet, er den allermest lykkelig og mon ikke vi har det sådan alle mand? Jeg tror det. 🙂 Hilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhusetDenne weekend lunede solens stråler dejligt og vi stornød nogle gode timer på sommerhusmatriklen.

I dag bagte jeg en dejlig blommekage og vi spurgte søde sommerhusnaboer om de kom på spontan terrassevisit og vupti, var der hyggelige kaffegæster på terrassen i solskinsstsriben. Heldige os. 🙂 Ej hvor skønt og lige sådan et dejligt minde vi har brug for, til vinter, når vi sidder buret inde i vores huse i vinterkulden.

Herligt for mig, der er vild med at bage, at der er så mange søde testsmagere i nabolaget, der altid er klar på en kage-smagsprøve.  Vi snakkede om, at jeg burde have en skibsklokke jeg kunne ringe med, når der var kageservering i Gittes café. Ja sådan én må jeg da vist hellere have anskaffet mig 🙂

Blommekagen var super god og opskriften skal du nok få en af de nærmeste dage. Den blev godkendt af alle naboerne og den fik mange stjerner med på vejen. 🙂Hilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhusetVi nyder virkelig alle de søde mennesker der er i sommerhusene herude – vi har det bare så rart sammen. Vi hygger os sammen og bekymrer os for hinandens ve og vel.

Det er bare så dejligt at have sådan et sted. Skønne naboer er guld værd og jeg/vi er SÅ taknemmelige 🙂Hilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhusetVejret kan hurtigt skifte i sommerhuset. Vi er tæt på kysten her og pludselig trækker hurtige skyer ind men lige så hastigt kan de være drevet væk igen. Vi rykker meget udenfor/indenfor når vi er i sommerhuset – et enkelt solstrejf og straks er vi ude igen.

I går lørdag havde vi også en rigtig skøn dag. Vi tog på tur til Mejlgård, der ligger tæt på Fjellerup, hvor vi har sommerhus. Søde sommerhusnaboer, der er blevet vores rigtigt gode venner, ville gerne med på tur og vi spiste en dejlig frokost på slotskroen imens vi sludrede og beundrede udsigten til slotsparken.

Mejlgård er bare en rigtig flot herregård, og den præsenterede sig virkelig godt i det smukke vejr.

Jeg skriver en artikel om vores besøg på Slotskroen en anden gang.

Hvis der var noget jeg godt kunne ønske mig, så var det måske kun lige, at døgnet havde flere timer. Jeg har nemlig en masse artikler og opskrifter på lager, jeg glæder mig til at skrive om.

Alt det gode jeg gerne vil nå – ja jeg kunne godt bruge dobbelt-timer i døgnet, mon ikke også du kunne det? 🙂Hilsen og efterårsglimt til dig fra sommerhuset

Nå men hvordan går det ellers – sådan med det hele og med helbreddet?

For nogle uger siden skrev jeg jo en meget personlig beretning om at jeg fortiden er ramt af en borrelia-infektion

Flere af jer har været så søde at spørge mig om hvordan det mon går?

Tusind tak al jeres omsorg og søde hilsner.

Gid jeg kunne sige, at jeg havde det bedre og at borrelia-infektionen nu var et overstået kapitel.

Desværre er det ikke gået sådan. Jeg plages fortsat af generende neurologiske symptomer i min krops venstre side og det er ret ubehageligt. Det snurrer i min fod/ben, i mine tæer, mine fingre og så er jeg stiv i venstre side af nakken. Som jeg også beskrev i min beretning, så fik jeg borrelia efter et flåtbid i juni og det er dét der giver mig problemer nu.

Lægerne kan ikke spore aktiv borrelia i rygmarvsvæsken nu – men kun i blodprøven. Lægerne vil derfor undersøge om mine symptomer kan skyldes andre ting og jeg skal nu udredes for sclerose.

Jeg afventer en MR-scanning i november. Lige nu er der lidt længe til.  Jeg krydser virkelig fingre for at det ikke er sclerose, men et eller andet er fat. Jeg mistænker selv mest borrelia og jeg får nu en skrap borrelia-penicillin-kur som et forsøg.Ferie og god tid til.... Jeg har samlet set fået det lidt bedre og f.eks. er min tinnitus/mystiske ørelyde i venstre øre væk, efter jeg er startet på penicillinen. Det er da meget mystisk, når nu de lyde har været insisterende i flere måneder. Jeg har derfor et spirende håb om at penicillinen vil hjælpe og pludselig vil få borrelia-symptomerne til at forsvinde.

Der er gode dage hvor der næsten ingen snurren er og så er der dage, hvor min venstre arm er død og tung i det og hvor mit ben føles som om min fod/ben sover og det føles mystisk at gå på. Det er ret ubehageligt og disse dage, bliver jeg jo selvfølgelig også bekymret for hvad der er galt, om det ER sclerose eller hvis det er borrelia, om symptomerne er blevet kroniske og om de bliver værre endnu? Ferie og god tid til....De dårlige dage er jeg samtidig mega træt og penicillinen trætter også. Den sidste uge har der derfor heller ikke været helt så meget aktivitet på bloggen og det håber jeg du har forståelse for. Det er jeg sikker på du har. Der er heldigvis 2000 opskrifter du kan hygge dig med imens 🙂

Jeg hænger i og passer mit arbejde som koordinator på biblioteket og lige for tiden har jeg ikke energi til meget mere, men jeg synes stadigvæk det er dejligt at have bloggen og den bruger jeg som mit frirum.

Når jeg har overskud til det, elsker jeg at formidle opskrifter og fortællinger til dig og det har været rigtigt dejligt for mig at skrive denne lille hilsen til dig.

Tak til dig der læste med. Jeg håber du og dine har det godt og at du nyder det smukke efterår 🙂

Mange hilsner til dig fra Gitte


  •  
  •  
  •  
  •  
  •