Keramikskatte, fisk ad libitum, hav og høj himmel

Idag kommer du med familien på tur vestpå, til Blokhus, Løkken og Lønstrup. Håber du har lyst til at komme med på tur ud i det blå – igen? Læs en rejseberetning her. Du kommer med både på glaspusteri, i keramikværksted, på stranden og med på fiskerestaurant – håber du har lyst til at læse med 🙂

Vi tog vestpå – om livet på kanten.

Skøn skøn Vesterhavstur i solskin med den klareste blå himmel. Vi kom helt ud, så langt ud at vi ikke kunne komme længere. Vi tog vores favorittur til Lønstrup og kiggede ud over kanten ved Mårup Kirke. Havet har været nådigt siden vi var der sidst. Kirkefundamentet og mange af gravene ligger stadigvæk på land, men det er tæt på, farligt tæt på, at havet æder sig ind.

Keramikskatte, fisk ad libitum, hav og høj himmel

Der er indhegnet, så man ikke kommer for tæt på kanten. Fjollede tyskere skulle lige ud og hoppe for at se om jorden kunne bære, ak at have denne trang til at udfordre skæbnen, selvom der med store skilte blev advaret overalt. Jeg udfordrede intet men beundrede udsigt på behørig afstand. Afgrunden lokker og tiltaler mig ikke. 😉

Jeg stod i stedet som en hønemor og prøvede at undertrykke en pylren i baggrunden og holde styr på min flok. Uh at se mine kære så tæt på kanten – jeg er vist en hønemor og -kone 😉

Havet, himlen og solen var os nådig. Der var brusen fra bølgen blå, der var skærende sol fra oven, mågeskrig, en strid kuling og, hvad billederne ikke viser, frysende kolde temperaturer. Det ligner jo helt uskyldige nådige sommerbilleder her, men lad dig ikke snyde. Folk gik med røde næser, vejrbidte og godt pakkede ind i vanter, tykke frakker og strik.  Det var hundehamrende, tænderklaprende koldt.

Når vi tager vestpå besøger vi enten Rubjerg Knude Fyr eller Mårup Kirke, for at se hvordan havet har bidt sig ind på land siden sidst. Det er vildt at stå derude på kanten og høre havets brusen.

Jeg tænker på Simon Kvamm og Peter Sommers sang med omkvædet “Vesterhav, kom og blæs mig igang”. Jeg ved ikke hvad sangen hedder, men det er lige sådan jeg har det. Når jeg har været ved Vesterhavet er jeg ladet op og er blæst igang med livet igen.

Vi foretrækker at komme ved Vesterhavet udenfor turistsæsonen, så man får en følelse af at være “ingenmands-land” med en fornemmelse af at være alene oppe imod naturens kræfter. Indrømmet, den følelse er svær at genskabe med en vrimmel af turister, men klart de kommer dér, de kommer jo af samme grund som os.

I Lønstrup var der “Skagen-stemning” i går, med en lind strøm af turister der som os nød at spankulere en tur igennem byen og kigge på turistfælder, kunst og tøj til overpriser. Der er café- og galleri-liv, der med flag og blomster inviterer indenfor.

Vi besøgte et glaspusteri, hvor man bliver inviteret med helt ind i selve pusteriet – skønt at komme ind og blive varmet op 😉 og sikke mange fine smukke glasting at beundre.

Vil du forbi en dag du kommer til Lønstrup så kig f.eks. forbi glaspusteriet www.rikkeprecht.dk 

Altså jeg kan jo ligeså godt indrømme det.

Der er en helt særligt grund til at vi kommer tilbage til Lønstrup igen og igen. Jeg har forelsket mig i keramik fra en helt særlig og meget dygtig keramiker. Hun hedder Kari Giebelhausen og er den mest charmerende nordmand du kan forestille dig.

Med den fineste accent, ler på trøjen og i ansigtet går hun glad rundt og fløjter i sit værksted. På syngende norsk kan hun fint håndtere at byde folk velkommen samtidigt med at hun arbejder videre og jonglerer eller drejer. Hun er synlig og nærværende, uden at være overdrevent “sælger-agtig”. Interesseret i sine kunder, det mærker man tydeligt.

Hun kunne kende mig, selvom det var 1 år siden jeg havde været der sidst. Nogen ville sige at det vist er fordi jeg har købt for meget keramik, men næh jeg ville da sige at det er fordi vi har fået skabt et særligt bånd imellem os. 🙂 Lyseslukkere ville sige at det er fordi vi følger hinanden på Instagram og Facebook – ok indrømmet, de sociale medier hjælper til med at knytte bånd og vedligeholde dem 🙂

Kari får i sit pottemageri, keramikergerningen – og livet – til at se så legende let ud. Hun virker så glad, afslappet og lykkelig som hun sidder der i sin keramikbutik, omgivet af alle sine keramikskatte. Jeg forstår hende godt. Hun glaserer sine smukke ting i de mest positive farver du kan forestille dig. Måske er det derfor jeg har lyst til at komme igen og igen?

Jeg bliver glad i låget, har lyst til at BO og arbejde der og går flyvende og opladet ud af døren, efter et ophold der. Dog bliver jeg trist. Jeg kan jo ikke købe hele butikken, så der er med en smule vemod at skulle sige farvel til alt det smukke. Åh jeg ville elske at være omgivet af det hele – hver dag! Men nej, jeg kan jo ikke købe hele butikken, vel? Øv! 😉

Du kan få en forsmag af Karis smukke