•  
  •  
  •  
  •  
  •  

Cookies med chokolade og Nesquick

Langfredag var vi til fødselsdag hos vores søde guddatter Maria. Hun blev 12 år.

Hun skulle da have fødselsdagskager skulle hun! En stor pose med overraskelses-fødselsdagscookies. Orv hvor blev hun overrasket – og glad. Hun var vild med kagerne, men hun blev også paf – jeg tror aldrig hun har prøvet at få en kagegave før. 🙂

Cookies med chokolade og Nesquick

Der bliver en kæmpe portion kager af denne portion, og jeg skulle jo nok have halveret opskriften, men pyt. Nu er jeg sikker på at Maria har kager nok til resten af påskeferien – uden tvivl. Der blev 60 cookies – der var rigeligt – vi var 10 gæster 🙂

Cookies med chokolade og Nesquick

Det er denne opskrift jeg har varieret lidt på, og i dag tilsatte jeg en rest fyldte chokolader (ja tro det eller lad være, vi havde rester!).Jeg tilsatte også Nesquick-kakaopulver til halvdelen af dejen, så halvdelen blev lyse og den sidste halvdel blev kakaobrune.

Når der bliver 60 kager er der plads til lidt forskellighed og plads at eksperimentere.

DSC_3438

Her kommer opskriften på:

Cookies – opskrift med chokolade & Nesquick

Cookies med chokolade og Nesquick
Sprøde og lækre småkager med chokolade og Nesquick
Print opskrift Del på Pinterest
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 8 minutter
Samlet tid: 23 minutter
Ret: Cookies - opskrift med chokolade & Nesquick
Kategori: biscotti, muffins, kanelsnegle og cookies
Keyword: cookies, Nesquick
Portioner: 60 stk
Forfatter: Gitte Hansen

Ingredienser

  • 3 æg
  • 250 gram sukker
  • 1-2 tsk. vaniljesukker
  • 1 dl smagsneutral olie jeg brugte solsikkeolie - kan erstattes med 150 gram smeltet smør
  • 300 gram hvedemel
  • 1 tsk. natron
  • 1 tsk. bagepulver
  • 4-5 spsk Nesquick kakaopulver (kan erstattes med 1-2 spsk mørk kakaopulver)
  • 150-200 gram Grofthakket chokolade (gerne en rest fyldte chokolader eller hvad du ellers har? Yankiebar/Marsbar/ Guldbar/Marabou kan bruges.
  • 2 håndfulde grofthakkede mandler eller andre nødder

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft
  • Pisk æg, sukker og vanilje til en hvid æggesnaps. Brug elpisker.
  • Tilsæt olie
  • Bland de tørre ingredienser og vend blandingen i dejen
    Cookies - opskrift med chokolade & Nesquick
  • Hak chokoladen og mandlerne groft og tilsæt.
    Cookies - opskrift med chokolade & Nesquick
  • Sæt dejen på pladen med to teskeer. Der kan være ca. 25-30 stk. pr.plade.
    Cookies - opskrift med chokolade & Nesquick
  • Bag cookies’ene ca. 8 minutter v. 175 grader varmluft.
  • Kagerne er færdige når de er gyldne og sprøde.
    Cookies med chokolade og Nesquick
  • Lad cookies’ene afkøle på en bagerist.
    Cookies med chokolade og Nesquick

Noter

Kagerne kan holde sig 1-2 uger i tætsluttende kagedåse
Al slags chokolade og alle slags nødder kan bruges i kagerne
Nesquick kan erstattes med almindeligt kakaopulver
Få tips om flere opskrifter fra BagenørdenFølg bloggen på Facebook @Nogetiovnen

Sprøde lækre cookies med chokolade og Nesquick – nemt lavet med olie

 

Cookies med chokolade og Nesquick

Disse cookies kan da kun blive gode, når nu de er fyldt med så gode lækre sager 🙂

Det smarte er, at du kan bruge lige de lækkerier du har på lager: chokolade, nødder eller hvad du nu ellers kan finde på – skumfiduser eller tørret frugt måske?

DSC_3448

Jeg fik tømt mine lagre af chokolade, mandler og fik også brugt noget af den bøtte Nesquick kakaopulver, som mine børn ikke kunne få brugt selv.

Nemme cookies man kan variere efter hvad der er lige er i køkkenskabene. Smart!

Sådan laver du cookies med chokolade og Nesquick – se billederne her:

Det er nemme cookies at bage og der bliver mange. Ingredienslisten er nem, og du har sikkert det meste i dine køkkenskabe.

Cookies’ene er gode at bage når du hurtigt skal trylle kage til mange, når dine børn skal dele ud i skolen, når du skal have kager med på arbejde, når I har inviteret til fødselsdag, når der er vejfest, når I er (stor)-lækkersultne lørdag aften.

DSC_3446

Jeg har prøvet at lave kagerne i flere varianter efterhånden. Første variant var denne med farin og Kitkat som mine kolleger godkendte med kun få sekunders betænkningstid.

Næste variant, var nok mere min favorit, hvide cookies med hvid chokolade og tørret tranebær – øj det var gode.

Nemme sprøde cookies med hvid chokolade og tranebær

Dagens cookies var rigtigt gode. Nesquick har jo en anden smag end mørkt kakaopulver,  jeg tænkte den milde kakaosmag ville passe den søde fødselsdagspige bedre?

Cookies med chokolade og Nesquick

Tænk at vi så også lige fik brugt en rest fyldte chokolader (altså de var jo nok blevet spist i sidste ende alligevel) – vær gerne kreativ med dine cookies og brug det du har, en rest nødder, tørret abrikos, lakridspulver eller gå på jagt. Måske du har andre lækkerier i dit køkken?

Cookies med chokolade og NesquickKagerne gjorde sig godt i påskesolen og på kagefadene. De blev dog mest anrettet for din skyld, til solskins-photoshoot. Straks efter blev kagerne fyldt i posen der blev fint lukket med gavebånd og fødselsdagssløjfe.

Jeg burde have haft indkøbt en fancy småkagedåse, men kageideen var hurtig og impulsiv, butikkerne var lukket og nej jeg gad da ærligt talt heller ikke shoppe kagedåser i min ferie. 😉

Maria blev glad for fødselsdagskagerne – og det var det vigtigste – vi havde en rigtig god dag med grin, hygge, gåtur, gaver, krammere og lækkert mad. Perfekt fødselsdag. 

Cookies med chokolade og NesquickI morgen søndag skal vi til Fyn til påskefrokost. Vi skal tidligt op. Vi skal fordrive mange timer på motorvejen.

Jeg har bagt – endnu – luksus citronkage og i dagens anledning peppet den op med marcipan.

Min svigermor elsker citronkager og jeg vil vædde med at hun også vil ELSKE denne kage. Alle jeg har serveret kagen for storelsker den nemlig. Gør du også? Har du endnu ikke prøvet den famøse citronkage, så lad den være dit påskekageeksperiment 😉

Svampet og syrlig citronkage - værtens bedste

 


  •  
  •  
  •  
  •  
  •