Sesamboller. Her får du en god nem opskrift på svampede saftige boller med sesam og skyr.
Et godt drys sesam på toppen og sesam i dejen, giver både smag og sprødhed og så pynter sesamfrøene bare så fint også. Jeg elsker sesam!

Vi havde lige en rest skyr, så den kom jeg også i dejen.
Det er genialt at bage med skyr eller andre surmælksprodukter, da det giver ekstra saftigt og svampet bagværk.
Har du ikke skyr, så kan du bruge yoghurt, kærnemælk, tykmælk eller mælk også. Måske du også har en rest i køleskabet du kan putte i bolledejen? 
Bollerne er nemme at lave og dejen kan du også bruge både til flutes og franskbrød.
Sesambollerne er lidt grove, da jeg har brugt havregryn i dejen. Havregryn er også godt at bage med og giver godt med fibre i bolledejen.
Havregryn er også sundt og billigt og jeg bruger det tit, når jeg bager brød og boller.
Du kan også bruge f.eks. grahamsmel, fuldkornsmel eller hvad du ellers har? Supplér også gerne med andre eller flere korn og kerner, hørfrø, græskarkerner, solsikkekerner? 
Bare eksperimentér med opskriften og brug min opskrift som inspiration.
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på grove boller.
