Stegte auberginer med hvidløg og feta smager skønt og er meget nemt at lave. Her får du en god nem opskrift på stegt aubergine på panden.
Jeg elsker auberginer og de kan tilberedes på så mange forskellige måder. Heldige os. 🙂

Her får du endnu en nem opskrift på en lækkert grønt med auberginer. Denne gang har jeg stegt auberginerne i en lækker hvidløgsolie med citron og honning.
Retten kan du servere som tilbehør til aftensmaden, buffet, tapas eller grill. Den er også god som frokostret eller som varm salat til en god middag.
Du kan også servere den som måltidssalat eller som selvstændig vegetarret evt. med lidt brød til.

Auberginerne har jeg skåret i skiver og stegt på panden i olie med hvidløg, citronsaft og lidt honning.
Til sidst dryssede jeg feta (eller salatost som det jo hedder i dag) og stegte med i nogle minutter, så osten kunne få lidt smag, farve og blev lunet lidt. Til slut dryppede jeg lidt ekstra honning på og lidt frisk timian.

Det blev en fin og dekorativ salattallerken, jeg kunne servere på terrassen til grillmiddagen. Haps hvor vi fik det fad tømt hurtigt, min mand og jeg. 🙂
Nederst i dette indlæg får du flere tips til hvad du kan servere de stegte auberginer til. Du får også flere opskrifter med auberginer. Måske du også er lige så vild med dem som jeg. 🙂
