Kaffemarengs – her får du en god, nem opskrift på sprøde mokkamarengs med kaffesmag.
Elsker du kaffe og marengs, så vil du blive vild med disse kaffemarengs. Tro mig! 🙂
Knasende sprøde marengs, eller kyskager, som de jo også kaldes, med den dejligste smag af kaffe. Søde, sprøde kager, der også smager skønt til en kop kaffe.

Disse kaffemarengs er nemme at lave, og du kan lave dem med få ingredienser. Måske du også har æggehvider i overskud? Så prøv en portion! 🙂
Jeg brugte bare Nescafé kaffepulver, men alle slags instant kaffe kan bruges, tænker jeg. Kaffepulveret piskede jeg med i marengsen sammen med sukkeret. Voila!
Så nemt laver du faktisk de sprøde mokkamarengs.
Disse marengs med kaffe blev virkelig gode! Kaffesmagen giver de søde kager lidt ekstra “kant”, så det ikke bare er søde marengs.
Jeg elsker marengs af alle slags. De smelter jo næsten på tungen og faktisk så er de jo nemme at bage selv. Glutenfri småkager er de jo også – smart! 🙂
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på marengs og kyskager. De kan nemlig bages i mange afskygninger.
