Pærekompot med vanilje – nem opskrift. Her får du en hurtig opskrift på pærekompot med vanilje og citron.
Jeg havde 3 modne pærer, der skulle bruges, og på få minutter blev de tryllet om til den lækreste pærekompot i mikroovnen.

En god stop madspilds opskrift, især hvis du har bløde og meget modne pærer i frugtskålen. Jo mere modne og søde pærerne er, jo mindre sukker skal du bruge. Smart!
Jeg brugte 3 meget modne Clara Friis pærer, men alle slags pærer kan bruges.
Denne gang skrællede jeg pærerne. Du kan sagtens lade skrællen blive på, hvis den er fin, så bliver din kompot lidt mere rustik og får mere farve. Måske kompotten bare skal koge lidt længere tid så.

Du kan sagtens tilsætte andre smagsgivere til kompotten. Stødt ingefær passer jo perfekt til pærer, men du kan fint også nøjes med citronsaft og vanilje som jeg.
Det var en nem pærekompot i mikroovn, jeg fik lavet her. Du kan selvfølgelig sagtens koge den i gryde også.
Få flere tips nedenfor, hvor du også kan se flere opskrifter med pærer.
