•  
  •  
  •  
  •  
  •  

I dag skal det ikke handle om mad og kager men om bibliotekargerninger, vovemod, opfindsomhed og kærlighed til et fag og et KALD. Kærlighed til søde venlige lånere/borgere/brugere og kloge, venlige, hjælpsomme kollegaer.

Heldige mig. Jeg har det mest fantastiske job på Randers Bibliotek og får så rig mulighed for at leve det ud.

2013-05-18 10.34.42

I dag har jeg, rørstrømsk, fulgtes med bogbussen ud på et par stoppesteder i det smukkeste landskab. Blå himmel, hvidtottede skyer, gule rapsmarker, bakker og sving, kringlede krogede bi- og afveje.

2013-07-07 15.26.51Det er stort når bogbussen kører ud. Jeg er et sentimentalt gammelt fjollehovede. Jeg mindes stadigvæk at jeg, til bogbustræf i 1994, hvor bogbusser fra hele Skandinavien deltog, fældede en tåre, da busserne kørte ind i en lang karavane med flagene hejst.

Bogbustanken rører et bibliotekarhjerte særligt dybt for de er symbol på selve biblioteksgrundtanken – at stille viden og information til rådighed for alle, selv i de fjerneste kroge. Det ligger dybt i os bibliotekarer. Kaldet til faget – at ville hjælpe og berige med kultur, viden, ord og mening. Det piner os når bogbusser og filialer bliver sparet væk og når Bogen Kommer ordninger nedprioriteres. De mennesker der har allerstørst behov, vil vi jo altid gøre noget helt særligt for at hjælpe.

2013-07-07 15.26.54

I Norge sejler der både ud med bøger, til områder med få beboere. I bjerge pakker man et æsel og rider ud. Pigen på 6 år der selv får lov til at gå i bogbussen og kommer og låner hestebøger, den gangbesværede der ikke kunne overskue at tage rutebilen helt ind til Hovedbiblioteket. Bogbussen er et lokalt samlingspunkt i nærmiljøet, det skal man ikke undervurdere værdien af. Der er ikke mange samlingspunkter tilbage i de små samfund. Bogbussen er ét af dem.

Kuffert - find rejselitteraturen online

I dag var jeg inviteret med i bogbussen fordi vi gerne ville markedsføre bibliotekets sommerkampagne i bogbussen også “Tag biblioteket med på sommerferie – fyld din tablet”. Snakken gik lystigt om e-bøger og lydbøger, om det smarte ved at fylde tabletten og slippe for overvægt i flyveren men også om livslang glæde ved fysiske papirbøger. Vi fik gode snakke og Ereolen fik flere brugere. 🙂

Jeg mødte den sødeste dame, som du kan se her – sikke en god og positiv oplevelse. Jeg mødte kun søde , venlige, taknemmelige mennesker og havde to af de allerbedste kolleger med to tur.  Heldige mig. bogbus

Det får mig til at blive rørstrømsk og føle varme indvendigt. Det er fantastisk at have et job hvor man kan berige og bringe glæde. Hvor man ved at  informere, inspirere og stimulere kan bibringe fantasi, kreativitet og en smule klogskab.

Vidste du, at der ude i det ganske danske land findes bibliotekarhjerter i tusindvis der banker for DIG?

Du tror nok at vi går anonyme, forsagte, og halvgenerte rundt, men i virkeligheden er vi SÅ klar på at hjælpe dig videre, i den gode og heldige retning. Ja faktisk er vi der kun for det!

2015-05-18 11.25.37Bibliotekarer hjælper ikke kun med bøger. På mit bibliotek er vi en broget flok, med vidt forskellige kompetencer, mærkesager og interesser. Nogen mestrer at kunne formidle litteratur via musik og ved at spille på guitar for de 0-3 årige, nogen har en gamerklub for i børnebiblioteket at trække en måske ellers biblioteksuvant gruppe gamerdrenge ind. Nogen holder oplæg i biografen lige inden de store premierefilm og kobler hér film og litteratur på en hel ny genial måde.

Nogen tager ud på plejehjem og dagcentre for at formidle den svære Nem-id for de ældre. Der er strikkecaféer, læsekredse, lytteklubber, krimicaféer, PC nybegynderkurser og foredrag om Digital Dannelse og 1000 andre aktiviteter. Der er undervisning på skolerne, for at gøre eleverne og de studerende rustede til at “styre rigtigt” på internettets motorvej, når der skal skrives opgave. Nogen inviterer til valgcafé, hvor man kan møde ægte politikere af kød og blod. Der er stribevis af foredrag og udsolgte kulturelle arrangementer.

2015-05-15 12.13.42

Vi hjælper nydanskere med at finde og printe en besværlig blanket på internettet, vi hjælper den 90-årige med at tjekke rejseplanen, når datteren i Vejle skal besøges, vi assisterer med borgerinformation på Borger.dk, Skat.dk, su.dk – alt muligt hvor den digitale borger støder panden mod den digitale mur.

Vi hjælper med at finde litteratur om undervandsjagt, finde den bedste ferielæsning, finde bøger om fedtsyresammensætning, arkitektur, ølbrygning, slankekost, inklusion i folkeskolen og meget mere. Vi hjælper også med at finde avisforsiden fra 1955 og hjælper gymnasieeleven når der er KRISE og opgaven skal afleveres i morgen.

Altså – ja – kald mig et sentimentalt gammelt fjols men jeg bliver glad i kroppen og varm i sindet når jeg bevæger mig rundt på min arbejdsplads. Det er som en bikube, med et leben og en livlig aktivitet fra tidligt til sent. Hver lille bi flyver rundt, men trækker i virkeligheden på samme hammel mod et fælles mål; at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. 

Vi løser en vigtig samfundsopgave!

2015-05-15 12.43.18

En grundsten i bibliotekstanken for mig er ligeværdigheds-princippet. Biblioteket kan man bruge uanset social status. Alle er stillet lige, på et bibliotek. Høj som lav, rig som fattig, gammel som ung. Bibliotekets tilbud er gratis og børn i selv fattige familier kan låne de nyeste dyreste materialer og spille de sejeste computerspil, alle dem som dem i klassen også spiller. Har du ikke råd til din egen PC, har biblioteket én du kan bruge.

For mig er det vigtigt at vi på biblioteket kan møde alle borgere som de er, ligeværdigt. Håber ikke der bliver pillet ved det. Håber det er politikere med hjertet på rette sted, der bliver valgt ind, så der bliver værnet om den frie og lige adgang til viden, en af grundstenene i vores demokrati.

2015-06-05 14.10.36

Læsning er vigtigt og giver kloge, kreative og fantasifulde mennesker. Det ved vi og det siger forskningen. Oplysning og uddannelse er vigtige mærkesager, selv udenfor en valgkamp. Vi skal være klogere, dygtigere, smartere og hurtigere og efterspørger selv samtidigt større livsindhold og større livskvalitet. Biblioteket spiller en vigtig rolle og kan sige TJEK – vi kan hjælpe dig med det hele!

2015-06-16 16.47.14

Ja undskyld jeg fik talt mig varm, men jeg blev sentimental da jeg kørte ud over markerne i bibliotekets lille bogbil. Vi bringer viden og fantasi ud i alle kroge. Sådan et sted vil jeg gerne arbejde og det gør jeg heldigvis!

For 25 år siden bladrede jeg fortvivlet i den tykke bog: “Hvad kan jeg blive” og landede lidt tilfældigt på “Bibliotekar” Der stod stikordene: “Kan du lide at læse bøger?” JAAAA, kunne jeg svare, jeg, der så det som en åbenbaring, da jeg for første gang fik lov til at cykle de 3 km til det nærmeste lille bibliotek med en ugentlig aftenåbningstid.

Jeg husker stadigvæk den let støvede duft som himmelsk og fantastisk. Jeg følte mig som “panik før lukketid” – jeg ville låne det hele og hvad skulle jeg vælge, når jeg kun havde en time? Man kunne låne tegneserier og sidde ved et bord og få dem læst højt med en lyttebøf. Det var fantastisk! Paradis!

Jeg har altid tænkt gode tanker om biblioteker og gør det stadig. Jeg synes bibliotekerne udfylder gode, vigtige og nyttige opgaver. Vi danner mennesker og bringer glæde – vi giver lyst til mere og folk kommer igen og igen. Måske besøgs- og udlånstallet falder en smule i disse år, men vi har stadigvæk flere besøgende end de største museer tilsammen. På nettet bruger folk os mere og mere. E-bøger, databaser, e-magasiner, lydbøger, musik.

Jeg er ikke fortvivlet eller bekymret. Onde tunger taler om at biblioteker vil dø en pludselig død som Blockbuster. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den vej går det ikke. Biblioteker og bibliotekarer er i den grad et omstillingsparat folkefærd, så udviklingen, den følger vi da bare med på og bruger det bedste vi kan af den. Som vi plejer og har gjort hidtil.

Biblioteker er grundstenen i det danske demokrati og der er heldigvis bibliotekarhjerter og biblioteksbrugere derude der værner om det. Hver dag. Jeg er en af dem <3

2015-05-18 11.26.00

Tak for din tålmodighed og tak fordi du læste med. I morgen bliver der serveret mad og KAGE på bloggen igen 🙂

0 0 vote
Article Rating

  •  
  •  
  •  
  •  
  •