Kalenderen siger marts men vejret siger isvinter. Bizart, vildt, mærkeligt og temmeligt deprimerende! Det er ikke mere end 1 uge siden, at jeg sad på terrassen med uldtæppe i solskin og fuglefløjt. Forårshumøret kom galopperende. Sjælen, sindet og kroppen blev ramt af forårslopper og forårsglæde langt ud i fingerspidserne.
Endelig. Vi havde jo ventet så længe. Vi klarede den. Vinteren var forbi. Endelig turde jeg tro på det.
Denne weekend har jeg haft følelsen af at være blevet slået hjem i ludo.
Snyd. Humbug.
Falsk varebetegnelse, at kalenderpilen, da den rundede 1. marts, pegede endnu mere på vinter, end den nogensinde havde gjort de sidste mange måneder.
Den vildeste kulde. Frosne vandrør. Frostkinder. Vanter. Ørevarmere. Det store, tykke halstørklæde. En ustoppelig frostkulde der kryber ind langs alle paneler og vinduesrammer. 
Denne weekend var vi i sommerhus – på toppen af Djursland. Østkysten er fascinerende disse dage, det indrømmer jeg gerne. Den sibiriske kulde ramte os fra øst, så alle østvendte kyster er pansret ind i is.
Ispanser og forfløjne forårsdrømme
Mange valfartede til kysten, for at se det fascinerende syn og det var smukt og vildt men også skræmmende på samme tid. 
Naturen har magten over os og at tro på andet, vil være ren indbildning. At et lille menneske kan sidde der på terrassen i solskinnet, og få spirende forårsfornemmelser, er naturen bare komplet ligeglad med. Den gør bare som den selv vil, også selvom det er råt, barskt og ubarmhjertigt.
At menneskene slet ikke værdsætter naturens frostslag med halen, er Moder Natur bare kold overfor. Kong Vinter er iskold. Menneskene skruer op for radiatorerne, både i ægte og i overført betydning. Vi prøver at klare den. Det lille menneske har slet intet at skulle have sagt, men vi tror på, at vi kan besejre Kong Vinter, at vi trækker det længste strå og sejrer til sidst. Vi prøver at bevare håbet.
Det lille menneske var mig i dag. Jeg følte mig lidt skræmt over alt det vilde is. Det var halsbrækkende at gå på og bare tanken om, at man kun ville kunne overleve få minutter i vandet, var skræmmende at tænke på. At mine forårsfornemmelser næsten også symbolsk blev begravet i det tykke ispanser, gjorde ikke sagen bedre. Isen var for mig en humør-dræber. Party-killer. Lyseslukker. 
Javist var det smukt med det ispansrede landskab, men du får mig altså ikke til at juble alligevel. Jeg synes vinteren har været gigantisk lang. Endeløs lang. Lyset er kommet som en forårsbebuder, men at isvinteren nu ramte, så sent, kan jeg bare slet ikke se det sjove i. “Du har passeret start. Ryk direkte i fængsel og modtag en bøde på 4000 kr”.
Ja sådan en følelse har jeg haft i kroppen denne weekend. “Lige ved og næsten, kan slå enhver mand af hesten”. Foråret var SÅ tæt på! Hulk!” Jeg prøver, som lille menneske, at tilpasse mig naturens kræfter. Kang kan intet stille op, andet end at bevare håbet. 
Jeg savner at kunne være udenfor, uden at fryse lemmerne blå. Savner at kunne slå mig ned i det fri, med en kaffekrop og med udsigten indstillet på uendeligt. Savner terrassetimer. At kunne grille og lade gode grilldufte brede sig, uden at måtte fryse tæerne blå imens.
Efter vores isvandring tog vi tilbage til sommerhuset, hvor brændeovnen heldigvis buldrede.
Solen brød frem, næsten som et plaster på såret, og jeg tilbragte søndagens sidste timer i min gode læsestol, imens solen varmede mig. Det var NÆSTEN som at sidde i det fri, hvis jeg bare hallucinerede lidt? Det var lidt som om Moder Natur alligevel tænkte: “Ej vi må hellere skinne med lidt sol på hende dér, så hun ikke opgiver helt?” 
Forårsfantasier kan jeg nemt forfalde til. Forårsdrømme. Sommerlængsler. Lalleglæde. Som en ko der brøler i stalden og utålmodigt venter på at komme på græs. Jeg kan snart ikke vente længere. Indrømmer det. Hænger i bremsen og mit humør er ramt. Er ellers en tålmodig sjæl, men med isvinter i marts, bliver min tålmodighed virkelig sat på prøve.
Jeg har jo intet at pibe over. Come on. Det er jo bare en smule frost. Næh du, ikke en smule frost. Snak lige om 15 cm tykt ispanser, som jeg har svært ved at bryde igennem.
Jeg siger til mig selv, at næste gang vi kommer ud på molen i Bønnerup, ja så er alt dryppet væk igen. Så kan vi måske igen spise madpakkerne ude ved fyret? Måske solen vil skinne og der vil være helt vindstille?
JAAA – jeg er SÅ klar! Klar til duften af nyslået græs. Til at planlægge det forestående terrasseprojekt. Klar til lange snakke over hækken med søde naboer. Det første forårsbål og lange grillaftener. Lyse sommeraftener med snak, grin og latter på terrassen. 
Inden under ispanseret venter det hele, klar til at springe ud. Det grønne græs. De nyudsprungne bøgetræer. Forsythia. Guldregn, Erantis, Påskeliljer. Blåmejser i fuglehuset. Lyden af summende plæneklippere. Den første is. Skovtursmadpakker på skovturstæppe. Strandture. Solbriller. Solcreme. Jeg er så klar, inde under mit ispanser. Hvem lader solen skinne, så det kan smelte væk?
Selvom ispanseret tynger mig, håber jeg alligevel at du har lyst til at nyde det fascinerede syn sammen med mig? Det ER vildt. Skræmmende. Dystert. Magtfuldt.
Kong Vinter. Moder Natur. Jeg bøjer mig i ærefrygt og ser frem til, at du forhåbentligt snart får lyst til at lade dine forårssolskinsstråler skinne gavmildt ned på os. Ih jeg er klar – jeg sidder her og venter 🙂
