Mirabellesaft – her får du en god, nem opskrift på hjemmelavet saft med mirabeller.
Uhm, en dejlig mirabellesaft jeg fik lavet her. Den smager skønt og så får den en fin, smuk, dybrød farve.
Vi havde plukket en masse mirabeller i plantagen, og denne mirabellesaft er en perfekt måde at få brugt virkelig mange mirabeller på én gang. Måske du også har været på mirabelle-rov?
Jeg brugte røde mirabeller til saften. Kirsebærmirabeller hedder de vist og jeg kogte dem hele med sten.
Det er virkelig nemt at lave saft på den måde, hvor man slipper for det store arbejde med at udstene mirabellerne først.
Efter kogningen så kan stenene bare fiskes op af frugtkødet. En del nemmere, synes jeg.

Sukkeret tilsatte jeg fra starten for så kan frugtkødet nemlig bruges som mirabellekompot bagefter. Vil du kassere frugtkødet, så kan du også bare tilsætte sukkeret til sidst, når saften er siet.
Kog din egen mirabellesaft uden saftkoger. Det er super nemt at lave mirabellesaftevand på den måde og du kan lave den med ganske få ingredienser.
Faktisk så skal du kun bruge mirabeller, sukker og vand. Jeg tilsatte også lidt vaniljesukker, da jeg synes det giver saften en rigtig god smag. 
Få flere opskrifter med mirabeller nederst. Måske du stadig har mirabeller til overs?
Mirabellesaft – hjemmelavet saft med mirabeller

Ingredienser
- 2 kg mirabeller - ca. gule mirabeller eller blommer kan også bruges
- 1¼ liter vand
- 700-750 gram sukker smag til
- 3 tsk vaniljesukker smag til. Kan udelades
- evt. Atamon efter anvisningen på flasken
Sådan gør du
- Skyl mirabellerne godt og put dem i en stor gryde. Du behøver ikke udstene dem først. Tilsæt vaniljesukker og 500 gram sukker, til en start. Prøvesmag mirabellerne før du bruger dem, så du ved om de er søde eller sure.2 kg mirabeller - ca. , 700-750 gram sukker, 3 tsk vaniljesukker

- Hæld vandet i gryden til mirabellerne. Hvis du koger vandet i elkedlen, så kommer gryden hurtigere i kog.1¼ liter vand

- Lad mirabellerne småkoge ved middel varme, til de er helt møre og har afgivet godt med saft. Pres undervejs mirabellerne med en grydeske, så mest mulig smag kommer ud af frugtkødet. Hold lidt øje med at saften ikke koger over.

- Smag til undervejs og tilsæt evt. ekstra sukker til saften.

- Si saften fra gennem en fin si eller et rent klæde. Pres frugtkødet med en grydeske, så du får mest mulig saft og frugtsmag med. Frugtkødet kan bruges til kompot, hvis du orker at fjerne stenene.

- Smag mirabellesaften til. Har den brug for lidt ekstra sukker, så kog den evt. lidt op igen, til sukkeret smelter. Det svinger meget hvor søde eller syrlige mirabellerne er, så sukkermængden du skal bruge kan svinge.

- Hæld saften på helt rene, skoldede og gerne Atamonskyllede flasker. Tilsæt evt. Atamon efter anvisningen på flasken, hvis saften skal gemmes længere.

Noter
Hjemmelavet mirabellesaftevand – skøn smag, fyldt med vitaminer og en smuk farve
En skøn saft, der smager godt både iskold og skoldhed. Disse flasker vil vi nyde de næste måneder. Hjemmelavet saft er bare det bedste! Den er jo helt fri for tilsætningsstoffer og e-numre.
Hjemmelavet ER bare bedst! Skønt at kunne bruge naturens råvarer.

Tips og variationer til opskriften på mirabellesaft:
- Prøv at koge en kanelstang, lidt frisk ingefær eller lidt kardemomme med mirabellerne. Så får saften en krydret smag.
- Tilsæt evt. citronsaft, hvis din mirabellesaft kunne bruge et syrligt pift.
- Saften kan laves med alle slags mirabeller og blommer. Bruger du gule mirabeller, så får saften en helt anden farve. Bruger du en blanding af gule/røde mirabeller, bliver saften lysere i farven.
- Hvis du koger mirabellesaften yderligere ind med mere sukker, så kan du nemt lave mirabellesirup. Få inspiration i denne opskrift på rabarbersirup.

Hvordan kan mirabellesaft serveres?
Nyd saften iskold med isterninger og fortynd den med vand efter smag. Det er lidt smag og behag, hvor meget man synes saft skal fortyndes.
Mirabellesaften er også god med danskvand, så får du en frisk boblende drik med den flotteste farve.
Mirabellesaften kan også blandes med alkohol og bruges i drinks eller cocktails. Flot farve til velkomstdrinks med eller uden alkohol
Om vinteren kan du nyde mirabellesaften lun. Mirabellesaften er fyldt med vitaminer, så mon ikke et krus skoldhed saft også vil kunne jage vinterbaciller og forkølelse bort.

Kan man bruge frosne mirabeller?
Ja, det kan du sagtens. Bare frys mirabellerne med sten, så kan du nemt koge en portion saft i løbet af vinteren.
Du kan også udstene mirabellerne før du fryser dem, så kan du bruge dem til kager og desserter.
Brug frugten til mirabellekompot.
Smid endelig ikke frugtkødet fra kogte mirabeller ud. Pil stenene fra og brug frugtkødet som kompot på yoghurt, skyr, pandekager eller grød.
Min mand påtog sig opgaven med at fiske stenene op fra kompotten. Der var ikke kamp om posten. 🙂
Du kan også bruge kompotten i kager eller desserter. Herligt med en 2-i-1-opskrift, hvor man kan få både kompot og saft ud af de samme mirabeller.

Min mand var helt stolt efter sit pillearbejde med at fiske mirabellestenene op
Jeg bruger også altid kompotten, når jeg f.eks. har lavet rabarbersaft, æblesaft eller anden frugtsaft.
Har du stadig mange mirabeller i overskud, så prøv også denne lækre mirabelle marmelade, der er en populær opskrift på bloggen.

Få flere opskrifter med mirabeller og blommer her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.







