Overnight oats med chia – her får du en god, nem opskrift på køleskabsgrød med havregryn, chiafrø og græsk yoghurt.
Hvor er det altså smart med morgenmad, man kan røre sammen aftenen før! Næste morgen står din køleskabsgrød klar i køleskabet, klar til brug.

En sund, fiberrig morgenmad, der mætter godt. Genialt til dig med travle morgener.
Faktisk så kan du forberede flere portioner på én gang. Grøden kan nemlig sagtens holde sig på køl. Smart med nem morgenmad til flere dage.
Jeg toppede min overnight oats med mirabellekompot og hakkede mandler. Anden topping kan sagtens bruges. 
Hvad er overnight oats?
Oats betyder havre og overnight betyder “natten over”.
Overnight oats er en slags kold havregrød, hvor alle ingredienser røres sammen og stilles i køleskabet natten over.
Havregrynene suger væsken til sig, så grøden bliver blød og cremet uden kogning.
Jeg har lavet denne overnight oats med chia, hvor chiafrøene også opsuger væske og giver køleskabsgrøden en cremet konsistens.
På dansk kaldes det også køleskabsgrød.
Du kan lave den med mælk, yoghurt, skyr eller plantemælk, hvis du foretrækker det. Den kan sagtens varieres med andre smagsvarianter eller anden topping.
Få inspiration til topping og til andre typer morgenmadsgrød nederst i dette indlæg.

