Avocado mayo. Her får du en nem opskrift på en cremet, grøn avocadomayonnaise, du kan bruge som dip eller dressing i sandwiches og burgere.
En lidt “sundere” mayo med avocado, hvor du stadig får den gode mayo smag, krydret med en frisk avocado smag. Den smager skønt og du skal kun bruge få ingredienser.
Som ekstra bonus, så får mayonnaisen den flotteste grønne farve, der vil pynte på middagsbordet.

En avocado mayo er cremet og fyldig, den giver god mæthed og så kan du spise den med god – eller bedre – samvittighed. Avocado indeholder jo nemlig både vitaminer og sunde fedtstoffer.
Jeg rørte denne version sammen på få minutter. To modne avocadoer, lidt god mayonnaise, citronsaft, honning og salt og peber. Voila!
Det er jo selvfølgelig toppen at lave sin helt egen mayo fra bunden selv. En god købemayonnaise f.eks. Hellmanns kan også bruges.
Jeg elsker at bruge avocado i dip, dressinger og salater – få inspiration til flere opskrifter nederst i dette indlæg.
