Mini rugbrød. Uhm her får du opskriften på små rugstykker eller skolerugbrød, som de også kaldes.
Min datter er begyndt at sætte pris på et godt rugbrød og jeg har tænkt, at rugbrød, dem skal vi da bage selv!
Jeg lavede et stort rugbrød i bageform og små selvpåfundne minirugbrød/ rugstykker / rugbrødsboller med rosiner og mandler i.
For et stykke tid siden var vi på Strøget i København, hvor vi betalte ågerpris for en ganske enkel lille rugbrødsbolle.
Siden har jeg eksperimenteret mig frem til, at dem kan man da sagtens lave selv, også uden surdej. Måske man skulle overveje en bagebod på Strøget?;-)
Dagens variant blev med rosiner og mandler. Jeg har også prøvet varianter med grofthakket chokolade, tranebær, abrikos, nødder.
Kun fantasien sætter grænser tænker jeg.
Bare tilsæt lige dét du syntes bedst om, i dine rugbrødsboller.
Denne opskrift rækker til 1 rugbrød og 8-10 mini rugbrød

Rugbrød og små mini rugbrød – få en god nem opskrift på små rugstykker uden surdej hér

Ingredienser
Rugbrødsdej:
- 1 dk lunkent vand
- 50 g gær
- 5 dl A38 /tykmælk/yoghurt naturel kan erstattes med andet surmælksprodukt
- 1 tsk. honning eller mørk sirup kan erstattes med sukker
- 450 g rugmel
- 150 g hvedemel
- 1-2 spsk olie
- 125 g solsikkekerner
- 2 tsk. salt
Mini rugbrød - rugstykker:
- 1 håndfuld mandler kan udelades eller erstattes med andre nødder
- 1 håndfuld rosiner kan udelades eller erstattes af anden tørret frugt f.eks. abrikos eller tørrede tranebær
- 2 tsk ekstra honning kan udelades eller erstattes af f.eks. grofthakket chokolade
Sådan gør du
- Lun vandet i elkedlen, til det er fingervarmt. Rør gær i sammen med honning/sirup eller sukker
- Tilsæt de øvrige ingredienser og rør i 10 minutter. Brug gerne køkkenmaskine, da dejen bliver hård og fast at røre
Rugbrød:
- Fyld 3/4 af dejen i en rugbrødsform. Fyld den max 2/3. Brug den sidste del af dejen til rugstykkerne. Glat dejen ud i rugbrødsformen, prik overfladen med en gaffel og pensl med vand. Drys med f.eks. solsikkekerner/sesam ell. lign. Lad rugbrødet hæve ca. 1 time tildækket v. stuetemperatur
- Bag rugbrødet nederst i ovnen ca. 175 grader (200 grader alm. ovn) i ca. 1½ time.
- Tag brødet ud af formen og lad det afkøle indpakket i et viskestykket. Det vil holde på fugten.

Mini rugbrød - rugstykker:
- Bland rosiner, mandler og ekstra honning/sirup i dejen.
- Smør et lille ildfast fad eller beklæd med bagepapir. og hæld dejen heri. Min form målte ca. 20x25 cm. Skær dejen ud som små rugbrød. Glat dejen ud/pensl med vand og drys med f.eks. sesam/solsikkekerner ell. lign.
- Lad også minirugbrødene hæve ca. i en times tid, tildækket ved stuetemperatur
- Bag de små rugbrød ca. 45 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). Tag mini rugbrødene op af bageformen straks de er bagt
- Pak gerne brødene ind i et klæde, imens de afkøler, det bevarer fugten.

Noter
Du kan bage hele portionen som rugstykker / mini rugbrød. Supplér med ekstra fyld i så fald.
Brødene er fryseegnede Mandler og rosiner kan erstattes med f.eks. chokolade, tranebær, tørret abrikos ell. lign.Rugstykkerne blev lækre. Knasende sprøde sunde skolerugbrød – et hit som mellemmåltid eller i madpakken.
Når jeg bager rugbrød, så supplerer jeg gerne med det mel/korn/kerner, jeg lige har på lager. Det kan f.eks. være en rest müsli, lidt havregryn, havreflager ell. lign..
Konsistensen skal bare være som en tyk sej masse, der skal være så fast, at der skal vand til for at glatte den ud.
Minirugbrød – skolerugbrød – rugstykker – også et hit med chokolade, mandler eller andre nødder

Det var lækkert og sundt med sådant et rugstykke. Et sødt og sundt mættende mellemmåltid, der mætter godt. Fiberrigt og fedtfattigt.
Sådan så de færdige rugstykker ud. Uhm. Bløde indeni og sprøde udenpå.
Det blev til et lækkert rugbrød og gode rugstykker til fryseren. Helt uden surdej. Du kan sagtens lave minirugbrød af al dejen. Du bestemmer.
Spring du gerne på denne opskrift, især hvis du er den impulsive type, der ikke lige har temperament til at bage med surdej.
Jep det er nemlig så smart, at når man bager med f.eks. tykmælk, så kan du springe surdejen over.
Rugbrød med kærnemælk er f.eks. et hit. Det må du prøve.
Få flere gode nemme opskrifter på rugbrød bagt uden surdej her:
1.

2.








