Asparges med parmaskinke og fetaost er den lækreste snack! Her får du en nem opskrift på lækkert tilbehør med grønne asparges.
Du skal bruge ganske få ingredienser og på ingen tid kan du lave disse grønne asparges med skinke og feta.

Jeg tilberedte aspargesene i et fad og dryppede bare lidt olie, citronsaft og friskkværnet peber over. Feta smuldrede jeg på toppen før serveringen. Voila! Så nemt er det at lave den lækre snack!
Uhm, asparges med parmaskinke og feta smager så lækkert, at jeg kan spise hele fadet selv, hvis jeg får lov, men det gør jeg sjældent. 🙂
Opskriften får du lige her. Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter med asparges.
Asparges med parmaskinke og fetaost – nem opskrift

Ingredienser
- 1 bundt grønne asparges ca. 500 gram
- 5-6 skiver parmaskinke/serranoskinke kan erstattes med bacon
- 1-2 spsk olie
- 1-2 tsk citronsaft kan udelades
- evt. ½-1 tsk akaciehonning kan udelades
- peber
- 100 gram fetaost kan udelades eller erstattes med f.eks. ricotta, burrata, frisk mozzarella el. lign.
Sådan gør du
- Skyl aspargesene og skær/knæk den nederste træede ende af. Del dem i 5-6 små bundter.

- Sno eller rul en skive parmaskinke om hvert bundt asparges og læg dem i et ovnfast fad. Dryp med olie og evt. lidt citronsaft og akaciehonning. Krydr med peber.

- Bag aspargesene i ovnen ved 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn) i ca. 12 minutter, eller til aspargesene er møre og skinken er sprød. Smuldr feta over de varme asparges lige før servering. Servér straks.

Noter
Grønne asparges i ovn med parmaskinke og feta
De sprøde asparges er både lidt søde og salte på samme tid – skøn smag! Tro mig, fadet bliver alt for hurtigt tømt uanset hvor stor en portion du laver.
Du kan både servere dem som forret, frokostret eller som tilbehør til aftensmaden. De vil også være lækre som appetizer eller til tapas. 
Serveringsforslag – sådan kan du servere de grønne asparges med parmaskinke og fetaost:
- Servér dem som tilbehør til grillmad, kylling eller fisk
- Brug dem som forret med brød til
- Servér dem på tapasbord eller på en sommerbuffet
- Kan også nydes som hovedret med nye kartofler, kartoffelsalat eller pastasalat til
Jeg elsker de grønne asparges’ milde neutrale smag. Den salte skinke og feta smagte skønt til de milde, lidt bitre asparges og det var lækkert med lidt honning dryppet også. Surt, sødt, salt, bittert – ja tak!
Du behøver ikke salte aspargesene, da både skinke og feta er rigeligt salt i forvejen.
Tips og variationer til opskriften på asparges med parmaskinke og fetaost:
- Anden ost kan bruges i stedet for feta. Burrata, frisk mozzarella, parmesanost eller gedeost, hvis du er vild med det
- Tilsæt lidt revet citronskal eller revet lime, hvis du vil have mere frisk citrussmag
- Hvid balsamico eller æblecidereddike kan bruges i stedet for citronsaft – kan også udelades
Halløj en lækkerbisken!
Lav gerne rigeligt, så du er sikker på, at der er nok til alle. Du kan tro, de lækre aspargespakker forsvinder hurtigt fra fadet.
Spis løs, når det er aspargessæson! Jeg elsker at eksperimentere med de grønne asparges, og du finder derfor en masse opskrifter på nogetiovnen.dk
Prøv f.eks. denne aspargestærte, disse asparges med sesam eller disse med pesto – uhm!
Få flere opskrifter med asparges ved at klikke her eller se med nedenfor:

Prøv også disse opskrifter med asparges:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.







