Corona living apart i sommerhus.
Ja hvad er det nu for en overskrift?
Bare rolig. Intet drama, men bare lige en glad melding til dig her fra sommerhuset, hvor jeg arbejder hjemmefra p.g.a. Corona.
Som de fleste af jer vist efterhånden ved, så er vi de lykkelige ejere af et dejligt retrosommerhus på Norddjurssland.
Vi købte sommerhuset i 2016 og bliver bare mere og mere glade for det.
Det er pænt køligt om vinteren, men der er brændeovn, så vi kan sagtens holde varmen. Her lige et sneglimt til dig fra sommerhuset.
Ingen kunne have forudset at Corona en dag ville lukke landet ned og beordre hjemmearbejde for rigtigt mange os, inklusive min mand og jeg.
Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at sommerhuset ville komme til at fungere som hjemmekontor i så mange måneder.
Mit i al min gru og bekymring for Corona og dens konsekvenser, priser jeg mig i denne periode ekstra lykkelig for at vi har sommerhuset.
Jeg er så taknemmelig for, at vi havde nået at købe sommerhuset før der for alvor kom “kul” på sommerhusmarkedet.
Lige nu er det faktisk rigtigt svært at finde et ledigt sommerhus, både til købs eller leje.
Går du i sommerhus-tanker, og finder du et yndlings, så kan jeg bare anbefale dig at springe på <3
Corona har gjort at vi danskere ikke rejser i samme omfang som før og at flere også har fået øjnene op for Danmarks kvaliteter som ferieland.
Jeg har altid elsket at holde ferie i Danmark og elskede også før at holde sommerferie i sommerhuset.
Som du kan læse i dette indlæg med mine hemmeligheder,så har jeg jo aldrig været topbegejstret for at flyve.
Sommerhusferie i Danmark passer mig derfor perfekt og det vil det helt sikkert også gøre fremover, også når der bliver åbnet op for flyvninger igen. 😉
Coronanedlukningen af Danmark sendte både min mand og jeg på hjemmearbejde.
Jeg arbejder som bibliotekar og min mand arbejder med IT.
Min mand kan sagtens passe sit job permanent hjemmefra, imens det krævede nogen omstilling for mig, at skulle agere som den hjemmearbejdende bibliotekar. Min omstilling kan du læse mere om her.
Indrømmet.
Det er klart sjovest at arbejde som bibliotekar, når man kan møde bibliotekets brugere fysisk, men heldigvis kan meget foregå digitalt i dag. Der findes e-bøger og lydbøger og videoplatforme vi kan mødes på.
Vi har mange digitale ekspeditioner og møder med borgerne via telefon og skærm og det fungerer rigtigt godt, men virkeligheden er nu alligevel bedst, i den sammenhæng.
Jeg arbejder hjemmefra sommerhuset under Corona nedlukningen
Ret hurtigt øjnene jeg muligheden for at arbejde hjemmefra sommerhuset. Internetforbindelse er det eneste der kræves, så hvorfor ikke bare arbejde hjemmefra yndlings-sommerhus-pletten, når det nu er muligt?
Det er og har virkelig været helt genialt for mig.
Sommerhuset ligger i det skønneste, smukkeste naturområde. Mon ikke vi er mange der under Corona har fået øjnene op for netop at bruge naturen meget mere? Det tror jeg.
Dette smukke sted kan jeg gå tur i, blot 50 meter fra sommerhuset. Fantastisk!
Jeg er virkelig så taknemmelig! Jeg har vidst sagt det før: “Jeg elsker bare mit sommerhus”!
Jeg har 3 dage hvor jeg arbejder med bibliotekar-kasketten på og de 2 øvrige dage har jeg Bagenørden-blogger-kasketten på.
1 dag om ugen er jeg på biblioteket for at passe en “servicevagt”.
Vi udleverer reserverede bøger til borgerne efter click-and-collect-princippet og disse dage ser jeg sådan ud. Ja her er det en visir-kasket jeg bærer 🙂
Det fungerer rigtigt fint at passe begge “butikker” hjemmefra sommerhuset. Jeg har virkelig nydt f.eks. at kunne snuppe en power-walk i frokostpausen i plantagen. Helt genialt også at slutte arbejdsdagen af med en slentretur i skoven.
Faktisk har jeg også taget telefonmøder “walk and talk” i plantagen. Det kan man sagtens 🙂
Jeg må indrømme, at jeg faktisk har opdaget, at jeg trives ret godt med at leve et mere “introvert” liv. Jeg lader faktisk op uden alt for meget tjubang, storbylarm og en masse mennesker, lyde og aktiviteter at forholde sig til.
Jeg har inviteret meget mere natur, ro, fuglefløjt, solnedgange med ind i mit liv.
Jeg oplever at være mindre stresset. Jeg sover bedre og er blevet mere opmærksom på at nyde øjeblikket. Stemninger. Årstidernes skiften. Gyldne natur-øjeblikke.
Sundt at stoppe op og og hoppe ud af hamsterhjulet engang imellem.
I Corona-nedlukningsperioden har jeg faktisk oplevet, at jeg har kunnet arbejde mere fokuseret, koncentreret og sammenhængende uden det fysiske arbejdslivs mange afbrydelser.
Jeg har løst mange opgaver, der før tog meget længere tid.
Jeg har kunnet følge opgaver til dørs og arbejde sammenhængende, uden forstyrrelser. Jeg har virkelig også givet den en skalle med opskrifterne på bloggen.
Dermed ikke sagt at jeg ikke forbander Corona.
En kronisk syg kollega ringede til mig forleden og sagde at hun nu var blevet tilbudt vaccinestikket, efter 1 år i isolation, og jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre her. 
Jeg glæder mig virkelig meget til Corona er en saga blot, for virussygdommen har alt for mange omkostninger for så mange og for samfundet som helhed.
Helt personligt savner jeg muligheden for spontanitet, livemusikoplevelser, restaurantoplevelser og at kunne invitere gæster indenfor.
Allervigtigst for mig er dog, at mine/vores kære ikke rammes af sygdom og at alle kan behandles, for pludselig opstået sygdom.
Hjemme hos os har vi ikke været pressede hverken sygdomsmæssigt eller økonomisk, og 7-9-13 har ingen i vores familie været syge.
Jeg krydser fingre for at alle klarer den, til vaccinen er gennemført.
Hvad er det nu for noget med living together apart? Du er vel ikke blevet skilt Bagenørd?
Nej slet ikke. Kærligheden trives i bedste velgående.
Vi har dog de sidste 2 måneder i praksis levet hver for sig, da vi i ugens løb arbejder i hver vores hus: jeg i sommerhuset og mand i huset i Randers.
Faktisk er vi åbenbart ret “moderne” da det åbenbart er ret populært med “living together apart” hvor ægtefæller bor hvert sit sted, og så bare ses i weekenderne. Det er ellers sjældent vi er med på “noderne” 🙂
I praksis, når vi arbejder hjemmefra, har vi mange telefon- og videomøder i dagens løb, hver især.
Vores hus i Randers er i 2 etager, med et ret lille grundplan, så indrømmet, vi forstyrrede lidt hinanden som hjemmearbejdende i samme rum.
Min mand synes at jeg taler højt og længe til videomøderne og at jeg siger mange ord. Ej altså, det kan jeg jo bare slet ikke forstå??! 🙂
Jeg synes til gengæld at min mand har mega-mange og lange møder med mange udenlandske kolleger til sent ud på aftenen. Møderne og det høje arbejdspres smittede af på mig.
Indrømmet. Jeg er lidt en nysgerrig-Gitte, så jeg brugte meget tid på at lytte med på min mands møder og indrømmet – jeg blev da mega distraheret.:-)
Nu har vi kontor i hver vores hus og det fungerer bare så godt.
Vi mødes i weekenden, hvor vi nyder hinandens selskab – går ture, besøger venner og bekendte udenfor, laver lækkert mad, læser, bager kager eller bare slapper af.
Det fungerer bare rigtigt fint.

