Kringler med creme og svesker af en nem, hurtig bagepulverdej. Her får du god opskrift på galopkringler med sveskemos og kagecreme.
Hvad siger du til en klassisk sveskekringle? Sådan en som vor mormor eller bedstemor altid lavede førhen?
Kringle er en kage, der nemt kan gå i glemmebogen, og sveskekringlen også. Jeg vil gerne slå et slag for at kringlerne genfødes i dit hjem – for de smager jo skønt!
Lad endelig kringlerne leve videre til de kommende generationer også.
Disse kringler er “galopkringler”, og de er særligt hurtige at lave, for dejen skal slet ikke hæve. Måske det forklarer galop-navnet?
Dejen er nem at ælte sammen, også uden røremaskine. Det er virkelig genialt, at man kan bage kringle uden at skulle vente på dejen hæver først. Dem må du prøve.
Den kringle opskrift du får her giver 2 kringler, og fyldet bestemmer du helt selv.
Kan man lave kringlerne med andet fyld?
Ja sagtens. Sveskemos og creme giver dog en god smag og gør kringlerne “snaskede” og cremede.
Er du ikke vild med svesker, så kan fyldet sagtens erstattes med andet yndlingsfyld – det kunne være Nutella, kanelremonce, marcipanremonce eller syltetøj og remonce?

Få inspiration til flere opskrifter på nemme, hurtige kringler nederst i dette indlæg.
Kringler med creme og svesker – nem opskrift

Ingredienser
Kringledej:
- 250 gram mel
- 3 tsk. bagepulver
- 1 knivspids salt
- 3 spsk. sukker
- 100 gram blødt smør
- 1 sammenpisket æg gem lidt til pensling
- 1 dl. mælk kærnemælk/ tykmælk/skyr el. lign. kan også bruges
Sådan gør du
- Bland mel med bagepulver, sukker og salt. Tilsæt sammenpisket æg og mælk (gem lidt æg til pensling). Ælt smørret i til sidst. Varmen fra hænderne vil samle dejen. Køkkenmaskine kan også bruges. Saml dejen til en klump.

- Del dejen i to og rul dejen ud i lange smalle rektangler ca. ½cmx30x15 cm. Drys lidt mel på bordet, så dejen ikke hænger i. Du kan rulle dejen ud direkte på et stykke bagepapir. Jeg brugte min siliconemåtte. Rul ikke dejen for tyndt ud.

- Fordel sveskemos på midten af dejen og læg en stribe af kagecreme ovenpå. Husk at gemme fyld nok til begge kringler.

- Fold enderne indover fyldet og herefter siderne af dejen indover, så kringlen samles på midten. Tryk/nip samlingerne godt sammen, så fyldet ikke løber ud. Læg nu kringlerne på en bageplade beklædt med bagepapir.

- Pensl grundigt med resten af det sammenpiskede æg og drys med perlesukker og mandelflager/ grofthakkede mandelstykker. Ægget giver farve, sprødhed og er med til at "forsegle" kringlen, så fyldet ikke så nemt løber ud.

- Bag kringlerne 15-20 min. på 2. nederste rille v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn.) Kringlerne er færdige, når de er sprøde og gyldne. Bag dem ikke for længe.

- Lad gerne kringlerne afkøle lidt, før du skærer dem ud.

Noter

Kringlestænger med sød sveskemos og kagecreme – hjemmelavet kringle til kaffen
Hjemmebagt kringle med svesker og creme – ja tak! Her fik du en nem og hurtig opskrift på to lækre kringlestænger, fyldt med sveskemos og blød kagecreme.
Sveskemosen passer virkelig godt sammen med den milde vaniljecreme. Skøn smag disse kringlestænger har.
Kringlerne er bløde og svampede i midten og sprøde udenpå med æg, mandler og perlesukker på toppen. Tro mig, der vil blive jubel ved dit kagebord, hvis du serverer disse kringler. 🙂

Skal det gå tjept, så kan du sagtens bruge kagecreme fra brev og færdiglavet sveskemos/sveskegrød.
Måske du også har svesker til overs fra julen? Så er det nemt at trylle en hjemmelavet portion selv.
Hvis du vil lave din egen kagecreme, så brug gerne en bagefast creme som denne.

Hvordan er holdbarheden på kringler med bagepulverdej?
Galopkringler er allerbedst nybagte, men de kan sagtens nydes kolde også.
Bagepulver kringler er bedst samme dag de er bagt, men de kan sagtens lunes i ovn/airfryer dagen efter også. De kan også fryses og tages op til senere brug.
En kringle med gærdej, holder sig frisk i lidt længere tid. Galopkringlerne smager dog så godt, at de næsten altid bliver spist samme dag. 🙂

Kringle er en skøn kage, både til hverdag og når der kommer gæster til kaffe. Kringle er en klassiker på ethvert kagebord.
Min mand er VILD med kringle og selvom han nok foretrækker en klassisk kringle med gærdej, så vakte disse kringler med creme jubel, kan du tro. Min mand er nok ikke den eneste, der er en stor kringle-fan? 🙂 
Tips og variationer til kringler med creme og svesker:
Du kan udskifte sveskemosen med f.eks.:
- Æblemos, rabarberkompot, brombærmarmelade, hindbærsyltetøj eller andet kompot/syltetøj. Måske du har en rest i dit køleskab eller spisekammer du kan bruge?
- Cremen kan erstattes med anden remonce eller tynde skiver marcipan.
- Pynt evt. med glasur i stedet for perlesukker og mandler.
Rigtig god fornøjelse med kringlen – jeg håber – og tror – at den også bliver et hit hjemme hos dig.
Hvis du vil prøve “kongen” over alle kringler, så må det vist være denne Søren Ryge kringle – lavet med margarine. Helt som “vor mormor” gjorde. Den må du da også prøve.
Hvis du foretrækker de hurtige deje, så prøv også denne med butterdej.

Få flere opskrifter på kringler her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.







