Cremet kyllingesuppe med grøntsager. Her får du en god nem opskrift på suppe med kylling, kokosmælk, karry og nudler.
Det er en cremet, velsmagende og nem karrysuppe, du får opskriften på her.

En skøn suppe, der er oplagt at lave, hvis du har en rest kyllingekød til overs. Måske I har spist kylling dagen før og ikke kunne spise det hele?
Suppen laver vi tit, når vi har en kyllingerest og grøntsager i køleskabet, der trænger til at blive brugt. En oplagt stop madspildssuppe.

Vi elsker kyllingesuppe herhjemme. Nederst i dette indlæg kan du se flere opskrifter på nemme supper med kylling, oksekød eller svinekød.
Cremet kyllingesuppe med grøntsager – nem opskrift

Ingredienser
- Smør til stegning
- 3-5 fed hvidløg du kan nøjes med mindre
- 3 hønsebouillonterninger anden fond kan bruges
- 2 spsk karry ca. mængden afhænger af hvor stærk din karry er - smag til
- 3-400 gram tilberedt kyllingekød Gerne en rest "plukket" kylling eller 2 stegte kyllingebryster. Jo mere kylling, jo bedre og mere fyldig suppe.
- Salt/peber
- 4-5 gulerødder i små tern
- 1 løg
- 2-3 porrer snittet i 1 cm stykker - kan erstattes med 4-5 forårsløg.
- 1½ liter kogende vand erstat gerne noget af vandet med kyllingefond, hvis du har
- 125 gram nudler ca. Kan udelades eller erstattes med suppehorn
- 400 ml kokosmælk kan erstattes med fløde og du kan nøjes med mindre
- 200 gram flødeost gerne pikantost ell. lign kan udelades eller du kan nøjes med mindre
Sådan gør du
- Pres hvidløg og svits dem i lidt smør sammen med karry og bouillonterninger. Karryen skal "brændes af" i smørret, for at afgive mest smag.

- Snit løg i skiver og svits sammen med kyllingekød. Tilsæt evt. ekstra smør. Lad kyllingen stege lidt imens du skræller gulerødder og renser/snitter porrerne. Omrør undervejs.

- Skær gulerødderne i tern og svits grøntsagerne med. Lad dem gerne brune og stege til porrerne er faldet lidt sammen. Krydr med salt/peber.

- Tilsæt kogende vand/kyllingefond og lad suppen simre, gerne i minimum en halv time. Tilsæt nudlerne de sidste 10 minutter og kokosmælk og flødeost de sidste 5 minutter. Suppen skal helst ikke boblekoge på det tidspunkt.

- Smag suppen til, evt. med mere salt/peber eller karry. Servér suppen rygende varm gerne med en skive flute eller andet madbrød til.

Noter
Cremet karrysuppe med kylling og grøntsager – stop madspildssuppe
Både kokosmælk og flødeost giver god smag til suppen og gør den ekstra cremet. Disse ingredienser runder smagen af og legerer suppen.
Måske du også har en rest flødeost, der trænger til at blive brugt? Det er GENIALT at stoppe flødeost i suppe!
Er du ikke vild med hverken flødeost eller kokosmælk, så kan det sagtens udelades. Så bliver suppen mere fedtfattig.
Du kan også erstatte med piskefløde, Cremefine, kaffefløde eller madlavningsfløde.
Har du ikke en rest kylling, så kan du sagtens stege 2 kyllingebryster. Bare skær kyllingen ud og steg dem i gryden, stegeskorpe giver god smag til både kyllingekød og suppe.
En cremet kyllingesuppe med grøntsager som denne, er genial til en kold vinterdag eller som “restemad”.
Opskriften kan du nemt kan tilpasse efter de grøntsager du har i grøntsagsskuffen og de kyllingerester du har i køleskab eller fryser.
Nudler i suppen giver ekstra fylde og mæthed, men de kan selvfølgelig sagtens udelades.
Vi havde en rest af Løgismose kylling! En kæmpe kylling, fyldt med kraft, saft og rigeligt kød. En lækker, smagfuld kylling.
Kyllingen er rimeligt dyr, så jeg havde satset på, at der gerne skulle være mad til et par dage. Der var nogle stykker tilbage, rigeligt til denne dejlige suppe.

Når du steger en kylling, så gem endelig den gode stegesky. Det gælder også, hvis du bare steger to kyllingebryster. Alt giver smag – selv en lille smule stegesky.
Der var en smule kyllingefond til overs fra Løgismose kyllingen, og den gav også smag til suppen. Det er guld i suppe med hjemmelavet fond, så gem den altid og frys den evt. ned til senere brug.

Til suppe får vi her i huset tit lækkert brød til. Det blev til et sprødt grydebrød – verdens bedste brød denne gang.
Skønt brød til suppen. Smager fantastisk med iskoldt smør på og dyp gerne brødskiverne i suppen.
Bare lige en anbefaling til dig – du skulle da næsten både prøve kyllingesuppen og det lækre brød. 🙂
Er du vild med kyllingesupper med smæk på smagen, så prøv denne version med chili. En klassisk hønsekødssuppe er jo også altid et hit.
Er du vild med karrysupper uden kød, så prøv f.eks. denne med fersken. Også en skøn suppe, kan du tro. 🙂 
Få flere opskrifter på flere nemme supper med kød her:
1.

2.

3.

4,

5.

6.

7.

8.

9.


Her ser du opskriftens oprindelige billede. Jeg har siden opdateret opskriften med nye billeder og lidt andre ingredienser/ 2026






