Minifrikadeller – her får du en god, nem opskrift på hjemmelavede små frikadeller.
Disse små minifrikadeller er en rigtig god idé, når du gerne vil lave frikadeller, der er nemme at servere både til frokost, buffet, madpakke eller aftensmad.

Alle vil elske at hapse en lille minifrikadelle og et fad vil hurtigt blive tømt. En populær servering med f.eks. kartoffelsalat til. En sikker vinder til tapas og julefrokost også.
Du kan sagtens lave frikadellerne mindre end jeg og servere dem f.eks. på spyd med små cherrytomater på også. De vil være et hit til børnefødselsdagen og til studenterfesten også.
Frikadellerne er hurtige at stege og kan holde sig i køleskabet i et par dage. De kan også fryses. Skønt at have hjemmelavede frikadeller i fryseren, der hurtigt kan varmes på travle dage.

Jeg lavede disse små frikadeller med hakket svinekød, æg, løg, havregryn og lidt mel i farsen. Min yndlingsfrikadelleopskrift!
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på frikadeller i andre afskygninger. Ja, man kan jo heldigvis lave frikadeller på SÅ mange forskellige måder.

