Myntekys – her får du en god nem opskrift på kyskager med mynte og chokolade. De lækreste småkager med den dejligste smag.
Sprøde små marengskys med frisk mynte og chokolade – nemme at bage og perfekte som glutenfri småkage til kaffen. Fedtfattige er de også, for der er intet fedtstof i dejen.
Jeg er blevet helt vild med at bruge mynte i småkager, det giver nemlig den dejligste pebermyntesmag.
Kyskager kan godt være lidt neutrale i smagen og her giver mynte et dejligt friskt pift.
Mynte har jeg også prøvet at bruge i disse Pavlova fuglereder og de smagte virkelig godt! Straks fik jeg lyst til at prøve at lave kyskager af marengsmassen også.

Lette sprøde kyskager med den dejligste smag. Jeg brugte også lidt orangechokolade, som gav en god smag til kagerne.
Chokolade med pebermyntesmag vil også være godt at bruge – After Eight f.eks.?
En anderledes måde at lave kyskager eller marengskys på.
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på kyskager og marengs i mange afskygninger.
Myntekys – opskrift på kyskager med mynte

Ingredienser
- 2 æggehvider
- 135 gram flormelis kan erstattes med alm. sukker
- 1 tsk vaniljesukker kan udelades
- 10 friske mynteblade finthakket. Kan udelades eller erstattes med f.eks. citronmelisse.
- 25 gram chokolade jeg brugte 10 orangegrene, men al slags mørk chokolade kan bruges, gerne mint chokolade.
Sådan gør du
Mini pavlova:
- Pisk æggehviderne stive med elpisker. Skålen og elpiskeren skal være helt ren og tør. Pisk 1 spsk flormelis i æggehviderne ad gangen og pisk til du har en sej, blank marengs, som du kan trække toppe i.

- Skyl myntebladene og dup dem tørre. Hak mynteblade og chokolade meget fint .

- Vend forsigtigt mynte og chokolade i marengsen med dejskraber.

- Rør kun så lidt som muligt og kun lige til ingredienserne er indarbejdet i marengsmassen. Rører du for meget, kan marengsmassen falde sammen.

- Læg bagepapir på en bageplade og form små kyskager. Du kan evt. sprøjte dem ud med en sprøjtetylle. Kagerne kan godt stå tæt, da de ikke hæver meget.

- Bag kyskagerne midt i ovnen v. 100 grader varmluft (125 gr. alm. ovn) i minimum 50 minutter eller til de er tørre og slipper papiret. Sluk ovnen og lad kagerne tørre i ovnens eftervarme med en grydeske i klemme i ovnlågen. Afkøl på bagepladen.

- Løsn myntekyssene forsigtigt fra bagepapiret og de er klar til servering.

Noter
Sprøde, lækre kyskager med frisk mynte og chokolade – kan også laves uden mynte
Kagerne er sprøde udenpå og lidt seje indeni. Vil du have dem helt tørre, så lad dem bage lidt længere ved lav temperatur.
Marengs skal bage længe ved svag varme. Skruer du for højt op for temperaturen, kan du opleve at dine marengs sprækker. Tålmodighed er en god ting, når du bager marengs kyskager.
Jeg lader dem altid tørre i ovnens eftervarme, med en grydeske i klemme i ovndøren. Bare lige et tip til dig. 
Denne portion bagte jeg af de sidste mynte i haven.
Mynte har sæson fra april til oktober, eller til den første frost kommer, så sæsonen er lang.
En frodig plante, der breder sig og vokser i vildskab. Plant den derfor gerne i sin egen krukke ellers så har du mynte i hele haven. 🙂
Mynte dufter skønt og giver en dejlig frisk pebermyntesmag, som også er god i f.eks. mynte iste eller i en myntesirup, du kan bruge på pandekager, eller i teen også.
Hvis du synes det lyder lidt for dristigt med mynte i kyskagerne, så kan kagerne jo sagtens laves uden mynte også. Du kan også tilsætte andre smage f.eks. lakrids?
Hvad kan man evt. erstatte mynte med?
- De vil også være lækre med f.eks. citronmelisse eller revet citronskal eller måske appelsinskal. Er du endnu mere dristig, kan du prøve med rosmarin.
- En krydderurt, flere bruger i kager også – det har jeg dog endnu til gode at prøve.
- Erstat evt. mynte med hindbær essens / hindbær aroma og et par dråber rød frugtfarve – så kan du lave hindbærkys.

Tips og variationer til opskriften på myntekys – kyskager med mynte og chokolade:
- Jeg har brugt flormelis her, da det opløser sig nemmest i æggehviderne. Du kan også bruge almindeligt sukker/rørsukker eller en blanding af sukker/flormelis.
- Mynte kan erstattes med et par dråber pebermynteolie.
- Vil du gerne have at dine myntekys får en grønnere farve, så tilsæt et par dråber grøn frugtfarve. Det ser festligt ud, især hvis de skal bruges på kagefade eller som værtindegave.
- Brug den chokolade du har – både mørk, lys eller chokolade med smag kan bruges. Chokolade kan også udelades.
- Marengskyssene kan også bruges som pynt på isdesserter og kager – f.eks. som knust marengs.
- Prøv også denne version med kaffe.

Kyskager er perfekte som en lille sød småkage til kaffen. De kan holde sig længe i kagedåsen. Sprøde småkager, der smelter på tungen. Dem må du prøve.
Der er slet ikke mel i dejen, så de er også gode som en lille glutenfri småkage.
Myntekys med mynte og chokolade er blevet et nyt hit herhjemme. Dejligt jeg kastede mig ud i eksperimentet. Hvo intet vover, du ved. 🙂
Skal du kun bruge en lille portion, så kan de bages i airfryer. Få inspiration i denne opskrift.
Vil du bage flere søde småkager med æggehvider, så prøv også disse kokosmakroner.
Rigtig god fornøjelse i køkkenet – jeg håber også at du vil synes om disse myntekys.
Prøv også disse opskrifter på kyskager, marengs eller marengskager:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.







