Kartoffel porre suppe. Uhm her får du opskriften på en dejlig nem kartoffelsuppe med porrer.
Kartofler og porrer i overskud og hvidløg på lager – perfekt, så er der basis for en god grydefuld kartoffel porre suppe.
På en halv time var der en stor portion kartoffelsuppe med porrer og hvidløg klar.
Suppen lunede, den var nem, sund, fedtfattig, billig og varm. Suppen passede helt perfekt til en råkold decemberdag.
Hvis der er lavvande i pengekassen, vil suppen også være perfekt, for den er meget billig at lave.
Suppen blev cremet, fyldig og meget mættende. Suppen kræver ganske få ingredienser og er hurtigt klar.
Jeg har lavet kartoffelsuppe i flere afskygninger før. Her ser du f.eks. en lækker kartoffelsuppevariant med bacon og her en variant med gulerødder. Lækre supper allesammen.
I dag får du opskriften på den lækre kartoffel porre suppe.
Porresæsonen er heldigvis lang og det er en oplagt suppe at lave året rundt. Suppen er også rigtig fin som forret, den må du prøve.
Her kommer dagens opskrift på kartoffelsuppe med porrer og hvidløg.
Kartoffel porre suppe – få en god nem kartoffelsuppe opskrift hér
Ingredienser
- 2 spsk smør til stegning
- 4 bouillonterninger brug gerne fond i stedet
- 1-1½ kg kartofler i tern. Jeg brugte 12 store kartofler
- 3 store løg i tern
- 5 fed hvidløg
- 3-5 porrer i skiver i skiver - brug den grønne del også. Kan erstattes med 2 bundt forårsløg
- 1½-2 liter kogende vand
- 2½ dl fløde - gerne fløde light kan udelades eller erstattes med f.eks 200 gram pikantost
- Salt/peber
- Drys: Sprødstegt bacon, croutoner eller forårsløg
- Tilbehør: flutes eller hvidløgsbrød: brød smurt med hvidløgssmør
Sådan gør du
- Svits løg og bouillonterninger i smør
- Skær kartoflerne i tern og svits dem med
- Skær porrerne i skiver og svits dem med
- Pres hvidløgsfeddene i.
- Drys med salt og peber
- Hæld kogende vand ved og lad suppen koge under låg i 20 minutter ca.
- Blend suppen
- Tilsæt fløde
- Smag til med ekstra salt og peber
- Steg evt. bacon til drys eller nøjes med forårsløg hvis du ønsker en mere fedtfattig version
Noter
Nem og lækker kartoffel suppe med porrer – legeret med fløde og toppet med forårsløg. En hurtig kartoffelsuppe med porrer
En-to-vupti-var der suppe til folket.
Der blev til en stor suppegryde, med rigeligt suppe til 4 personer i to dage. Perfekt, at der er rester til i morgen.
Perfekt også, at suppen er nem at lave. Det kan vi godt lide på travle hverdage, hvor vi kommer sent hjem.
Suppen er rigtig fin som hovedret med lækkert brød til, men den vil også være et hit som forret.
Vi peppede suppen op, med resterne af ris a la mandebollerne fra forleden.
En rest ris a la mande blev brugt til boller og nu blev resten af bollerne så brugt til hvidløgsbrød. Dobbelt-op på rester og dobbelt op på stop madspild. 🙂
Du kan finde opskriften på ris a la mandebollerne lige her. Nej man kan slet ikke smage, at bollerne er bagt på ris a la mande, end ikke vaniljen kan smages.
Det er nemt at lave suppe, og den kan varieres i det uendelige. Du kan bruge lige de grøntsager du har på lager.
Suppe er en rigtig god måde at få en masse vitaminer på og de fleste har lyst til at spise med, både store og små. Find din suppefavorit.
Du kan lave broccolisuppe, gulerodssuppe, aspargessuppe, champignonsuppe – og fortsæt endelig selv listen.
Måske du har din helt egen yndlingssuppe?
Har du ikke en blender, kan du sagtens spise suppen uden blender, så bliver suppen bare mere rustik.
Jeg kan dog godt lide at den bliver fyldig og cremet. Smag gerne suppen til med fløde, men det kan undværes, hvis du ønsker en mere fedtfattig suppe.
Jeg brugte Milda light, og det gik fint an. Du kan også bruge pikantost, eller anden flødeost, at “afrunde” smagen med i stedet for.
Her kommer suppeprocessen i billeder fra start til slut.
Sådan laver du den nemme kartoffel porre suppe – se billederne her:
Jeg brugte porrer, fordi jeg lige havde porrer i grøntsagsskuffen.
Porrer er en rigtig god vintergrøntsag og kan lige nu købes for ingen penge.
Vi spiser mange porrer om vinteren og husk endelig at bruge rigeligt af det grønne stykke også. Det er nemlig her smagen sidder.
Jeg brugte forårsløg som drys, fordi jeg fandt et bundt der havde gemt sig i køleskabet.
Mine teenagere foretrækker bacondrys, men var lette at overtale. Der er røget kilo på i julen, så det gør ikke noget, at dagen suppe blev en lidt mere fedtfattig version. 🙂Det blev en lækker suppe, enkel og velsmagende.
Det er snart nytårsaften og du vil snildt kunne lave den til dine gæster, som forret, serveret med lækkert brød til?
En lidt mere festlig suppe kunne være denne lækre kraftige minestronesuppe med bacon og oksekød. Uhm.
Nu må nytårsmenuen også gerne snart falde i hak. Familien siger bare “fisk” eller “en stor bøf” når jeg spørger.
Fortvivlet spørger jeg til salat eller tilbehør, men ingen hjælp her 😉 Min søde datter har tilbudt at lave citronfromage og det tilbud springer vi da helt sikkert på.
På bloggens Facebookside har mange af jer været søde at skrive jeres nytårsmenuer til mig. Jeg er totalt imponeret og blæst omkuld.
I er jo sande gourmeter! Wow så lækre menuer der skal spises derude – tak for god inspiration, som altid. Hvor mange har I plads til omkring bordet? Har I plads til 4 ekstra? 🙂
Rigtig godt nytår til dig og dine – og velbekomme jer<3
Få flere lækre opskrifter på dejlige supper med kartofler og porrer her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.