Vaniljeremonce med smør og sukker. Her får du en enkel opskrift på lys remonce med smør, sukker og vanilje. Enkelt, nemt og lækkert!
Vaniljeremoncen kan du bruge som remonce i f.eks. kringler og kærnemælkshorn, ja mange forskellige slags sødt bagværk.

En lys remonce uden marcipan, du kan røre sammen på få minutter. Husk blot at tage smørret ud af køleskabet i god tid. Det skal være blødt, men ikke smeltet.
Opskriften er nem at huske. Du skal nemlig bruge samme mængde smør og sukker. Voila! Portionen nedenfor passer ca. til 2 kringler.

Nederst i dette indlæg kan du se flere opskrifter på remonce og lækre kager og bagværk med remonce.
Vaniljeremonce – nem opskrift på remonce med vanilje

Ingredienser
- 175 gram sukker
- 175 gram blødt smør
- 2 tsk vaniljesukker ½ vaniljestang kan også bruges
- evt. ½-1 tsk kardemomme
Sådan gør du
- Skær det bløde smør i mindre stykker, og kom det i en skål. Er dit smør meget hårdt, kan det lunes få sekunder i mikroovnen. Rør sukker i og smag til med vaniljesukker og evt. kardemomme.175 gram sukker, 175 gram blødt smør, 2 tsk vaniljesukker, evt. ½-1 tsk kardemomme

- Rør ingredienserne sammen, til remoncen er blød og nem at smøre ud. Din vaniljeremonce er nu klar til brug. Fordel vaniljeremoncen på dejen som beskrevet i den opskrift, du bruger.

Noter

Lys remonce med smør, sukker og vanilje. Remonce med 3 ingredienser som fyld til sødt bagværk.
Når vaniljeremoncen bruges som fyld i f.eks. en kringle, så karamelliserer sukkeret og smørsmagen træder rigtigt frem. Det lækreste kringlefyld, der også gør bagværket blødt og lækkert.
I en klassisk gammeldags mormorkringle tilsætter mange også rosiner sammen med remoncen. Det er lidt smag og behag, om man er til rosiner i bagværk. Du bestemmer.
Hvis du bruger vaniljeremoncen til kringle, så drys også gerne grofthakkede mandler, hasselnødder eller pistacienødder på remoncen.
Hakket chokolade ovenpå er også lækkert som fyld. Uh, alle de fristelser!

Hvad kan vaniljeremonce bruges til?
Vaniljeremoncen kan blandt andet bruges i:
- vaniljesnurrer, vaniljesnegle og butterdejssnegle
- kringler, wienerbrød, horn og andre gærkager
- fastelavnsboller, tebirkes og andre søde boller med fyld
Tips og variationer til opskriften på vaniljeremonce:
- Tilsæt fintrevet citron- eller appelsinskal, hvis remoncen skal have en frisk citrussmag.
- Erstat al eller noget af sukkeret med brun farin. Det giver en lidt mørkere karamelsmag.
- Hvis du tilsætter 50-100 gram revet marcipan, så kan du lave marcipanremonce.
- Knus evt. også makroner og tilsæt til remoncen.
- Du kan også lave kanelremonce ved at tilsætte kanel.
- Prøv også disse snegle med brunsvigerremonce.
- Tilsæt evt. også en smule romessens eller mandelessens. Bare smag til.
- Skal det være ekstra luksus, så brug ½-1 vaniljestang i stedet for vaniljesukker.

Jeg tilsatte vaniljesukker og lidt kardemomme til remoncen.
Kardemomme giver en let krydret smag. Brug ½ tsk for en mild smag og 1 tsk, hvis du er vild med kardemommesmag.
Kardemommen kan sagtens udelades, men den giver nu en god smag, især hvis du skal bruge remoncen til kardemommesnurrer eller kardemommesnegle.
Vanilje kan også udelades, hvis du vil lave en helt enkel remonce med smør og sukker.

Kan vaniljeremoncen laves i forvejen?
Ja, den kan sagtens røres sammen på forhånd og opbevares i køleskabet i tætsluttende beholder.
Tag den ud lidt før brug, så den bliver blød nok til at smøre ud. Remoncen kan også lunes få sekunder i mikroovnen.
Lav gerne en stor portion og frys ned, når du kan finde et godt tilbud på smør.
Det er dejlig nemt at have fyldet klar, når man får lyst til at bage kringlelækkerier eller andet sødt bagværk.
Mig? Jeg må absolut prøve at lave vaniljesnurrer snart. Nu har jeg ihvertfald styr på remoncen! 🙂
Rigtig god fornøjelse med vaniljeremoncen til dig. 🙂
Få flere opskrifter på remonce her:
1.

2.

3.

Opskrifter på bagværk og søde sager med remonce:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.






