Bagenørdens ovn er gået kaput! Altså sikke en redelighed! Hvordan kan man sige at man har noget i ovnen, når ovnen er brændt sammen? Nogen ville sige, at det da vist ikke er så sært at min ovn nedsmelter?Ja det kan der da vist være noget om. Den kører jo fra tidligt til sent? 🙂
Måske. Eller også var det bare en lorteovn vj havde. Den var jo faktisk ikke særligt gammel? NÅ men pyt. Shit happens og vi går ikke sultne i seng. Nød lærer nøgen kvinde at spinde? (læs:ovnkaput får Bagnørden til at stege på pande og servere kolde risretter ;-).
Nå men fredagskyllingen måtte ofres og de hjemmelavede pommes frites ligeså.
Vi spiste i stedet kylling Cordon Bleu (kyllingefilet med ost og skinke i) og en nem rissalat til. Risresten havde vi på lager og cordon bleu’erne blev købt færdigtryllede. Det var en nem menu! Et kvarter og voila! Helt genialt til en sen og halvfortravlet fredag.
Du kan sagtens lave Cordon Bleu Kylling selv ved at skære en lomme i en kyllingeschnitzel og presse 1 skive skinke og 1 skive ost ind i hulrummet. Luk med kødnåle. Panér kyllingefiletterne med æg og hvedemel/rasp
Nogle gange kan du – som jeg – være heldig at købe færdig Cordon Bleu og de smager ganske fint, i en snæver vending.
Nedenfor får du opskriften på den nemme risssalat og den sprødstegte kylling;
Cordon bleu kylling & nem rissalat med ærter

Ingredienser
Rissalat:
- 5-7 dl koggte kolde ris (kogt bulgur, cous cous, kogte kolde kartofler eller pasta kan også bruges)
- 1 peberfrugt i tern
- 600 gram ærter
- 1 agurk i tern
- 1 rødløg i små tern
- 10 cocktailtomater skåret i kvarte
- ½ dl olivenolie gerne jomfruolivenolie
- 4-5 spsk hvidvinseddike
- 1-2 tsk hvidløgspeber
- 1-2 tsk groft salt
- 4 kylling Cordon Bleu købes færdiglavede ell. laves selv ved at skære en lomme i en kyllingeschnitzel og presse 1 skive skinke og 1 skive ost ind i hulrummet. Luk med kødnåle. Panér kyllingefiletterne med æg og hvedemel/rasp
Sådan gør du
- Hvis du ikke har en risrest, så kog ris om morgenen og stil til afkøling
- Vend ærterne med den kolde ris
- Snit rødløg, agurk og peberfrugt i små tern og vend med risene
- Skær cocktailtomater i både og vend i.
- Hæld olien og hvidvinseddiken over
- Drys krydderierne over og vend godt.
- Stil rissalaten koldt imens du steger kyllingefiletterne (6 min på hver side ved svag varme, hvis de er dybfrosne, ellers kun 3-4 minutter)
- Så er der serveret!
Noter
Sprød Cordon Bleu kylling og nem rissalat – aftensmad på få minutter
Måske vil du synes jeg er en sjuft, når jeg køber kylling Cordon Bleu færdigfrosne? Ja fy skamme.
Jeg går gerne til bekendelse og har ikke engang røde ører. Sådan blev det i dag og wow de færdigkøbte var lækre, men ellers er det jo heldigt at de hjemmelavede også er nemme og hurtige at lave. Se tips til hvordan du gør i opskriften ovenfor.
Cordon Bleu smager virkelig lækkert med rissalat til.
Det er genialt og nærmest utroligt at man kan “stoppe madspild” ved at spise så lækker en rissalat?
Salaten er virkelig nem at lave og og kan varieres i det uendelige. Du kan bruge lige de grøntsager du har på lager. Det kunne have været forårsløg, majs, gulerodstern? Du bestemmer – og lad gerne din grøntsskuffe bestemme.
Det blev en rigtig lækker ret og samtidig en ret der kan serveres for næsten ingen penge. Mine sunde teenagere var ellevilde og snakken gik “Dette kan vi spise når vi er fattige, er flyttet hjemmefra og skal spise mad på kollegiet”. 🙂
Vi spiste og spiste alle af rissalaten og alligevel er der rissalat nok til frokost i morgen. Lækkert!
Sådan gik den fredag. En Bagenørd der for en gangs skyld IKKE har noget i ovnen – og det blev jo faktisk en meget fin dag alligevel? Vi savner dog vores gode hjemmelavede morgen/frokostboller – og glæææder os derfor til vi får en ny ovn leveret på mandag. 
Hvilken ovn købte jeg så? Såmænd bare en med et kæmpe ovnrum (70 liter). Nej det blev ikke til en dampovn – jeg er en nærigpind og synes mit brød bliver rigtigt fint og sprødt når jeg bare stiller en skål vand ind i bunden af ovnen. Måske jeg bare er gammel og forstokket? Jeg er fint tilfreds.
Jeg er sikker på at jeg uden tvivl ville elske en dampovn, hvis jeg fik en sådan. Gider bare ikke lige investere SÅ mange penge lige nu (er du vimmer, jeg vil jo kunne få en ny smuk stribet sofa i vores – måske kommende – sommerhus for restpengene?? – Prioritering – you know. It’s a hard game! 🙂
Rigtig god påske til dig. Vi har skudt den igang her på matriklen og skal kigge på sommerhuset igen på tirsdag. Vi bruser over indeni, men bevarer selvfølgelig “stenansigtet” i forhandlersituationen. Du hører nærmere – hvem ved om sommerhuset snart bliver vores nye kæreste eje? 🙂









hej Gitte, det bliver jo spændende med sommerhuset, men skidt med ovnen, nå ny ovn på mandag så er alt jo godt igen, vi har også 70 liter ovnrum, det kan du glæde dig til. Tak for mange fantastiske opskrifter fra dig, i dag blev det nakkefilet i Rømertopf (stegeso) , Super
KH. John