Har du også stadigvæk mange æbler i din have?
Vores æbletræer har været ufatteligt gavmilde i år og æblesæsonen synes uendeligt lang. Vi har lavet æblekager på striber, lavet æblemarmelade, lavet æbleflæsk, brugt æbler i alskens madretter og ikke mindst – spist æblerne som de er.
I efterårsferien havde vi gæster i sommerhuset og jeg havde forinden samlet en stor pose æbler sammen derhjemme, som vi tog med. Jeg lavede en kæmpe æblecrumble til vores kaffegæste, en helt ny æblecrumble-variant med havregryn, kardemomme og sirup. Kagen smagte skønt og vi spiste den med flødeskum til. Uhm <3
En æblecrumble er altid et hit at servere for gæster. Den er meget nem og hurtig at lave og gæsterne elsker den altid, næsten uanset hvilken version den serveres i.
En æblecrumble er lynhurtig. Dejen skal bare smuldres sammen og drysses på toppen af æblestykkerne. Nemmere bliver det ikke.
Æblecrumblen var et hit og helt perfekt. Sprød på toppen og blød i bunden. Smagen af kanel og kardemomme er perfekt til æbler og sirup giver en karamelagtig smag. Jeg er vild med sirup i kager og særligt vild med krydderi i æblekager! 🙂Du kan få brugt en masse æbler til denne crumble, så kig med her, hvis du stadigvæk har en masse æbler i din have eller i dine frugt-lagre.
Opskriften på den nemme æblecrumble kommer her:
Æblecrumble med havregryn og sirup – nem
Ingredienser
- 12-14 æbler i tern anden frugt kan også bruges, f.eks. pærer, rabarber eller blommer
- 3 dl sukker
- 3 dl hvedemel
- 3 dl havregryn
- 1 spsk kanel
- 1 spsk kardemomme
- 2 tsk vaniljesukker
- 125 gram smør
- 1 dl sirup
Sådan gør du
- Skræl æbler og læg dem i vand. Hvis skrællen er fin, kan du undlade at skrælle
- Smuldr imens dejen sammen
- Bland alle de tørre ingredienser sammen og smuldr smørret i
- Tilsæt sirup og ælt dejen, til den hænger nogenlunde sammen (tilsæt evt. ekstra sirup).
- Dup æblerne tørre for vand og hæld dem i et ildfast fad. Mit fad målte ca. 30x40 cm
- Drys/smuldr crumbledejen på toppen af æblestykkerne. Læg små dejklatter på toppen.
- Bag æblecrumblen ca. 40-45 minutter v. 175 grader varmluft.
- Crumblen er færdig, når den er sprød og gylden på toppen
- Servér flødeskum eller vaniljeis til
Noter
En nem og lækker æblecrumble med havregryn, sirup og kardemomme
Det er en rigtig nem crumble og den smager skønt.
Smuldredejen er rigtigt nem at lave og kanel/kardemommesmagen er god til æblerne. Smagen af krydderier er ikke dominerende, men giver et tilpas diskret strejf.
Havregryn i crumbledejen giver en “crunchy” top – og er du fan af en sprød, knasende kagetop, vil du være vild med denne kage. Jeg brugte nedfaldsæbler til kagen, og der var mange stødmærker på, så jeg var nødt til at skrælle de æbler jeg brugte. Er skrællen på dine æbler fin, så lad den endelig gerne sidde på. Der er nemlig meget god smag og mange vitaminer gemt i æbleskrællen.
Har du også meget nedfaldsfrugt er det oplagt at få konverteret frugten til en lækker kage. Æblerne kan sagtens bruges selvom de er raslet af træet. En crumble er en oplagt Stop Spild af Mad-kage.Her kan du se æblecrumble-arbejdsprocessen i billeder fra start til slut:
Sådan laver du æblecrumble med havregryn og sirup – se billederne her:
Crumblen stod og bagte i ovnen imens vi spiste frokost i sommerhuset. En crumble kan derfor fint forberedes i forvejen og så bages når gæsterne dukker op. Den kan også nydes som dessert og så kan den bare bage imens I spiser hovedretten.
Kagen er altså perfekt til kageborde men også et hit på dessert-borde.
En crumble kan laves med alskens frugt: pærer, æbler, blommer, jordbær? Krydderierne skal dog varieres lidt:
Kanel og kardemomme passer særligt godt til æblecrumble, mens stødt ingefær er helt genial til en pærecrumble. Jeg tror faktisk at kardemomme og vanilje vil være godt til blommer? Bruger du jordbær, ville jeg nøjes med vanilje kun.
Flødeskum smager så godt til, men vaniljeis vil også være en succes.
Crumbleopskriften kan du bruge som grunddej til alskens crumble-kager 🙂Prøv æblecrumblen en dag du skal bage kage/dessert til mange. Du kan også fint halvere portionen, hvis det passer bedre med antallet omkring dit kagebord?
God æble-crumble-fornøjelse til dig 🙂
Hej Gitte
Jeg har lige lavet denne æblecrumble til dessert i aften, du ved bare en lørdags hygge dessert ?, den smager fantastisk, tak for opskriften ?
Mvh Berit