Grovboller med havregryn. I dag får du opskriften på lækre bløde boller med havregryn og tykmælk i dejen.
Hjemmelavede grovboller? Det er slet ikke så svært og du kan faktisk meget nemt trylle brødkurven fuld med de dejligste boller.
Disse grovboller bliver bløde og lækre, for der er meget hvedemel i, men også meget havregryn, så de er dejligt grove.
Du kan sagtens erstatte 2-3 dl hvedemel med grovere melsorter (grahamsmel, fuldkornshvedemel ell. lign.), hvis du ønsker endnu grovere boller.
Vær dog obs. på, at jo grovere mel, jo tungere boller – det er nemlig hvedemelet der får dem til at hæve op og blive bløde. 
I disse boller har jeg brugt Manitoba-mel, som er hvedemel med særlig god bageevne.
Det kaldes også Tipo 00 og kan købes i de fleste supermarkeder. Kan du ikke opdrive det, så kan bollerne også sagtens bages med almindeligt hvedemel uden problemer.
Det er virkeligt godt mel og koster ikke en formue. 2 kilo kan fåes for 20 kr og det giver virkelig bløde og lækre boller.
Grovbollerne kan laves rimeligt hurtigt, hvis du “speedhæver” dejen i ovnen v. 30 grader varmluft. Så behøver bollerne faktisk kun hæve 2×15 minutter, i stedet for 2x 30 minutter (hvis du hæver ved stuetemperatur).
Bollerne er perfekte at lave som weekend-boller, men du skulle også prøve at bage en portion en hverdagsaften.
De kan fint bruges som burgerboller eller som lækre madbrød til lun leverpostej, tapas/suppe ell. lignende? Drys gerne med salt/peber/sesam i så fald.
Jeg har brugt en rest tykmælk til bollerne, fordi surmælksprodukter giver saftighed og blødhed til bagværk.
Har du ikke tykmælk kan yoghurt naturel, skyr, fromage frais, creme fraiche, kærnemælk eller mælk sagtens bruges. Brug gerne det du lige har på lager.
Få flere opskrifter på grovboller nederst i dette indlæg.
Du får opskriften på de lækre grovboller lige her:
