Kanelsnegle muffins. I dag skal du høre om nogle nemme muffins med kanelremonce. De smager næsten som kanelsnegle, men er bare meget hurtigere at lave, da de er bagt uden gær.
Lækre muffins, der har den helt rigtige gode snaskede kanelsmag. Det er genialt, at de er så meget hurtigere at lave, da dejen slet ikke skal hæve.
Hvis du elsker kanelsnegle, vil du helt sikkert elske disse kanelsnegle muffins.
Halløj hvor de smagte godt og så kan du lave et fad lækre muffins på ½ time. Nemmere bliver det ikke. Både børn og voksne vil elske dem. Dem må du prøve.
Det er bloggens populære opskrift på kanelsnegle kage jeg har tryllet om til muffins. Den er én af bloggens mest besøgte kageopskrifter.
Der er 2 forskellige slags billeder af kagerne. Disse nedenfor her har jeg lavet uden at “rode” så meget rundt i kanelremoncen før bagningen. Det er bloggens 1. version af kagerne, som jeg også kun pyntede med chokoladeglasur.
Opskriften har jeg glædet mig meget til at dele med dig. Den er super nem og du får den lige her
Kanelsnegle muffins med kanelremonce – få en god nem opskrift uden gær
Ingredienser
- 1 æg
- 1 tsk vaniljesukker
- 75 gram sukker
- 50 gram smør smeltet. Kan erstattes med ½ dl olie
- 2 dl mælk creme fraiche/skyr/tykmælk/kærnemælk ell. lignende kan også bruges
- 250 gram hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- ½-1 tsk kardemomme kan udelades
- 1 knivspids salt
Kanelremonce:
- 100 gram smør blødt
- 100 gram brun farin
- 2 spsk kanel
Glasur til pynt - evt. med kakao
- 50 gram flormelis
- 2-3 tsk kakao usødet. Kan udelades
- 3 tsk kogende vand
Sådan gør du
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker hvidt og skummende. Tilsæt smeltet smør.
- Tilsæt mælk el. lignende. mælk/tykmælk. Bland mel, bagepulver og kardemomme og sigt det i dejen. Rør dejen til den er klumpefri. Kagerne bliver ekstra svampede hvis du laver dem med f.eks. creme fraiche el. lign.
- Fyld 2-3 spsk dejen i en muffinform. Bruger du muffinforme af papir, så sæt dem gerne ned i muffinforme af metal eller silicone eller sæt 2 forme ned oveni hinanden. Du kan få 20 små eller 16 større muffins af denne portion.
- Lav kanelremoncen. Blødgør smørret 10 sekunder i mikrobølgeovnen og rør det med brun farin og kanel
- Læg 1 tsk kanelremonce på hver muffin. Træk nogle mønstre i dejen/"rod" lidt rundt i remoncen med en tandstikker, så den fordeles godt i dejen. Du kan også fordele halvdelen af remoncen i dejen og lægge resten af remoncen på toppen.
- Bag muffins'ene ca. 15-20 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). Muffinsene er færdige, når de er gennembagte, sprøde og gyldne. Bagetiden afhænger af størrelsen på dine kager.
- Lad muffins'ene afkøle, før du pynter dem med glasur.Jeg pyntede både med hvid og kakaoglasur. Kagerne er nemmest at få ud af papirformen, når de er helt kolde eller brug siliconeforme. Muffins'ene er bedst på bagedagen.
Noter
Kan bages som hel kanelsneglekage - beregn ca. den dobbelte bagetid
Fryseegnede - helst uden glasur. Kan lunes i ovn/airfryer/ mikroovn efter optøning. .Lækre kanel muffins med kanelremonce – hurtige at lave. Smager som brunsviger, men nemmere at lave
Et fad lækre kanelsnegle muffins klar på ½ time. Haps hvor de smagte godt!
Det var nogle små “snegle”, så vi kom jo lige til at spise 2-3 stykker. Der var alligevel rigeligt til overs til dagen efter.
Muffins’ene er bedst på bagedagen, men de blev som nybagte igen, efter at være blevet lunet få sekunder i mikroovnen. Du kan også lune dem i ovn/airfryer v. 100 grader.
Spring du bare på en portion af de lækre kanelsnegle muffins – de er super gode. Dejen kan også bages som en hel kanelsneglekage. Kig med her:
Alle vil elske de lækre muffins, både store og små. De passer perfekt i en barnehånd. 🙂
Perfekte kager til fødselsdag eller til at tage med på job. De er også gode at tage med på skovtur. Det gjorde vi. 🙂
Kanelsnegle muffins’ene vil være et hit til børnefødselsdagen og de vil også være gode at dele ud til kollegerne eller til klassens time måske?
Lækre kager! Jeg pyntede dem både med hvid og chokoladeglasur og så fik de også lidt krymmel på toppen.
Vi delte kagerne med søde sommerhus-naboer og de var vilde med kagerne. Anbefalingen er nu hermed straks givet videre til dig.
Skønt at have nogen at dele alle kagerne med jeg producerer, så vi slipper for at spise dem alle selv. 🙂
Der er altid nogen af mine naboer, der er villige til at testsmage min kager. Skønt at kunne gøre søde mennesker glade med nybagt kage. <3
En-to-vupti er der et fad lækre kanelmuffins med kanelremonce klar til jer. Dem må du prøve. De er super gode.
Prøv også disse nemme kanelsnegle med butterdej – de kan være klar på et kvarter.
En klassiker er jo også disse kanelmuffins, hvor jeg har brugt dejen fra den populære kanelkage til muffins.
Du skal da heller ikke snydes for en opskrift på “rigtige” kanelsnegle. Kig med her.
Jeg har bagt kagerne flere gange. På billedet nedenfor her “rodede” jeg ikke så meget rundt i remoncen på toppen før bagningen. Det er den eneste forskel.
Jeg spurgte jer, der følger med på nogetiovnen’s Facebook-side, om I kunne tænke jer opskriften og sikke da et heppekor der straks rejste sig.
Skønt når I glæder jer til at se mine opskrifter. Det er en kæmpe motivation for mig – tusind tak for jeres opbakning. 🙂
God fornøjelse med bageriet til dig 🙂
Få flere gode opskrifter på kager med kanel her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
Vi har lavet disse i dag.. Vi tog varianten med skyr i stedet for mælk.. I stedet for kanelsneglemuffins endte vi med brunsvigermuffins lignende ting.. De smager godt.. Dejen blev bare en smule for fast 😂..