Mozzarella kartofler <3 Kartoffelfrikadeller af allerbedste slags, skal du høre om i dag.
Tænk sig, at nogle af de lækreste retter pludselig kan trylles frem, ud af det blå, med baggrund i hvad der lige er i overskud i køleskabet?Jeg havde en rest kartofler og to kugler mozzarella-ost, der trængte til at blive brugt. Det stimulerede min kreativitet. Hvad kunne jeg mon finde på?
Som jeg skrevet om i dette spareindlæg, så får jeg som regel brugt alt, hvad jeg har i mit køleskab i bedste stop spild af mad stil Derfor smider jeg jo selvfølgelig heller ikke 7-8 kartofler ud, heller ikke selvom de har været til overs i nogle dage.
De duftede fint, så selvfølgelig skulle de da bruges 🙂
Det var da bare mega-godt at jeg genbrugte kartoflerne, for er du vimmer, hvor fik jeg bare lavet nogle lækre sprøde kartoffelfrikadeller med ost.
Forberedelserne tog kun få minutter og du skal kun bruge ganske få ingredienser. Har du en kartoffelrest, er det også en meget billig ret at lave, for du skal næsten kun bruge 2 mozzarellakuglre og så lige 2 æg og lidt rasp. Voila!
Kartoffelfrikadellerne kan også sagtens laves med en rest kartoffelmos tænke jeg? Du kan få en god opskrift på kartoffelmos lige her:


Denne opskrift kommer vi med garanti til at eksperimentere meget mere med du og jeg, for den er bare så god. Jeg håber også at du bliver glad for den – det er jeg allerede 🙂
Du kan jo bare lige tilpasse opskriften med den mængde kartofler, du har? Jeg tænker, at du sagtens også kan nøjes med en enkelt kugle mozzarellaost måske?
Mozzarella er en god ost at bruge til kartoffelfrikadeller, for når osten smelter, bliver den ekstra cremet og smelter derfor ekstra godt ind sammen med kartoffelmosen.
Smagen er også mild og ikke så “oste-agtigt” dominerende og det syntes jeg klædte dagens kartoffelfrikadeller. Du bestemmer jo selvfølgelig helt selv hvilken ost du bruger. Måske vi også kunne prøve med feta?“Farsen” var rørt sammen på få minutter. Kartoffelfrikadellerne vendte jeg i æg og rasp, for at gøre dem ekstra sprøde og så stegte jeg kartoffelkuglerne i rigeligt olie på panden.
Jeg friturestegte dem ikke, men det kunne man sagtens gøre. Mon ikke også vi kan bage/stege dem i ovnen? Det vil jeg tro og så vil de jo også blive en del sundere. De suger nemlig mega meget olie de små kartoffelkugler.
Sprøde snackkartofler pandestegt i olie – uhm
Jeg er ret vild med de lækre mozzarella sticks, der jo er super sprøde. Kender du mon dem?
Jeg ville egentlig gerne lave nogle kartoffelfrikadeller i stil med mozzarella sticks, bare lidt sundere og med lidt grøntsagsfibre i.Det blev til små fine mozzarella kartofler eller mozzarella kartoffel kugler og de var bare så sprøde og lækre og meget nemme at lave.
Jeg lagde et billede på af de lækre kartoffelfrikadeller på bloggens Facebook-side og spurgte om der var nogen af jer der kunne gætte, hvilken hemmelig ingrediens jeg havde puttet i. Det er rigtigt sjovt at spørge jer Facebook-følgere på den måde, for I kommer bare med så gode og inspirerende forslag.
Jeg ender altid ud med en masse gode ideer til nye opskrifter, jeg kan finde på. I er skønne!
Der var både bud om torskerogn, allehånde, persillerod, tunfisk, muskatnød? Hvor er I altså bare gode! Tak for alle jeres bidrag 🙂
“Hit nu bare med den opskrift, Gitte!!” ved jeg at I sidder og tænker nu. Hvorfor trække pinen? Ja du har ret – opskriften skal du da ikke snydes for, den kommer lige her.
Mozzarella kartofler – opskrift på lækre sprøde kartoffelfrikadeller

Ingredienser
- 450 gram kogte kolde kartofler fint revet. Du kan bruge kold kartoffelmos i stedet. Ca. mængde - brug dem du har
- 250 gram mozzarella (drænet vægt) 2 kugler. Revet mozzarellaost eller flødeost kan også bruges. Ost kan også udelades.
- 1 æg
- 1-2 tsk paprika kan erstattes med andre krydderier eller krydderurter (friske/tørrede). Du kan også nøjes med salt og peber
- salt/peber
Panering:
- 1 æg sammenpisket
- 1-2 dl rasp evt. pankorasp
- olie til stegning
Sådan gør du
- Riv kartoflerne fint eller brug en rest kold kartoffelmos
- Tilsæt æg, paprika og salt/peber.
- Snit mozzarellakuglerne i små stykker og rør nu blandingen godt, så mozzrellaosten fordeles godt
- Lav små kartoffelfrikadeller med en dessertske
- Vend kartoffelfrikadellerne i æg og rasp
- Put rigeligt olie på en pande og læg kartoffelkuglerne på panden
- Steg kartoffelfrikadellerne ved middelvarme, til de er gyldne og sprøde på alle sider. Supplér med mere olie.
- Servér kartoffelfrikadellerne på stegepanden, så forbliver de sprødest
- Servéres rygende varme, gerne med aioli eller peanutdip til
Noter
Sprøde lækre mozzarella frikadeller stegt i olie på panden i olie – lavet af kolde kartofler eller kartoffelmos
Uhm – disse lækre kartoffelfrikadeller kan du altså godt glæde dig til at smage.
Jeg krydrede med lidt paprika, men friske eller tørrede krydderurter ville også være et hit. Paprika smagte godt og gav “frikadellerne” en lidt stegt krydret smag.
Prøv gerne med andre krydderier f.eks. estragon, oregano, timian, basilikum, rosmarin?
Uhm de smagte godt – sprøde udenpå og cremede, krydrede og osteagtige indeni. <3
Mozzarella vegetar frikadeller smager skønt som en snack serveret med aioli, pesto eller andet dip til
Det er helt oplagt at dyppe de lækre mozzarella kartofler i aioli eller anden dip, det kunne være pesto eller peanutdip?
Dét du ser på billedet her er en lækker peanutbutter dip, som smagte super godt til de sprøde kartoffel snacks. Jeg kan betro dig, at den servering smager ustoppeligt godt. Det er bare guf!
Opskriften på den lækre dip får du nedenfor.
Jeg deler også lige opskrifterne på nogle andre “dips” det vil være lækkert at dyppe snackkartoflerne i.





Rigtig god fornøjelse med de sprøde mozzarella kartofler til dig. Jeg håber at de også bliver et hit hjemme hos dig 🙂