Sigtebrød – gammeldags opskrift på mormor sigtebrød.
Uhm, et godt sigtebrød jeg fik bagt her. Et helt klassisk gammeldags franskbrød med blød, saftig, tæt krumme og god smag.
Mormors sigtebrød, gammeldags sigtebrød. Verdens bedste sigtebrød. Kært barn har mange navne. 🙂
Hvad er sigtebrød og hvad er sigtemel lavet af?
Sigtebrød er et gammeldags brød bagt med sigtemel. Det bliver lysere og mildere end rugbrød, men har mere rugsmag end et almindeligt franskbrød. Der er flere kostfibre i sigtemel end i almindeligt hvedemel, så brødet er lidt grovere, tættere i krummen og mætter bedre.
Sigtemel er en blanding af hvedemel og sigtet rugmel. De grove skaldele er sigtet fra i sigtemelet, så det er helt fint kernefrit mel. Måske det er derfor det hedder sigtemel? At melet er sigtet fri for grovere dele. Lidt smart faktisk, når melet alligevel er lidt groft.
Godt at bruge, hvis du vil bage brød til kerneforskrækkede børn eller hvis du gerne vil bage brød med lidt mere “gods” i, måske til madpakken.

Jeg brugte bare rent sigtemel til disse gammeldags sigtebrød og som du kan se, sprækker overfladen lidt.
Hvis du vil undgå det, kan du udskifte noget af sigtemelet med hvedemel. Så bliver brødene også mere luftige. I denne opskrift på sigteboller har jeg brugt halvt hvedemel og halvt sigtemel.

Uh, sådan en skive lun hjemmebagt franskbrød er bare det bedste. Vi nød brødet lunt med smør og hjemmelavet jordbærsyltetøj på. Halløj, hvor det smagte skønt!
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på hjemmelavet franskbrød i andre variationer.
