Sigtebrød – gammeldags opskrift på mormor sigtebrød.
Uhm, et godt sigtebrød jeg fik bagt her. Et helt klassisk gammeldags franskbrød med blød, saftig, tæt krumme og god smag.
Mormors sigtebrød, gammeldags sigtebrød. Verdens bedste sigtebrød. Kært barn har mange navne. 🙂
Hvad er sigtebrød og hvad er sigtemel lavet af?
Sigtebrød er et gammeldags brød bagt med sigtemel. Det bliver lysere og mildere end rugbrød, men har mere rugsmag end et almindeligt franskbrød. Der er flere kostfibre i sigtemel end i almindeligt hvedemel, så brødet er lidt grovere, tættere i krummen og mætter bedre.
Sigtemel er en blanding af hvedemel og sigtet rugmel. De grove skaldele er sigtet fra i sigtemelet, så det er helt fint kernefrit mel. Måske det er derfor det hedder sigtemel? At melet er sigtet fri for grovere dele. Lidt smart faktisk, når melet alligevel er lidt groft.
Godt at bruge, hvis du vil bage brød til kerneforskrækkede børn eller hvis du gerne vil bage brød med lidt mere “gods” i, måske til madpakken.

Jeg brugte bare rent sigtemel til disse gammeldags sigtebrød og som du kan se, sprækker overfladen lidt.
Hvis du vil undgå det, kan du udskifte noget af sigtemelet med hvedemel. Så bliver brødene også mere luftige. I denne opskrift på sigteboller har jeg brugt halvt hvedemel og halvt sigtemel.

Uh, sådan en skive lun hjemmebagt franskbrød er bare det bedste. Vi nød brødet lunt med smør og hjemmelavet jordbærsyltetøj på. Halløj, hvor det smagte skønt!
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på hjemmelavet franskbrød i andre variationer.
Sigtebrød – opskrift på gammeldags mormor sigtebrød

Ingredienser
- 5 dl tykmælk eller yoghurt kærnemælk el. lign. kan også bruges
- 2 dl kogende vand
- 25 gram gær hvis du bruger dobbelt mængde gær, kan du halvere hævetiden
- 2 tsk sukker - eller honning
- 4 spsk olie
- 1000 gram sigtemel ca. Erstat evt. halvdelen med hvedemel
- 2 tsk salt
- kold kaffe til pensling Mælk, vand eller sammenpisket æg
Sådan gør du
- Bland tykmælk og kogende vand, til massen bliver lunken. Rør gæren ud heri sammen med sukker og olie. Tilsæt salt og sigtemel lidt af gangen og ælt dejen godt med hænder eller maskine, til dejen kan samles til en kugle.5 dl tykmælk eller yoghurt, 2 dl kogende vand, 25 gram gær, 2 tsk sukker - eller honning, 4 spsk olie, 1000 gram sigtemel , 2 tsk salt

- Dæk skålen til og lad dejen hæve lunt ca. 1 time eller ca. til dobbelt størrelse.

- Form dejen til 2 aflange brød. Læg dem i en bradepande på ca. 25 x 30 cm, evt. beklædt med bagepapir. Du kan også lægge dem på en bageplade med bagepapir, men læg dem gerne lidt tæt. Kan også bages i franskbrødsform.

- Lad brødene efterhæve tildækket et lunt sted i ca. 1 time.

- Pensl brødene med kold kaffe og snit brødene.kold kaffe til pensling

- Bag sigtebrødene nederst i ovnen i 30-35 minutter ved 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). De er færdige, når e er sprøde, gyldenbrune og lyder hule, når du banker dem under bunden. Tjek dem undervejs.

- Lad brødene afkøle, gerne på en bagerist.

- Vent gerne med at udskære brødet, til det er afkølet, men det smager også rigtigt godt lunt.

- Smager skønt med smør, ost eller syltetøj.

Noter

Gammeldags franskbrød med sigtemel og yoghurt
Brødene penslede jeg med kold kaffe før bagningen. Et lille gammeldags bagetrick, der giver brødene en fin mørk overflade.
Du kan også pensle brødene med mælk eller vand, så de får den matte overflade, som er karakterisk for sigtebrød. Hvis du bruger sammenpisket æg, så får brødene en blank og gylden overflade.
Vi havde en rest tykmælk, som jeg brugte i dejen og det gav brødene en god saftig krumme.
Du kan også bage sigtebrød med kærnemælk, A38, skyr, yoghurt/frugtyoghurt, koldskål eller andet surmælksprodukt.
Det er nemlig rigtigt godt at bage med og brødet forbliver svampet i flere dage. Mælk eller vand kan dog også bruges. 
Tips og variationer til opskriften på sigtebrød:
Vil du have et mere luftigt sigtebrød, så brug hvedemel i dejen også. Hvedemelet har bedre bageevne. Manitobamel eller Tipo00 mel er også rigtigt godt at bage med.
Man kan også bage sigtebrød med kommen, lidt fennikel eller måske solsikkekerner. Oprindeligt brugte man vist kommen i sigtebrød. Prøv det, hvis du er vild med kommen (det er jeg IKKE 🙂
Prøv også dette franskbrød med kerner. Eksperimentér gerne ved at tilsætte kerner og korn til sigtebrøds-opskriften også.
Hvad kan sigtebrød serveres med?
- Nybagt sigtebrød med smør er jo næsten nok i sig selv. Det er også rigtig godt med ost, marmelade eller honning. Et skønt brød til morgenmad eller brunch.
- Brødet kan også bruges til madpakken, sandwiches eller serveres til suppe og varme retter. Servér evt. gerne lidt hvidløgssmør til, hvis du vil servere brødet som madbrød.

Hvordan er holdbarheden for sigtebrød?
Vores brød var fine i flere dage. Måske det var tykmælken der gjorde tricket igen? Vi opbevarede bare sigtebrødene tildækket på køkkenbordet.
Brødet kan evt. lunes i mikroovn dagen efter, så bliver det helt blødt igen. Kan også ristes på brødrister, i ovn eller airfryer. Så bliver overfladen sprød igen.
Stænk evt. brødet med lidt vand først.
Hvis du gerne vil prøve andre klassiske, gammeldags franskbrødsopskrifter, så prøv også dette oldemorbrød eller dette sødmælksfranskbrød.
Rigtig god fornøjelse med disse mormors sigtebrød og med bageriet.

Få flere opskrifter på franskbrød her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.






