Sikke en genial idé jeg fik i dag. Æbleflæsk med bacon og løg stegt i ovnen i ét og samme fad, helt uden baconsfedt der sprutter på panden. Halleluja – hvor er jeg altså bare glad for at jeg lige tænkte på denne idé!
Faktisk tror jeg at det var én af jer bloglæsere, der foreslog mig at lave æbleflæsk i bradepande, da jeg delte denne opskrift med jer, så æren kan jeg ikke tage helt.

Tusind tak for den gode idé! 🙂
Jeg har hidtil kun prøvet at lave æbleflæsk på pande, men at lave æbleflæsk i ovnen, var da bare meget nemmere. Et hit!
Retten kræver meget lidt opmærksomhed i køkkenet og faktisk så kostede den os næsten ingen penge, for jeg brugte – næsten – alle havens nedfaldsæbler til retten. En genial stop madspilds-ret 🙂
Du skal bruge ganske få ingredienser til denne æbleflæsk og hovedingredienserne er: æbler, løg og bacon. Så lækkert og en oplagt idé, hvis man har 1000 æbler i haven.
Retten kan dog sagtens også laves hvis du ikke selv har æbler i haven. Du skal bruge 2 kilo æbler og tit vil de kunne fås for ingen penge, når det er æblesæson. Heldigvis kan vi jo sagtens også købe æbler året rundt, så vi kommer aldrig i bekneb.
Æbleflæsk smager skønt hele året rundt, men mon ikke vi er mange der nyder det til julefrokosten især? Jeg ved ihvertfald hvordan jeg nu vil tilberede æbleflæsk til den næste julefrokost jeg skal holde. Æbleflæsk i ovn er nemt og lækkert og retten passer sig selv i ovnen. Smart!
Vi brugte et stort stykke røget bacon til retten, fordi jeg synes at det røgede salte bacon smager skønt til de søde æbler, men du kan også bare bruge almindeligt flæsk, hvis du mere er til den slags.
Jeg skar baconstykket i skiver og lagde det på en rist ovenpå æblefadet. Voila. Det var faktisk det.Nemmere bliver det vist ikke 🙂
Det var æbleskrælleriet der tog tiden, men det er nu faktisk ret hyggeligt og meget afstressende at skrælle æbler synes jeg. Man kan ikke flyve og fare rundt imens, men er nødt til at stoppe op og lade skrælleriet tage den tid det tager. Det kan være meget sundt tror jeg. Ren terapi 🙂
Hvis æbleskrællen er fin, kan du fint lade den blive på, men vores æbler har meget skurv, så jeg var nødt til at skrælle. Jeg brugte både almindelige løg og rødløg til dagens æbleflæsk og det passede perfekt til retten. Rødløg giver en sødme til retten, som klæder den. Jeg har i alt brugt 3 store løg til retten, for jeg kan godt lide at løgene giver retten lidt “kant” og en skarphed, så den ikke bliver for sød.
Jeg dryssede 2 spsk sukker over retten, for nogle af vores æbler er ret sure. Bruger du meget søde æbler, så udelad gerne sukker.
Retten gav jeg 1½ time i ovnen v. 200 grader alm. ovn. Jeg plejer at bruge varmluft, men denne gang ville jeg gerne undgå at baconfedtet blev hvirvlet for meget rundt i ovnen.
1½ time passede fint. Retten er færdig, når baconskiverne er sprødstegte, så skær gerne skiverne tyndt ud, så går det hurtigere 🙂
Det smarte, ved at lægge baconskiverne på en rist er, at de bliver sprøde på top og bund.
Det er også genialt at baconfedtet drypper syndigt ned over æblerne under tilberedningen og derved giver en rigtig god smag til æblerne.
Sikke et herligt bloglæser-tip jeg fik her. Hvor er det altså bare fænomenalt gode ideer i giver mig kære læsere – tusind tak for alle jeres kommentarer og gode fiduser 🙂
Nå men nu til opskriften. Den er rigtig nem og du får den lige her:
Æbleflæsk i ovn med bacon og løg – opskrift

Ingredienser
- 2 kg æbler skrællede. Er skrællen fin, så lad den gerne blive på
- 2 store løg i tynde skiver
- 1 stort rødløg i tynde skiver
- 2 spsk sukker farin eller rørsukker kan også bruges
- 1 kg røget bacon skåret i tynde skiver. Almindeligt flæsk kan også bruges
Sådan gør du
- Skræl æblerne. Er skrællen fin, så lad den gerne blive på.
- Skær æblerne i både og læg dem straks i vand, så de ikke bliver brune
- Skræl løgene og skær dem i tynde skiver
- Fordel de almindelige løg i bunden af et stort ildfast fad. Mit fad måler ca. 33x33 cm
- Læg æblebådene ovenpå løgene
- Læg rødløgsskiverne ovenpå og drys evt, med sukker. Placér risten på toppen af æblerne
- Skær baconskiverne tyndt ud og læg dem på risten
- Steg æbleflæsken i ca. 1½ time v. 200 grader almindeligt ovn. Retten er færdig, når baconskiverne er sprødstegte og æblestykkerne møre. Hold øje med retten den sidste halve time
- Servér æbleflæsk med godt rugbrød til
Noter
Æbleflæsk i ovn stegt med bacon og løg – den nemmeste æbleflæsk du kan lave
Har du en rist der passer til din bradepande, vil det være helt perfekt. Jeg fandt kun en lille rist i sommerhuset, men den rakte fint til baconskiverne.
Tilberedningstiden for denne ret kan sagtens variere. Hvis du har skåret baconskiverne tyndere ud end jeg, så kan du måske nøjes med at give retten kortere tid i ovnen? Prøv dig frem og hold øje.
Uhm – jeg kan love dig, at den sprødstegte bacon smagte godt!
Køb gerne et godt stykke bacon hos slagteren, hvis du vil flotte dig 🙂
Måske jeg skulle prøve at tilberede retten med almindeligt stegt flæsk på et tidspunkt?
Jeg er ikke storfan af stegt flæsk og laver det derfor ret sjældent. Tror vist jeg har et barndomstraume i den sammenhæng? Jeg synes tit at der kan være lidt for meget fedt på, men du bestemmer. Brug gerne rigtig flæsk, hvis du synes det passer bedre til.
Jeg fornemmer at det er ca. 50/50 der spiser æbleflæsk med enten bacon eller flæsk, så lad du bare dine egne smagsløg bestemme. Det var en nem og lækker portion æbleflæsk der blev serveret i sommerhuset i det og det smarte er, at vi har mad nok til i morgen også. Nemt og lækkert.
Æbleflæsk kan nydes både som frokostret eller som hovedret serveret med godt rugbrød til. En fast bestanddel på julefrokostbordet er det også og en portion vil også forsvinde hurtigt på buffet- eller frokostborde året rundt.
God fornøjelse med æbleflæsken – den må du prøve. Det smager bare SÅ godt 🙂