Chokoladekage med kaffecreme. I dag får du opskriften på en god lækker bradepandekage med kaffecreme.Sikke en lækker kage du skal høre om i dag. Wow hvor smagte den bare godt!
Det var en rigtig god svampet chokoladekage med en kaffecreme på toppen, lavet af smørcreme med kaffe i.
Halløj en god kage og sikke en god smørcreme også!
Den creme vil jeg helt sikkert huske på til andre kager også. Tror du ikke også den vil smage godt i en roulade eller i en lagkage? Det tror jeg.
Jeg glæder mig til at eksperimentere meget mere med den gode kaffecreme 🙂Kaffesmørcremen smagte så godt ovenpå chokoladekagen og gav chokoladekagen et godt kaffestrejf.
Du bestemmer selv hvor stærk din kaffecreme skal være. Jeg brugte 6 spsk stærk kaffe lavet af 1½ tsk nescafé – det er derfor smørcemen får den brunlige farve. Du kan sagtens nøjes med en mildere kaffe, så vil smørcremen blive lysere og kaffesmagen mere diskret.
Kaffesmagen er dog ikke så markant at børn ikke har lyst til at spise med. Voksne, der ellers ikke er til kaffe, vil helt sikkert også sagtens have lyst til at prøvesmage.
Du kan også sagtens røre smørcremen med kakaomælk eller fløde, hvis du ikke er kaffe-fan.
Selve chokoladekagen er rigtig nem at lave.
Dejen er hurtig at røre sammen og den er uden æg. Kagen vil derfor være oplagt at servere, hvis du har gæster eller familiemedlemmer, der ikke kan tåle æg. Jeg har brugt vaniljeyoghurt i dejen og det er som altid super godt at bage med, for både brød og kager bliver svampede og lækre.
Har du ikke lige den type yoghurt på lager, så kan du sagtens bruge tykmælk/kærnemælk eller andet surmælksprodukt og mælk også.Chokoladekagen var rigtig god og den er ikke i sig selv særlig smørtung.
Man skal kun bruge ½ dl olie og det er ikke meget, til en rimelig stor bradepandekage.
Der er selvfølgelig smør i kaffecremen, men samlet set er det ikke meget smør der skal bruges til kagen. Du kan tro, at kagen smagte godt til både en god kop kaffe og te og jeg har glædet mig meget til at dele opskriften med dig.
Jeg spurgte jer på bloggens Facebookside, om I kunne tænke jer opskriften og der bredte sig straks et stort heppekor. Opskriften får I lige her:
Chokoladekage med kaffecreme med smør – nem lækker opskrift
Ingredienser
Chokoladekagedej:
- 275 gram hvedemel
- 4 spsk kakaopulver (usødet) ca. 40 gram
- 1½ tsk natron
- 1 nip salt
- 250 gram sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 5 dl vaniljeyoghurt kærnemælk eller andet surmælksprodukt kan bruges
- ½ dl olie raps- eller solsikkeolie
Kaffecreme med smør:
- 100 gram smør stuetemperatur
- 3 dl flormelis
- 1 nip salt
- 6 spsk kaffe afkølet. Jeg lavede kaffe med 1½ tsk Nescafe. Kaffe kan erstattes med fløde eller kakaomælk
- mandelflager eller mandelsplitter
Sådan gør du
- Bland alle de tørre ingredienser i en skål
- Tilsæt vaniljeyoghurt og olie
- Dejen kan sagtens bare røres med piskeris eller dejskraber. Rør kun til der ikke længere er klumper i dejen
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Beklæd en bageform/lille bradepande med bagepapir. Min form målte 20x30 cm. Hæld dejen ud heri. Glat dejen ud med en dejskraber
- Bag kagen 30 minutter v. 175 grader varmluft. Kagen er færdig, når den er gennembagt. Kagen skal helst stadig føles lidt klæg/svampet indeni. Tag kagen ud af formen og lad den afkøle
Kaffecreme med smør:
- Rør smør med flormelis, vaniljesukker, salt og kaffe. Tilsæt kaffen lidt efter lidt, til smørcremen har en passende konsistens. Smag evt. til undervejs, så du kan vurdere hvor stærk kaffesmagen skal være. Erstat evt. et par spsk kaffe med vand/fløde
- Smør smørcremen på på den afkølede kage
- Drys kagen med mandelflager
- Lad evt. kagen sætte sig lidt på køl, før servering, så kaffecremen stivner
Noter
En svampet chokoladekage med en lækker kaffesmørcreme – kagen er uden æg og nem at lave
Tjek lige den lækre smørcreme hér. Uhm den smagte godt. Hvis du ikke er så vild med kaffe, så tænker jeg at du sagtens kan røre smørcremen med kakaomælk i stedet for? Det ville blive en en rigtig lækker kakaosmørcreme.
Kagen er svampet og klæg i bunden og smørcremen klædte kagen rigtigt godt.
Jeg synes det pyntede så fint med mandelflagerne og det smagte også rigtigt godt med de sprøde mandelstykker på toppen.
Det bliver en stor chokokoladekage og vi delte den med vores søde sommerhusnaboer. De var totalt vilde med kagen og den fik mange roser med på vejen.
Kan I ikke spise hele kagen, så kan den fint fryses, også med kaffecremen på.Kunsten er at vente med at putte kaffecremen på, til chokoladekagen er afkølet.
Vi lod kagen afkøle i det fri udenfor – det er den fordel man har, når man bager kager om efteråret og vinteren 🙂
Kagebunden ser lidt klæg/svampet ud på billedet her og det er meningen. Kager med tykmælk/yoghurt bliver ekstra fugtige og det er rigtigt godt til en kagebund som denne.
Hvis du fordobler portionen, vil jeg tro at portionen rækker til ovnens store bradepande.
Det er en super god kage at bage, hvis du skal bage kage til mange. Den lækre kage må du prøve en en dag – jeg er sikker på at du vil synes om den.
Rigtig god fornøjelse med kagen til dig 🙂
Få flere gode opskrifter på chokoladekager her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10,
Smørcremen blev meget tynd, da jeg kom 6 spiseskeer kaffe i. Dine spiseskeer må være mindre end mine.