I dag får du opskriften på nogle lækre grovboller, der er svampede og som mætter godt. Yoghurtbollerne er helt perfekte til frokost, i madpakken, eller til at tage med på tur.
Bollerne er super nemme at lave og du kan bruge al slags yoghurt til bollerne, eller du kan bruge kærnemælk, tykmælk, creme fraiche eller andre surmælksprodukter. Mælk er også fint. Jeg brugte havregryn til grovbollerne, men du kan sagtens også bruge andet groft mel, helt efter eget valg.
Du kan sagtens koldhæve dejen, hvis det passer dig bedre? Dejen kan hæve i køleskab natten over og det ville være helt genialt, hvis du f.eks. vil servere bollerne til morgenmad?
Hvis du koldhæver skal du nok nøjes med kun 5 gram gær og så skal du kun bruge kold væske.Jeg brugte vaniljeyoghurt til bollerne og det er bare super godt at bage med. Det giver god smag og det tilfører både fugt og saftighed til brødet.
Jeg køber gerne stort ind, når der er vaniljeyoghurt på tilbud, for det smager jo godt både til morgenmad, som tilbehør til kager og desserter og så er det også bare lækkert at bruge i kager og brød.
Yoghurtbollerne bliver bløde og luftige og de var friske i flere dage. Det tror jeg helt sikkert også skyldes yoghurten. Samme effekt vil du også opnå med andre surmælksprodukter. Jeg elsker derfor også at bage med f.eks. tykmælk.Har du endnu ikke prøvet at bage med yoghurt eller tykmælk, så spring du bare på.
Jeg har glædet mig til at dele opskriften med dig og du får den lige her:
Yoghurtboller med havregryn opskrift på boller

Ingredienser
- ½ liter vaniljeyoghurt eller andet surmælksprodukt. Mælk eller vand kan også bruges
- 25 gram gær Brug kun 5 gram, hvis du koldhæver dejen
- 3 dl vand
- 2 dl kogende vand
- 1 tsk sukker kan erstattes med vaniljesukker, hvis du ønsker kraftigere vaniljesmag
- 5 dl havregryn
- 1 kg hvedemel Noget af hvedemelet kan erstattes med andet groft mel
- ½ tsk salt
- Pensling: Mælk Drys: Sesamfrø eller solsikkekerner
Sådan gør du
- Hæld yoghurten i en skål tilsæt både koldt og kogende vand. Rør gæren ud heri. Tilsæt sukker. Det smarte ved at bruge kogende vand er, at blandingen bliver lunkent. Hvis du koldhæver dejen, så brug bare kold vand
- Tilsæt havregryn og salt
- Rør hvedemelet i, lidt efter lidt. Tilsæt kun mel indtil dejen kan slippe fad og fingre. Tildæk fadet og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. ½ time (lad den gerne hæve i ovnen v. 30 grader)
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Beklæd en bageplade med bagepapir. Form boller og læg dem på bagepladen. Tildæk bollerne med et klæde og stil dem til hævning ca. 20-30 min. et lunt sted - gerne i ovnen v. 30 grader.
- Pensl bollerne med mælk og drys med f.eks. solsikkekerner
- Bag bollerne ca. 15-20 minutter v. 175 grader varmluft. Bollerne er færdige, når de er sprøde og gyldne
Noter
Bløde, luftige grovboller med yoghurt og havregryn – perfekte til madpakken, frokost eller som boller til morgenmaden
Bollerne er super nemme og meget enkle at lave.
De vil være perfekte at lave som koldhævede morgenboller eller som boller til brunch. Dejen kan fint laves om aftenen og bollerne bages om morgenen eller du kan lave dejen om morgenen og servere lune boller om eftermiddagen. Spring du bare på med bageriet. Det er ikke så stor en portion, men den rakte fint til os to i sommerhuset i et par dage.
Bollerne var helt geniale at tage med som madpakkeboller og de smagte skønt både en skive ost på, med marmelade eller med klassikerne pålægschokolade eller Nutella selvfølgelig 🙂
God fornøjelse med bollerne til dig – jeg håber de vil blive en succes hjemme hos dig 🙂