Hej med dig. Her lige en aftenhilsen til dig fra mig.

Jeg har smækket stængerne op, vi har tømt alle fadene også kagefadene. De sidste kagerester er blevet sendt med gæsterne hjem. Alt er ryddet op, opvaskeren er blevet fyldt igen igen. Gæsterne er kørt. Stuen er tom og huset er stille efter at have været fyldt med grin og latter hele dagen.

Sikke en dejlig fødselsdag! 🙂

Alle gæster var glade, givende, snakkende, grinende som de plejer. Vi hygger os sådan når vi er samlet, familie og gode venner. Jeg er glad og har det godt. Jeg er tryg og i gode hænder. Ok jeg stormer en lille smule rundt også, men med overskud og overblik. Jeg klasker bare sammen som en klud bagefter, men det er også fint nok.

Slagtens pålægsplanke vakte igen jubel. Sikke en benovelse og sikke spændende det var at afprøve de lækre retter. Så fint slagteren – eller hans pålægsjomfru? – kan anrette pålægget.

Desværre ingen close-up-fotos. Gæsterne fik min fulde opmærksomhed. Sparsom fotografering. Sådan skal det være.

2014-11-22 13.17.39

Slagterplanke og kagebord til fødselsdag

Der var alt hvad hjertet kunne begære på den pålægsplanke: Skinker i alle afskygninger, spegepølser i alle afskygninger, paté, leverpostej, flæskesteg, fedt, italiensk salat, rødkål.

Jeg sørgede selv for sild, for sild skal der til, til en god julefrokost. Stegte sild, almindelige sild og karrysild. Selvfølgelig da!

2014-11-22 12.24.55

Brød bagte jeg selv, både franskbrød og rugbrød. Til godt pålæg hører godt brød. De hvide brød var bare en hurtig Amo yoghurtbrødblanding. Jeg lavede også hurtige grovboller af min portion koldthævet dej

2014-11-22 10.34.00Ostebordet anrettede vi også selv med gode oste. Emmenthaler, chiligouda, og god Riberhus. Da vi nåede til osten havde vi dog ikke så stor appetit længere. Hvorfor mon ikke? Uha synes tit det går sådan med osteborde 😉

2014-11-22 13.17.23Vi blev trætte efter maden. Blev kaffetørstige, og hov pludselig var der kage. I lange baner. Cookies, drømmekage med marcipan, mazarinkager, ølkage.

Lækker mazarinkage med marcipan, makroner og syltetøj

Lækker mazarinkage med marcipan, makroner og syltetøj

Chokoladecookies med marcipan og nutella

Chokoladecookies med marcipan og Nutella

Drømmekage med marcipan

Drømmekage med marcipan

Meget kage krævede meget kaffe. Der blev snakket og grinet. Så hyggeligt. Jeg fik gode gaver. Heldige mig  🙂

Utroligt, at vi kunne blive ved med at spise. Vi sluttede endda af med en stor portion Spaghetti Bolognese til skrub-af-mad.

Jeg har haft den skønneste dag, og du har flere opskrifter i vente de nærmeste uger.

Gassen er gået af min ballon. Jeg vil slutte dagen af med et afsnit af familiens for-tiden-yndlings-Netflix-serie : Lilyhammer.

Skøn og anbefalelsesværdig serie 🙂

Håber også du har haft den skønneste dag i det allerbedste selskab


author avatar
Gitte Hansen
Elsker at lave nem mad, bage lækre kager, udvikle nye opskrifter og formidle til bloggens næsten 80.000 følgere på sociale medier. Arbejder nu fuld tid med nogetiovnen.dk efter 30 år som bibliotekar. Med over 1 mio. månedlige visninger og over 3000 nemme opskrifter, er Nogetiovnen.dk én af Danmarks største madblogs.