Vi har sommerferie og nyder vores sidste ferieuge.
Jeg ved ikke hvordan du har det, når du holder ferie, men jeg bruger altid ferien til lidt at gøre status og mærke efter i kroppen på det liv der leves og i ferietiden, de skarpe kontraster der er og kan være imellem hverdag og ferietid.
Denne sommer holder vi “staycation” i sommerhuset i Fjellerup, så tempoet er i den grad slow og hvor er det faktisk bare rigtigt fedt.
Vi får cyklet en masse og tager dagene som de kommer og finder på det vi har lyst til. Vi er opmærksomme på, at dagene ikke bare skal glide ud i hinanden, så vi får meldt os til aktiviteter og ture og får lavet aftaler med venner og familie, så sociale er vi også.
På bloggen har du kunnet læse om vores tur til Mols, vores cykeltur til Gjerrild, vores aftenvandring ved Løvenholm Gods og jeg mangler stadigvæk at skrive en dejlig beretning om vores tur til Bramslev Bakker og Vebbestrup ismejeri.
Skønne aktiviteter alle. Ikke for mange aktiviteter, ikke for få. Helt i vores eget tempo og det har bare en ferie helt efter vores hjerter. Vejret har været skønt. Helt perfekt
Ferien rinder snart ud og det bliver rigtigt dejligt at se kollegerne igen, men, indrømmet, vi er mega-gode til at holde ferie og nedenfor har jeg prøvet at liste lidt op, hvad og hvorfor jeg sætter særligt stor pris på ferielivet.
Ting som man kan, når man har ferie og god tid:
Listen startede jeg med at skrive her til aften, da vi kom hjem efter en skøn 25 km lang cykeltur med den lokale egnshistoriske forening i lokalområdet.
En cykeltur i sommerhus-lokalområdet en helt almindelig onsdag aften, en tur vi helt sikkert ikke havde fået meldt os til, hvis det havde været en helt almindelig hverdags-arbejdsdag hjemme i storbyen.
Det satte lidt tanker i gang hos mig og jeg funderede lidt over:
Ting man kan, når man har god tid og holder sommerferie:
- Tid til at cykle til købmanden i den nærmeste landsby
- Tid til at bemærke lokale opslag foran købmandsbutikken
- Tid til tilmelde sig lokale rundture, begivenheder og lokale cykelture sammen med andre cykelinteresserede.
- Tid til at bemærke at ældre garvede cykelpensionister kan køre sindssygt stærkt selv uden batteri
- Tid til at lytte interesseret når garvede lokale ildsjæle fortæller spændende anekdoter om lokale gårde, seværdigheder og kulørte personligheder igennem tiderne.
- Tid til at falde i snak med gud ud hver mand og til at nyde at tale om alt og ingenting.
- Tid til at tænke, at hvor er det rart at så mange pensionister får så meget godt ud af pensionistlivet
- Tid til at tænke at de små lokale foreninger jo faktisk har så meget at byde på. Jeg er fuld af benovelse over at så mange lokale ildsjæle er i fuldt vigør og hjertens gerne deler ud af deres tid – og overskud.
Ved feriedriverlivet nyder jeg også at have:
- Tid til at nyde dufte, beundre solopgang og solnedgang og mærke duggen falde
- Tid til langsommelige morgener, med tid til morgennydning, god langsom morgenkaffe, et par kapitler i den gode bog, morgenradio, morgengåtur i skoven, tid til stille snak med yndlingsmennesker
- Tid til lange aftener, hvor uret ikke stresser og advarer om snarlig og tidlig sengetid
- Tid til nærvær og til at holde i hånd på lange gåture, cykelture eller til en god film i sofaen
- Tid til at mærke efter og spørge både sig selv og andre: “Har du det godt?”
- Tid til at snakke sammen – længe – og være friske nok til at have lange gode samtaler i dagtimerne, i frisk og vågen tilstand.
- Tid til friske frokoster og madpakkefrie zoner
- Tid til at tage på spontane udflugter og forfølge spontane ideer
- God tid til at skrive rejseberetninger, opskrifter og udvikle nye opskrifter til dig
- God tid til at fundere over livet, tilværelsen og tænke lidt på meningen det hele.
Jeg påtænker at trække elementer af den gode feriestemning med ind i hverdagen, når arbejdslivet kalder igen. I næste uge har jeg tilmeldt mig et aftenarrangement og hvem ved, måske vi tilmelder os lokale cykelture i storbyen?Det er totalt afslappende og hyggeligt at cykle rundt med andre. Man kommer tættere på naturen – og andre mennesker – og så bliver man også både klogere og får rørt kroppen. Selvom cyklen kører i højt gear, kommer pulsen og stressniveauet helt i bund.
Tjek lige dine lokale cykelklubber ud. Måske du også kan komme på en dejlig aftencykeltur i dit lokalområde? Prøv det – det er så dejligt og det sætter gode tanker om det gode driverliv i gang 🙂